Lukas 22
1 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Paaske, nærmede sig.
No leid det nær innåt søtebrødhelgi, som dei kallar påske.
2 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slaa ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
Og øvsteprestarne og dei skriftlærde grunda på korleis dei skulde bera seg åt for å få rudt honom or vegen; for dei var rædde folket.
3 Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv.
Då for Satan i Judas, han som dei kalla Iskariot, og som var ein av dei tolv;
4 Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forraade ham til dem.
han gjekk av stad og tala med øvsteprestarne og hovdingarne for tempelvakti um korleis han skulde få gjeve Jesus yver til deim.
5 Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
Dei vart glade og lova honom pengar.
6 Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forraade ham til dem uden Opløb.
Han slo til, og sidan leita han etter eit laglegt høve til å gjeva han yver til deim utan uppstyr.
7 Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man skulde slagte Paaskelammet.
So kom søtebrødsdagen, den dagen då påskelambet skulde slagtast.
8 Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: „Gaar hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne spise det.”
Då sende han Peter og Johannes i veg og sagde: «Gakk av stad og stell til påskemålet åt oss, so me kann halda måltid!»
9 Men de sagde til ham: „Hvor vil du, at vi skulle berede det?”
«Kvar vil du me skal stella det til?» spurde dei.
10 Men han sagde til dem: „Se, naar I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han gaar ind,
«Høyr her!» svara han; «når de kjem inn i byen, møter de ein mann som ber ei krukka med vatn. Honom skal de fylgja til han gjeng inn i eit hus,
11 og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Paaskelammet med mine Disciple?
og so skal de segja til huseigaren: «Meisteren helsar: Kvar er romet der eg kann halda påskemåltid med læresveinarne mine?»
12 Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.”
Då syner han dykk ein stor sal med duka bord. Der skal de stella til.
13 Og de gik hen og fandt det saaledes, som han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet.
So gjekk dei, og fann det so som han hadde sagt, og dei stelte til påskemålet.
14 Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
Då tidi kom, sette han seg til bords, og apostlarne med honom.
15 Og han sagde til dem: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Paaskelam med eder, førend jeg lider.
Og han sagde til deim: Eg hev lengta so etter å eta dette påskemålet i lag med dykk, fyrr eg skal lida;
16 Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.”
for eg segjer dykk: Eg kjem aldri til å eta det meir, fyrr det hev fenge fullnaden sin i Guds rike.»
17 Og han tog en Kalk, takkede og sagde: „Tager dette, og deler det imellem eder!
So tok han ein kalk i handi, og takka og sagde: «Tak dette og skift det imillom dykk!
18 Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.”
For eg segjer dykk: Heretter skal eg aldri drikka av druvesafti fyrr Guds rike er kome.»
19 Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: „Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!”
Og han tok brødet, takka, og braut det, og gav deim og sagde: «Dette er likamen min, som vert gjeven for dykk! Gjer dette til minne um meg!»
20 Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
Like eins kalken etter dei hadde ete kveldverden, og sagde: «Denne kalken er den nye pakt i blodet mitt, det som renn for dykk.
21 Men se, hans Haand, som forraader mig, er her paa Bordet hos mig.
Men sjå: svikaren held handi si framyver bordet med meg!
22 Thi Menneskesønnen gaar bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!”
Menneskjesonen gjeng fulla burt; for so er det laga. Men ve yver den mannen som veld at han vert gjeven i fiendehand!»
23 Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.
Då tok dei til å dryfta seg imillom kven av deim det kunde vera som skulde koma til å gjera dette.
24 Men der opstod ogsaa en Trætte iblandt dem om, hvem af dem der maatte synes at være den største.
Det vart og ein ordstrid millom deim um kven av deim som skulde gjelda for den største.
25 Men han sagde til dem: „Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
Då sagde han til deim: «Kongarne råder yver folki sine, og dei som held deim i age, vert kalla velgjerdsmenner.
26 I derimod ikke saaledes; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener.
So må det ikkje vera med dykk; men den som er største ibland dykk, skal vera som han var yngst, og styraren som han var tenar.
27 Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.
For kven er størst, den som sit til bords, eller den som ber på bordet? Er det’kje den som sit til bords? Men eg er berre som ein bordsvein ibland dykk.
28 Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
De er dei som heldt ut hjå meg i røyningarne mine,
29 Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder
og eg eignar dykk kongedøme, liksom far min eigna meg det;
30 at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Troner og dømme Israels tolv Stammer.”
de skal eta og drikka ved bordet mitt i mitt rike, og sitja i kvar sitt høgsæte og styra dei tolv Israels-ætterne.
31 Men Herren sagde: „Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede.
Simon, Simon, høyr kva eg segjer: Satan kravde å få sælda dykk liksom korn.
32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!”
Men eg hev bede for deg at trui di ikkje må trjota, og når du ein gong vender um, so styrk brørne dine!»
33 Men han sagde til ham: „Herre! jeg er rede til at gaa med dig baade i Fængsel og i Døden.”
«Herre, » sagde Peter, «med deg gjeng eg gjerne både i fangehus og i dauden.»
34 Men han sagde: „Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.”
«Eg segjer deg, Peter, » svara Herren: «Hanen gjel ikkje i natt, fyrr du tri gonger hev neitta at du kjenner meg.»
35 Og han sagde til dem: „Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?” Og de sagde: „Intet.”
So sagde han til deim: «Då eg sende dykk i veg forutan pung og skreppa og skor, vanta de då nokon ting?» «Ingen ting, » svara dei.
36 Men han sagde til dem: „Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligesaa ogsaa en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!
«Men no lyt den som hev pung taka honom med, » sagde han, «og like eins den som hev skreppa, og den som ikkje hev noko sverd, lyt selja kjolen sin og kjøpa seg eit.
37 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes paa mig, dette: „Og han blev regnet iblandt Overtrædere;” thi ogsaa med mig har det en Ende.”
For eg segjer dykk at på meg lyt det sannast det ordet som stend skrive: «Og han vart rekna millom brotsmenner.» For med meg lid det mot enden.»
38 Men de sagde: „Herre! se, her ere to Sværd.” Men han sagde til dem: „Det er nok.”
«Herre, » sagde dei, «sjå her er tvo sverd.» «Det er nok, » svara han.
39 Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men ogsaa Disciplene fulgte ham.
So gjekk han ut og tok vegen til Oljeberget, som han var van ved; og læresveinarne fylgde og med.
40 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: „Beder om ikke at falde i Fristelse.”
Då han var komen dit, sagde han til deim: «Bed at de ikkje må koma i freisting!»
41 Og han rev sig løs fra dem, saa meget som et Stenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
Han drog seg ifrå deim so langt som eit steinkast og lagde seg på kne og bad:
42 „Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!”
«Fader, um du vilde taka denne skåli ifrå meg! Men lat det ikkje vera som eg vil, berre som du vil!»
43 Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
Ein engel frå himmelen synte seg for honom og styrkte honom.
44 Og da han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
Og i si såre hjartekvida bad han endå heitare, og sveiten hans vart som blodsdråpar, som fall ned på jordi.
45 Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
So reiste han seg frå bøni. Då han kom til læresveinarne, såg han at dei hadde sovna av sorg.
46 Og han sagde til dem: „Hvorfor sove I? Staar op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.”
Då sagde han til deim: «Kvi søv de? Statt upp, og bed at de ikkje må koma i freisting!»
47 Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.
Fyrr han hadde tala ut, fekk han sjå ein flokk som kom; han som heitte Judas - ein av dei tolv - gjekk fyre deim og kom burtåt Jesus, vilde kyssa honom.
48 Men Jesus sagde til ham: „Judas! forraader du Menneskesønnen med et Kys?”
Då sagde Jesus til honom: «Judas, svik du Menneskjesonen med ein kyss?»
49 Men da de, som vare omkring ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: „Herre! skulle vi slaa til med Sværd?”
Då dei som var ikring honom såg korleis det bar i veg, sagde dei: «Herre, skal me slå til med sverdet?»
50 Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.
Og ein av deim hogg til tenaren åt øvstepresten, og sneidde av honom det høgre øyra.
51 Men Jesus tog til Orde og sagde: „Lad dem gøre ogsaa dette!” Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
Då tok Jesus til ords og sagde: «Lat det vera nok med det!» Og han tok burtpå øyra hans og lækte honom.
52 Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de Ældste, som vare komne til ham: „I ere gaaede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
So sagde han til deim som var komne og skulde taka honom, øvsteprestarne og tempelhovdingarne og styresmennerne: «De kjem med sverd og stavar som eg skulde vera ein røvar!
53 Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.”
Den tid eg var saman med dykk i templet dag etter dag, då baud de’kje til å gripa meg. Men no er det dykkar time, no er det myrkret som råder.»
54 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
So tok dei honom og førde honom burt og inn i garden åt øvstepresten; og Peter fylgde eit langt stykke etter.
55 Og de tændte en Ild midt i Gaarden og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.
Dei hadde gjort upp ein eld midt i gardsromet og sett seg ikring, og Peter sette seg midt ibland deim.
56 Men en Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: „Ogsaa denne var med ham.”
Med han sat der i ljoset, vart ei tenestgjenta var honom; ho stirde på honom og sagde: «Denne var og med honom!»
57 Men han fornægtede ham og sagde: „Jeg kender ham ikke, Kvinde!”
Men han neitta og sagde: «Eg kjenner honom ikkje, kvinna!»
58 Og lidt derefter saa en anden ham og sagde: „Ogsaa du er en af dem.” Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.”
Eit lite bil etter vart ein annan var honom og sagde: «Du er og ein av deim!» «Nei, mann, det er eg ikkje!» svara Peter.
59 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: „I Sandhed, ogsaa denne var med ham; han er jo ogsaa en Galilæer.”
Då um lag ein time var liden, var det ein til som sanna det og sagde: «Jau visst var denne og med honom; han er då ein galilæar.»
60 Men Peter sagde: „Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du siger.” Og straks, medens han endnu talte, galede Hanen.
«Eg veit’kje kva du talar um, mann!» sagde Peter. Og straks, fyrr han hadde tala ut, gol hanen.
61 Og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: „Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.”
Då vende Herren seg og såg på Peter; og Peter kom i hug det ordet Herren hadde sagt til honom: «Fyrr hanen gjel i natt, hev du avneitta meg tri gonger.»
62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.
Og han gjekk ut og gret sårt.
63 Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
Dei mennerne som heldt Jesus, spotta honom og slo honom.
64 og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: „Profetér! hvem var det, som slog dig?”
Dei kasta eit klæde yver honom og spurde: «Kven var det som slo deg? Seg oss det, du som er ein profet!»
65 Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
Og mange andre hædingsord tala dei til honom.
66 Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Raad
Då det vart dag, kom styresmennerne åt folket i hop, og øvsteprestarne og dei skriftlærde; dei førde honom fram i rådsmøtet sitt
67 og sagde: „Er du Kristus, da sig os det!” Men han sagde til dem: „Siger jeg eder det, tro I det ikke.
og sagde: «Er du Messias, so seg oss det!» «Um eg segjer det åt dykk, trur de det ikkje, » svara han,
68 Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
«og um eg spør, svarar de ikkje.
69 Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Haand.”
Men heretter skal Menneskjesonen sitja ved høgre handi åt Guds allmagt.»
70 Men de sagde alle: „Er du da Guds Søn?” Og han sagde til dem: „I sige det; jeg er det.”
Då spurde dei alle: «Er du då Guds Son?» Han svara: «De segjer det, og eg er det.»
71 Men de sagde: „Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!”
«Kva skal me med fleire vitnemål?» sagde dei då; «no høyrde me det av hans eigen munn!»
