Lukas 21
1 Men idet han saa op, fik han Øje paa de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken.
A dan vaengah kuirhang rhoek kah a kutdoe tangkabu khuila a sang uh te a hmuh.
2 Men han saa en fattig Enke, som lagde to Skærve deri.
Te vaengah khodaeng nuhmai pakhat loh mucih panit a sang te a hmuh bal.
3 Og han sagde: „Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle.
Te dongah, “Nangmih taengah rhep kan thui, hekah nuhmai khodaeng loh amih boeih lakah muep a sang coeng.
4 Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde.‟
Amih tah amamih kah a coih te kutdoe la boeih a sang uh. Anih long tah a vawtthoeknah khui lamkah a khosaknah ham a khueh te boeih a sang coeng,” a ti nah.
5 Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Stene og Tempelgaver, sagde han:
Bawkim te lungto khaw then tih nawnnah neh a thoeihcam coeng bet a ti uh.
6 „Disse Ting, som I se — der skal komme Dage, da der ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟
“Hekah he na hmuh uh dae khohnin ha pawk ni. Te vaengah a phil pawt te lungto pakhat dongah lungto pakhat khaw hmaai mahpawh,” a ti nah.
7 Men de spurgte ham og sagde: „Mester! naar skal dette da ske? og hvad er Tegnet paa, naar dette skal ske?‟
Amah te a dawt uh tih, “Saya, te koinih te te me vaengah lae a om eh? Miknoek loh a om tom vaengah balae aka om eh?” a ti na uh.
8 Men han sagde: „Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Gaar ikke efter dem!
Te dongah Jesuh loh. “Ng'rhaithi pawt ham hmat uh. Ka ming neh muep ha pawk uh vetih, ‘Kai coeng ni, a tue loh yoei coeng,’ ti uh cakhaw amih hnukah cet uh boeh.
9 Men naar I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette maa først ske, men Enden er der ikke straks.‟
Caem neh soekloeknah na yaak uh vaengah let uh boeh. Te te lamhma la a om ham ngawn a kuek. Tedae a bawtnah long tah pha koeloe mahpawh,” a ti nah.
10 Da sagde han til dem: „Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige.
Te phoeiah amih te, “Namtu loh namtu, ram loh ram a thoh thil ni.
11 Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen.
Lingluei puei neh khokha loh hmuen tom ah tlung vetih duektahaw khaw pul ni. Mueirhih neh vaan lamkah miknoek long khaw mat ha thoeng ni.
12 Men forud for alt dette skulle de lægge Haand paa eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld.
Tedae te hlan ah te hlang boeih kah a kut te nangmih pum dongla a hlah uh vetih n'hnaemtaek uh ni. Tunim neh thongim la n'thak uh ni. Kai ming kongah manghai tom neh khoboei tom taengla ng'khuen uh ni.
13 Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd.
Nangmih ham laipai la poeh bitni.
14 Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulle forsvare eder.
Te dongah na thinko khuiah khueh uh lamtah huul uh ham khaw tawn boeh.
15 Thi jeg vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstaa eller modsige.
Kai loh olka neh cueihnah te nangmih kam paek bitni. Te te nangmih aka kingkalh rhoek boeih loh a kamkaih ham neh a oelh ham coeng thai mahpawh.
16 Men I skulle endog forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaa nogle af eder ihjel.
Nangmih te manu napa, manuca rhoek, huiko neh paya laikoi long khaw m'voeih uh vetih n'duek sak ni.
17 Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld.
Kai ming kongah hlang boeih kah a hmuhuet la na om uh ni.
18 Og ikke et Haar paa eders Hoved skal gaa tabt.
Tedae na lu sokah sampin pataeng poci loengloeng mahpawh.
19 Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle.
Namamih kah uehnah nen ni na hinglu te na kaelh uh eh.”
20 Men naar I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstaar, at dens Ødelæggelse er kommen nær.
“Caem loh Jerusalem a vael uh te na hmuh uh vaengah, anih kah mitmoengnah loh yoei coeng tite ming uh.
21 Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere paa Landet, skulle ikke gaa ind i den.
Te vaengah Judea kah rhoek loh tlang la rhaelrham uh saeh. A laklung kah rhoek long khaw coe uh saeh. Tekah kho kah rhoek khaw a khuila kun boel saeh.
22 Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes.
Te dongah a daek tangtae te boeih soep sak ham ni te rhoek kah kutthungnah khohnin tah a om.
23 Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk.
Anunae bungvawn la aka om neh te khohnin kah cacun rhoek aih. Diklai hmankah a kueknah a len neh he pilnam taengah kosi la om bitni.
24 Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.
Te vaengah cunghang ha dongah cungku uh vetih namtom boeih taengah a sol uh ni. Namtom rhoek kah a tue a soep duela Jerusalem khaw namtom kah a til ham ni a om eh.”
25 Og der skal ske Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen,
“Te vaengah tah miknoek boeih loh khomik, hla neh aisi dongah om uh ni. Tuipuei kah olhum neh tuiphu kah ngaihitnah dongah namtom rhoek kah ngaisaknah te diklai ah om ni.
26 medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes.
Lunglai ah aka thoeng rhihnah neh lamsonah dongah hlang he sut hit uh ni. Vaan kah thaomnah long khaw hinghuen uh ni.
27 Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed.
Te vaengah khomai dongah thaomnah neh thangpomnah a len neh aka pawk hlang capa te a hmuh uh ni.
28 Men naar disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til.‟
Nangmih kah tlannah tah a yoei coeng dongah, aka om ham te a moe vaengah pai uh lamtah na lu dangrhoek uh,” a ti nah.
29 Og han sagde dem en Lignelse: „Ser Figentræet og alle Træerne;
Te phoeiah amih ham nuettahnah neh, “Thaibu neh thing boeih ke na hmuh uh.
30 naar de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær.
Tahae kah aka boe te aka hmuh rhoek long tah namah neh namah te, khohal vat a pha coeng tila na ming uh.
31 Saaledes skulle ogsaa I, naar I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær.
Te vanbangla nangmih long khaw he he ha thoeng tih na hmuh uh vaengah Pathen kah ram tah pai tom coeng tila ming uh.
32 Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend det er sket alt sammen.
Nangmih taengah rhep ka thui, boeih a thoeng hlan atah tahae kah cadil loh a khum mueh la om mahpawh.
33 Himmelen og Jorden skulle forgaa; men mine Ord skulle ingenlunde forgaa.
Vaan neh diklai tah khum ni, tedae kai ol khum loengloeng mahpawh.”
34 Men vogter eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, saa hin Dag kommer pludseligt over eder som en Snare.
“Te dongah namamih te ngaithuen uh lukilnah, rhuihahnah, khosak rhamsak kah mawntangnah dongah na thinko loh n'nan ve. Tekah khohnin loh nangmih soah buengrhuet ha pai ve.
35 Thi komme skal den over alle dem, der bo paa hele Jordens Flade.
Thaang bangla diklai maelhmai tom ah aka ngol rhoek boeih te a thoeng thil ni.
36 Og vaager og beder til enhver Tid, for at I maa blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestaa for Menneskesønnen.‟
Tedae aka thangthui rhoek loh a tue cungkuem dongah hak uh. Te daengah ni om la aka cai boeih he poenghal ham neh, hlang capa hmaiah pai ham na noeng uh eh,” a ti nah.
37 Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
Khothaih puet bawkim ah om tih a thuituen dae khoyin ah tah Olive a ti uh tlang soah cet tih rhaeh.
38 Og hele Folket kom aarle til ham i Helligdommen for at høre ham.
Te vaengah pilnam boeih loh anih ol yaak ham bawkim khuikah amah taengla ana yue uh coeng.
