Lukas 20
1 Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
Wǝ xu künlǝrdin bir küni u ibadǝthanining ⱨoylilirida hǝlⱪⱪǝ tǝlim berip hux hǝwǝrni elan ⱪiliwatⱪanda, bax kaⱨinlar wǝ Tǝwrat ustazliri bilǝn aⱪsaⱪallar uning aldiƣa kelip uningdin:
2 Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟
— Bizgǝ eytⱪin: Sǝn ⱪiliwatⱪan bu ixlarni ⱪaysi ⱨoⱪuⱪⱪa asasǝn ⱪiliwatisǝn? Sanga bu ⱨoⱪuⱪni kim bǝrgǝn? — dǝp soridi.
3 Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
U ularƣa jawab berip: — Mǝnmu silǝrdin bir ixni soray; silǝr manga eytip beringlarqu,
4 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟
— Yǝⱨya yürgüzgǝn qɵmüldürüx ǝrxtinmu, yaki insanlardinmu? — dǝp soridi.
5 Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
Ular ɵzara mulaⱨizǝ ⱪilixip: — Əgǝr «Ərxtin kǝlgǝn» desǝk, u bizgǝ: «Undaⱪta, silǝr nemǝ üqün [Yǝⱨyaƣa] ixǝnmidinglar?» dǝydu.
6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟
Əgǝr: «Insanlardin kǝlgǝn» desǝk, bu barliⱪ halayiⱪ bizni qalma-kesǝk ⱪilip ɵltüridu. Qünki ular Yǝⱨyaning pǝyƣǝmbǝr ikǝnlikigǝ ixǝndürülgǝn, — deyixti.
7 Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
Wǝ ular: — [Uning] [ⱨoⱪuⱪining] ⱪǝyǝrdin kǝlgǝnlikini bilmǝymiz, — dǝp jawab berixti.
8 Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
Əysa ularƣa: — Undaⱪta, mǝnmu bu ixlarni ⱪaysi ⱨoⱪuⱪⱪa asasǝn ⱪiliwatⱪanliⱪimni eytmaymǝn, — dedi.
9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
U halayiⱪⱪa munu tǝmsilni sɵzlǝxkǝ baxlidi: — «Bir kixi bir üzümzarliⱪ bǝrpa ⱪilip, uni baƣwǝnlǝrgǝ ijarigǝ berip, ɵzi yaⱪa yurtⱪa berip u yǝrdǝ uzun waⱪit turuptu.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
Üzümlǝrni yiƣidiƣan mǝzgil kǝlgǝndǝ baƣwǝnlǝrning üzümzarliⱪtiki mewidin uningƣa berixkǝ ⱪulliridin birini ularining yeniƣa ǝwǝtiptu. Lekin baƣwǝnlǝr uni urup-dumbalap ⱪuruⱪ ⱪol yanduruwetiptu.
11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
U yǝnǝ baxⱪa bir ⱪulni ǝwǝtiptu. Lekin ular unimu dumbalap, harlap, yǝnǝ ⱪuruⱪ ⱪol ⱪayturuwetiptu.
12 Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
U yǝnǝ üqinqisini ǝwǝtiptu; ular unimu urup yarilandurup, talaƣa ⱨǝydǝp qiⱪiriwetiptu.
13 Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
[Ahirda] üzümzarliⱪning hojayini: «Ⱪandaⱪ ⱪilsam bolar? Sɵyümlük oƣlumni ǝwǝtǝy; ular uni kɵrsǝ, ⱨeq bolmiƣanda uning ⱨɵrmitini ⱪilar?» dǝptu.
14 Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
Biraⱪ baƣwǝnlǝr uning oƣlini kɵrüp bir-biri bilǝn mǝsliⱨǝtlixip: «Bu bolsa mirashor; kelinglar, uni jayliwetǝyli, andin miras bizningki bolidu» deyixiptu.
15 Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
Xuning bilǝn ular uni üzümzarliⱪning sirtiƣa aqiⱪip ɵltürüwetiptu. Əmdi bundaⱪ ǝⱨwalda üzümzarliⱪning hojayini ularni ⱪandaⱪ ⱪilidu?
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟
U kelip u baƣwǝnlǝrni yoⱪitip üzümzarliⱪni baxⱪilarƣa tapxuridu». Halayiⱪ buni anglap: — Bundaⱪ ixlar ⱨǝrgiz bolmisun! — deyixti.
17 Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
Lekin u ularƣa kɵzlirini tikip mundaⱪ dedi: — Undaⱪ bolsa, muⱪǝddǝs yazmilarda «Tamqilar taxliwǝtkǝn tax bolsa, Burjǝk texi bolup tiklǝndi» dǝp yezilƣan sɵz zadi nemini kɵrsitidu?
18 Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
Bu «tax»ⱪa yiⱪilƣan kixi parǝ-parǝ bolup ketidu; lekin bu tax ⱨǝrkimning üstigǝ qüxsǝ, uni kukum-talⱪan ⱪiliwetidu.
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
Bax kaⱨinlar wǝ Tǝwrat ustazliri uning bu tǝmsili ɵzlirigǝ ⱪaritip eytⱪanliⱪini bilip xu ⱨaman uningƣa ⱪol selix yolini izdidi; lekin ular halayiⱪtin ⱪorⱪuxti.
20 Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
Xunga ular uning kǝynidin marap, uni [Rim] waliyisining ⱨɵkümranliⱪida soraⱪⱪa tartixⱪa tapxurux üqün birnǝqqǝ adǝmlǝrni setiwelip, soⱪunup kirixkǝ ǝwǝtti. Ular sǝmimiy ⱪiyapǝtkǝ kiriwelip, uning sɵzidin yoquⱪ izdǝp yürǝtti.
21 Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
Ular uningƣa mundaⱪ soal ⱪoydi: — Əy ustaz, silini durus sɵz ⱪilidiƣan wǝ durus tǝlim beridiƣan, ⱨeqⱪandaⱪ adǝmning yüz-hatirisini [ⱪǝt’iy] ⱪilmaydiƣan, bǝlki Hudaning yolini sadiⱪliⱪ bilǝn ɵgitip keliwatⱪan adǝm dǝp bilimiz.
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟
[Rim imperatori] Ⱪǝysǝrgǝ baj-seliⱪ tapxurux Tǝwrat ⱪanuniƣa uyƣunmu-yoⱪ?».
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
Əmma u ularning ⱨiylisini kɵrüp yetip ularƣa: — Nemixⱪa meni sinimaⱪqisilǝr?
24 Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟
Manga bir kümüx dinar kɵrsitinglar. Buning üstidiki sürǝt wǝ nam-isim kimning? — dedi. Ular uningƣa: Ⱪǝysǝrningki, — dedi.
25 Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟
Wǝ u ularƣa: — Undaⱪ bolsa, Ⱪǝysǝrning ⱨǝⱪⱪini Ⱪǝysǝrgǝ, Hudaning ⱨǝⱪⱪini Hudaƣa tapxurunglar, — dedi.
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
Ular halayiⱪning aldida uning sɵzliridin uni tutuwalƣudǝk ⱨeqⱪandaⱪ yoquⱪ tapalmidi. Ular uning bu jawabiƣa ⱨǝyranuⱨǝs bolup, zuwani tutuldi.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Wǝ «ɵlgǝnlǝr tirilmǝydu» dǝp inkar ⱪilidiƣan Saduⱪiylarning bǝziliri uning aldiƣa kelip soal ⱪoyup mundaⱪ dedi:
28 „Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
— Ustaz, Musa [pǝyƣǝmbǝr Tǝwratta] bizgǝ: «Ayali bar, ǝmma pǝrzǝnt kɵrmigǝn kixi ɵlüp kǝtsǝ, ɵlgüqining aka yaki inisi tul ⱪalƣan yǝnggisini ǝmrigǝ elip, ⱪerindixi üqün nǝsil ⱪalduruxi kerǝk» — dǝp yazƣan.
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Əmdi yǝttǝ aka-uka bar idi. Qongi ɵylǝngǝndin keyin pǝrzǝnt kɵrmǝy alǝmdin ɵtti.
30 Ligesaa den anden.
Ikkinqi ⱪerindixi ayalini ǝmrigǝ elip, pǝrzǝnt kɵrmǝy alǝmdin ɵtti.
31 Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
Andin üqinqisi uni aldi; xundaⱪ ⱪilip, yǝttisi uni ǝmrigǝ elip pǝrzǝnt kɵrmǝy ɵldi.
32 Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
Ⱨǝmmisidin keyin ayalmu ɵldi.
33 Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
Əmdi tirilix künidǝ bu ayal ularning ⱪaysisiningki bolar? Qünki yǝttisi uni hotunluⱪⱪa alƣan-dǝ?!
Əysa ularƣa mundaⱪ jawab bǝrdi: — Bu alǝmning pǝrzǝntliri ɵylinidu, yatliⱪ bolidu. (aiōn g165)
35 men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
Lekin u alǝmdin nesiwǝ boluxⱪa, xundaⱪla ɵlüklǝrdin tirilixkǝ layiⱪ sanalƣanlar ɵylǝnmǝydu, yatliⱪ bolmaydu. (aiōn g165)
36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Qünki ular yǝnǝ ɵlmǝydu, pǝrixtilǝrgǝ ohxax bolidu; «ɵlümdin tirilixtin tuƣulƣan pǝrzǝntlǝr» bolƣaqⱪa, ular Hudaning oƣulliridur.
37 Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
Əmdi ɵlgǝnlǝrning tirildürülüxini ⱨǝtta Musa [pǝyƣǝmbǝr] ɵzimu ayan ⱪilƣan; qünki [Tǝwrattiki] «tikǝnlik» degǝn wǝⱪǝning hatirisidǝ u Pǝrwǝrdigarni: «Ibraⱨimning Hudasi, Isⱨaⱪning Hudasi wǝ Yaⱪupning Hudasi» dǝp bayan ⱪilƣan.
38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟
U ɵlüklǝrning Hudasi ǝmǝs, bǝlki tiriklǝrning Hudasidur; qünki uningƣa nisbǝtǝn ⱨǝmmǝylǝn tiriktur!
39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟
Xuning bilǝn Tǝwrat ustazliridin birⱪanqisi baⱨa berip: — Ustaz, yahxi eytting, — dedi.
40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
Qünki ulardin ⱨeqkim yǝnǝ uningdin soal soraxⱪa jür’ǝt ⱪilalmidi.
41 Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
Əmdi u ularƣa soal ⱪoydi: — Kixilǝr Mǝsiⱨni ⱪandaⱪsigǝ Dawutning oƣli dǝydu?
42 David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
Qünki Dawut ɵzi Zǝburda: Pǝrwǝrdigar mening Rǝbbimgǝ eyttiki: — «Mǝn sening düxmǝnliringni tǝhtipǝring ⱪilƣuqǝ, Mening ong yenimda olturƣin!» — degǝnƣu?
43 indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
Əmma Dawut uni «Rǝbbim» dǝp qaⱪirƣan yǝrdǝ, undaⱪta u ⱪandaⱪmu uning oƣli bolidu?
45 Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
Wǝ barliⱪ halayiⱪ ⱪulaⱪ selip anglawatⱪanda, u muhlisliriƣa mundaⱪ dedi: —
46 „Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
— Tǝwrat ustazliridin ⱨoxyar bolunglar. Ular uzun tonlarni kiyiwalƣan ⱨalda ƣadiyip yürüxkǝ, bazarlarda kixilǝrning ularƣa bolƣan salamliriƣa, sinagoglarda aldinⱪi orunlarda, ziyapǝtlǝrdimu tɵrdǝ olturuxⱪa amraⱪ kelidu.
47 de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟
Ular tul ayallarning barliⱪ ɵy-besatlirini yǝwalidu wǝ kɵz-kɵz ⱪilip yalƣandin uzundin-uzun dualar ⱪilidu. Ularning tartidiƣan jazasi tehimu eƣir bolidu!
