Lukas 20
1 Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
Ik aawu Iyesus Ik'i mootse daatseyat ash ashosh doo shishiyo b́ keewufere kahni naashwotsna, Muse nemo danifuwotsnat eenashuwotswere bíyok bo weyi,
2 Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟
Bowere «Aab noosh keewwe, keewanotsi kon alon nfiniruwok'ona?» ett bo aati.
3 Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
Iyesuswere hank'wa boosh bíet, «Taawere ik keewu iti aatuna, eshe aab taash aaniwere,
4 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟
Yohans gupo Ik'okike himó ashokike?»
5 Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
Bowere hank'o ett bo atsatseyo bo keewe, « ‹Ik'okike no› etala, ‹Beree eegishe bín amano it k'azi› etetuwe nosha,
6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟
‹Ashokike› no etalmó ash jamo Yohansi nebiyi b́woto bo amantsotse shutsone noon bo togeti.»
7 Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
Mannsh «Aawokik b́ woto danatsone» ett bo aaniy.
8 Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
Iyesuswere, «Beree taawor kon alon keewanotsi t finiruwok'o itsh keewuratse» bí eti.
9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
Manats dabt Iyesus ariyetsan ash ashosh keewo dek't b́ tuu, ash iko weyini mito b́toki, goshtsuwotssh krayik'rat k'osh datso k'az bíami, bí anerawono ayo b́ja'i.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
Woyiniyo b́shutsok'on weyiniman doonz b́ shuwotse b́bano bísh de'e b́weyish guuts iko goshtsuwotsok b́woshi, goshtsuwotsmo togdek't kishibashon faksh bok'ri.
11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
Mank'o ando k'osh guutso b́ woshere bínor tog boishí, ketidek't kishibashon damibok'ri.
12 Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
Ando aani keezl guutso b́woshere manowere togdek't gaawit kishdek't juubok'ri.
13 Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
Maniye hakonowere weyiniyo doonz «Eshe awuk'o k'alutak'una? T shuntso t naayi woshona, daneraka bín mangiyo k'ayatsne, » bíet.
14 Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
Ernmó goshtsuwots bín bobek'tsok'on bo atsatsewo hank'o bo eti, Eshe naatetuwo haniye, woore úd'k'rone! b́ datso nok wotituwe!
15 Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
Mansh b́ naayi woyniyi maniyre úratse kish dek't boúd'i. Eshe and weyiniman doonz goshtsmanotsi awuk'o boon b́k'alituwok'o arefa itsha?
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟
Weyni doonzo b́tokone b́ weti, goshtsuwotsnowere úd'nib́ishit, weyni mitmanowere k'osh goshtsuwotssh imk'rituwe. ashuwotswere man boshishtsok'on «Hanwo b́jamon wotk'aye» boeti.
17 Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
Iyesusmo bo maants s'iilfetst hank'o bí et, «Eshe, ‹Gmbi agfwots gac'ts shútso shúts kup'o shútswotsi tungúshatse kaatsde detsetwo wotb́gutsi› ett guut'etso eege b́kitsiri.
18 Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
Shúts manats dihitu jamo tishitwe, shútsman bíats b́dihitu ashonmo t'ars'etwe.»
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
Muse nemo danifuwotsnat kahni naashwotsn ariyets keewuman boatsats b́ keewtsok'owo dank'rat manoor bín deshdek'osh geyatni botesh, ernmó ash asho shatbowtsi.
20 Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
Mansh Iyesusi ash aalts aawots detsosh kotbodek'i. Naasho alonat bíats angshetuwok'o betsit nooni dáro bíatse datsosha bogefoni, mansh ash sheeng araarr b́ keewiru keewo mec'it ashuwotsi woshbok'ri.
21 Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
Keew mec'it ashuwots Iyesus maants t'int, hank'o ett bín boaati, «Danifono! nee n keewiruwonat n daniyruwon ar b́wottsok'o danfone, Ik'i weero arikone ndaniyiri bako konshor bogabogshratsne.
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟
Ab noosh keewwe! no nemok'on Rom nugúsosh ereer dasho wotitwamo woteratsa?»
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
Iyesusmó bo gondon bok'od'iruwok'o dank'rat boosh hank'o bí et,
24 Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟
«Aab́ ambarmani taash kitsuwere, ambarmanats gedets aronat shútson konke?» Bowere «Rom nugúsoke» boeti.
25 Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟
Iyesuswere, «Eshe naashi naashoko naashi naashosh, Ik'oko Ik'osh imere» bíet.
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
Bowere ash ash shinatse b́keewuts keewon bín detso falratsno, mansh boosh bíaniyor adt s'k etbowtsi.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
«K'irtsuwots tuuratsno» etef Seduk'awiyots Iyesusok t'int hank'o ett bo aati,
28 „Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
«Danifonó! Muse hank'o ett noosh guut're, ‹Ash iko b́máátsu atse na'o b́ shurawo k'iron b́k'aleyal bí eshu máátsmani de'er bí eshush shaato shegrshwee.›
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Shawat eshuwwots fa'ano boteshi, jametsuwotsitsi k'aabo máátso dek't na'o b́ shurawo k'irb́wutsi.
30 Ligesaa den anden.
B́ shutsonuwere máátsmani b́ dek'i.
31 Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
Keezlonuwere bin b́dek'i, mank'oon shawat wotsuwere bin dek't na'o boshurawo k'irbowtsi.
32 Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
Jametsuwotsiyere il máátsman k'irbwutsi.
33 Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
Shawatetsuwots taron bin máátso bodek'tsotse eshe k'irtsuwots bo tuwots ááwushe ááwushe mááts b wotiti?»
Iyesuswere hank'o ett boosh bíaaniy, «Datsatsi ashuwots máátso dek'etunó, de'etuno, (aiōn g165)
35 men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
k'irtsuwotsitse tuur, weet dúron beet ashuwotsmó, máátso de'atsno, de'eratsno. (aiōn g165)
36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Ik'i melakiwotskok'o bowotituwotse k'irratsno, k'irotsno bo tutsotsnowere Ik'o nana'úwotsye.
37 Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
K'irtsuwots tuwi jangoshmo, Muse buush tawi jango b́keewu taarikiyotse, Doonzone ‹Abrahamko Izar Izewer, Isak'ko Izar Izeweri, Yok'obko Izar Izeweri› ett bín s'eegree.
38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟
Manshe Ik'oniye kashetswotsko Izar Izeweri bakro Izar Izewer k'irtsuwotskaliye, jametsuwots bísh kashon beetúne.»
39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟
Muse nem danifuwotsitse ik ikuots «Danifono! sheenge n keewi!» boet.
40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
Maniyere hakon aawo shu'ude Iyesusi aatosh falituwo boyitse konwor aaliye.
41 Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
Maniye hakon Iyesus hank'oa boosh bíet, «Aak'oneya Krstos Dawit naayiye boetiri?
42 David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
Dawit b́ tookon duubi mas'aafotse, ‹Doonzo t doonzsh N t'alatuwotsi n tufi shirots neesh t gerfetsosh T k'ani aaromants beewe bíeti› etfe.
43 indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
Eshe Dawit b́tookon doonza ett b́ s'eegiyakon bere Krstos Dawitsh aawuk'oneya b́ naay woto b́faliti?»
45 Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
Ash jamo b́ shishfere Iyesus b́ danifuwotssh hank'owa bíet,
46 „Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
«Tahi geenz geenzo karde'er hake bako sha'o, gawuyotsno mangiyets jamo dek'o, Ik' k'oni mootse mangiyets jorwotsi, jiwoknowere mangts beyoko shunf Muse nem danifuwotsatse it atso kordere.
47 de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟
Bowere be'ewosh bot'intsiru geenz wotts Ik' k'onats webdek't bokenih k'irts maatsuwotsi botes'iri, manshe iki gond keewe boon kotiri.»
