Lukas 20
1 Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
Nau hethauwuu, henee jasaa hena hesee, denausunauthedade henanedanede vadanedaunauauwuu, nau haeauthedaude waunauyaunee hethadenee, najanauau vevethahevahehauau nau wauthaunauhāhehau haeedasaa nauguu vachaugananenau,
2 Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟
Nau hanaāanadethauthee, Jeauthedaunāa, hayew hāenaudahede hāenesedaude nuu hayauhuhau? wauāthe hanaa henee havenāde nuu hāenaudahede?
3 Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
Nau hanaāauchuhananāedauwunaude, Nechau hadnaudedaunathana hanesadee hayewhu; nau hadjeāedauwuneva:
4 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟
Heedusaayāde Jaun, gauhuhuthaune hejavaa, wauāthe hehethee henanedaa? hathauhuk.
5 Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
Nau haeeegaugaugauudenauau, hith hesauhesenehethaunauaugu, hehethee hejavaa; hahagaunee, Naudu haejethauwaudaunauna? hanāthānauau.
6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟
Hau hethaunauaugu, hehethee henanedaa; Vahee henanedanede hanāedaudauauvānauau hauunaugāe, hanau hethauwaenaunauthee henee Jauneau dauhaeyānith.
7 Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
Nau haeāedauwunanauau, daujeneauthedaunauthee daunathaunee.
8 Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
Nau Hejavaneauthusau hanaāāedauwunaude, Daudause gauhaudnauthedaunathava daun nāenaudahede nāenesedaude nuu hayauhuhau.
9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
Hanaāejasesanadedauau henanedanede heee dajenehede; Jasaa henane haejenane dadajevenevesenethauchayau, nau haeehathauauauwujethāhehau, nau haejathāau hesee vavāaune vedauauwuu haegudaunā.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
Hāenauauchaunee haeyethautheava wauwaune hesee thauauauwujethāhehau, henee hadjevenāde vevenaudenau hehethee dadajevenevesenethauchayaunaa: hau haeneneseguhuu, nau haejathethajenāhee jessaa.
11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
Nau jea haeyethautheava jachau wauwaune; nau haeneneseguhunauau jea, haedadayānauchuhanauau, nau haejathethajenāhee jessaa.
12 Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
Nau jea haeyethautheave nanaseauwaunee: nau haeanasenehanauau jea, nau haenuguthanauau.
13 Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
Hanaāenehede hadāhevāhe dadajevenevesaa, Hewauaujeesedaunaune? Hadautheawauau navechauthau nāa: Nauchāe hadeneehauthee hāenauhauwaunauthe.
14 Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
Hau thauauauwujethāhehauau hāenauhauwauthee, haegaugaugauudenauau, Naa nananede hadvanehanāde: nahājauau hadenauaune, henee headevanehanahedaunau hadenehanahenauau.
15 Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
Hanaāenuguthauthee dadajevenevesenethauchayaunaa, nau haenaanauau. Haudneduseha hadāhevāhe dadajevenevesenethauchayaunaa?
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟
Hadejaude nau hadnauauhaude nuu thauauauwujethāhehau, nau hadgauchuhuvāde dadajevenevesenethauchayau, hathauhuk, Nau hāenedauwauduu, hadnehauwunaasau, hahagaunee.
17 Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
Nau haenāauhauva, nau hanaāāedauwunaude, Dusau nuu henee wauthaunauhuu, Hauunauganau hauauvāhehauau hausāguthaunenau, hanānanenith hāhe hanadāde nedautheaunee?
18 Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
Daun janesee dasee nuu hauunaugane hadthauusee, hau dasejaneseagu hanānauchauwuthauathāaunaude.
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
Nau najanauau vevethahehehauau nau wauthaunauhāhehauau chauchaunu haegaugauanavanauau hadnesedanauthee; nau haeedauwu henanedanede heee dauhāenuu henee dauhuanadede nuu dajenehede heee.
20 Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
Nau haeaunauyauhauvanauau, nau haeautheavanauau haunauyauhauthāhehau, hadnanadaunethānethe hadchuvāhevathe henanenau, henee hadnesedanauwunethe hedanadedaunau, henee hadenauuchaudaunauthee hejadenenau nau naunaudāhenethe hauchuwunanene.
21 Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
Nau haenaunaudedaunanauau, Hechauhauthethāhe, haenaunee henee hasenehenaune nau nethauwuchauhauthethāne, daudause hāhauwujāvedaugauhauwaunauau henanedanauau hegau, hau hanechauhauthethāne hesee Hejavaneauthuu hethauwuu:
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟
Gaunaasauau heee nananee hadnevenade hauāyaunau Caesar, gauwauāthe hegau?
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
Hau haeaenauwu henadaunedaudenenau, nau hanaāāedauwunaude, Naudu haevadauvasehena?
24 Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟
Jenauhauthehee vāejethāe. Hanaa hewauthaunenauaudene, nau hanaa hewauthaunauhanede? Haeauchuhanāedauwunanauau, Caesar.
25 Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟
Nau hanaāāedauwunaude, Jauaunaudaunaa heee Caesar hayauhuhau henetheyaunau Caesar, nau Hejavaneauthau hayauhuhau henetheyaunau Hejavaneauthau.
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
Nau haejeneesedanauwu hedanadedaunene hathaājedaunenee henanedanede: nau haegaugauanadauwu hedauchuhanehedaunene, nau hanaāedādaunauguthee.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Hanaāejeedauchauthee jasae Sadducees, hayāthajauhuhau henee hadjejaegauhadenenee: nau haenaudedaunanauau,
28 „Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
Hechauhauthethāhe, Moses hathauthaunauwunānauau, Hith daun henane henauhauwauau gaujauaudāheyaugaune, heneneyaugaune, nau gaujauaudāheyaugaune jedāeyauneveyaugaune, henee henauhauwauau hanādanaude henenene, nau hanānesaunede heee henauhauwauau, hathauhaugaunee.
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Hena heee haenesaudauchunauau henahavaevadehehauau: nau jasaa nedauau haeenene, nau haenaja haejedāeyauneve.
30 Ligesaa den anden.
Nau naneseauwaude haeneva, nau haenaja haejedāeyauneve.
31 Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
Nau nanaseauwaude haeneva; nau vavade hanaasene nanesaudauchuauwaude jea, nau haejenauthanauau dāeyaunauau, nau haegaujauaudāhenauau.
32 Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
Waunee vahee hesā haegaujauaudā jea.
33 Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
Henaheee jaegauhadeneyāgu hanaane hadnevādaune? heee hanesaudauchunethe daunevāde.
Nau Hejavaneathusau haeauchuhanāedauwuna, dāeyaunauauau nuu hathāauauvaa nenevadedaunee, nau nenenehaudenee: (aiōn g165)
35 men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
Hau daun naunauguathee hadnenaededuu hena henaedede, nau jaegauhadeneagu hehethee gaujauaudahede, hadnehauwunevadedaune, hegau hadnenenehadedaune: (aiōn g165)
36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Daudause hadnehauwauthenajadene: hadnaathahedaunee hautheaunauau; nau hadnenesaunevāthee Hejavaneauthu, naathedāeyaunenedaunee jaegauhade.
37 Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
Wauhā henee gaujauaudahehehauau hadjaegauhāthee, Moses denauhauthehade jauauadee, deadethāde Vahadāhenith Hejavaneauthu Abraham, nau Hejavaneauthu Isaac, nau Hejavaneauthu Jacob.
38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟
Hehauwuujavaneauthune heyauhaudade, hau henaedede: hanau vahee haneenaededaunenee.
39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟
Hanaāene jasaa wauthaunauhāhe haeauchuhananadetha, Hechauhauthethāhe. Nananene hethade hasenehene.
40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
Nau heee haejauthenaudedaunanauau.
41 Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
Nau hanaāāedauwunaude, Naudu haena hanee Chris Dāvid dauhuāwaude?
42 David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
Nau Dāvid nehayau hasenehede wauthaunauhanaa Psalms, Vahadāde hasenehethaude Navahadāhewaunādaune, Hadjejanaugudaune hejavesanee,
43 indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
Haunaude nadeesehaunauau haujauthauwauau hadnedaugāaugunene.
44 Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
Dāvid henaheee haeheenesea Vahadāhenith, dusee heau?
45 Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
Nau vahee henanedanede haenedaunau hanaāāedauwunaude hethauguhādaunau,
46 „Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
Waudauau wauthaunauhāhehauau, neneanaduu javesanee sauaunausāchaude, nau vechauduu jachauthadede nedauaudaunauvadedaunenee, nau najatheaugudaunau vevethahenauauwuu, nau najanau nedaugunethe vanethehedaunenee;
47 de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟
Naudauvāe henevesānau hedauauwunene, nau hanau denauhauthethāthee deguthevevethahethee: hadnathee hanesedanuu vanasaunee gudanadede.
