< Lukas 2 >
1 Men det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.
อปรญฺจ ตสฺมินฺ กาเล ราชฺยสฺย สรฺเวฺวษำ โลกานำ นามานิ เลขยิตุมฺ อคสฺตไกสร อาชฺญาปยามาสฯ
2 (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien.)
ตทนุสาเรณ กุรีณิยนามนิ สุริยาเทศสฺย ศาสเก สติ นามเลขนํ ปฺราเรเภฯ
3 Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.
อโต เหโต รฺนาม เลขิตุํ สรฺเวฺว ชนา: สฺวียํ สฺวียํ นครํ ชคฺมุ: ฯ
4 Og ogsaa Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt,
ตทานีํ ยูษผฺ นาม เลขิตุํ วาคฺทตฺตยา สฺวภารฺยฺยยา ครฺพฺภวตฺยา มริยมา สห สฺวยํ ทายูท: สชาติวํศ อิติ การณาทฺ คาลีลฺปฺรเทศสฺย นาสรตฺนคราทฺ
5 for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.
ยิหูทาปฺรเทศสฺย ไพเตฺลหมาขฺยํ ทายูทฺนครํ ชคามฯ
6 Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde.
อนฺยจฺจ ตตฺร สฺถาเน ตโยสฺติษฺฐโต: สโต รฺมริยม: ปฺรสูติกาล อุปสฺถิเต
7 Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.
สา ตํ ปฺรถมสุตํ ปฺราโสษฺฏ กินฺตุ ตสฺมินฺ วาสคฺฤเห สฺถานาภาวาทฺ พาลกํ วสฺเตฺรณ เวษฺฏยิตฺวา โคศาลายำ สฺถาปยามาสฯ
8 Og der var Hyrder i den samme Egn, som laa ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.
อนนฺตรํ เย กิยนฺโต เมษปาลกา: สฺวเมษวฺรชรกฺษาไย ตตฺปฺรเทเศ สฺถิตฺวา รชนฺยำ ปฺรานฺตเร ปฺรหริณ: กรฺมฺม กุรฺวฺวนฺติ,
9 Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede saare.
เตษำ สมีปํ ปรเมศฺวรสฺย ทูต อาคโตฺยปตเสฺถา; ตทา จตุษฺปารฺเศฺว ปรเมศฺวรสฺย เตชส: ปฺรกาศิตตฺวาตฺ เต'ติศศงฺกิเรฯ
10 Og Engelen sagde til dem: „Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.
ตทา ส ทูต อุวาจ มา ไภษฺฏ ปศฺยตาทฺย ทายูท: ปุเร ยุษฺมนฺนิมิตฺตํ ตฺราตา ปฺรภุ: ขฺรีษฺโฏ'ชนิษฺฏ,
11 Thi eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By.
สรฺเวฺวษำ โลกานำ มหานนฺทชนกมฺ อิมํ มงฺคลวฺฤตฺตานฺตํ ยุษฺมานฺ ชฺญาปยามิฯ
12 Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.”
ยูยํ (ตตฺสฺถานํ คตฺวา) วสฺตฺรเวษฺฏิตํ ตํ พาลกํ โคศาลายำ ศยนํ ทฺรกฺษฺยถ ยุษฺมานฺ ปฺรตีทํ จิหฺนํ ภวิษฺยติฯ
13 Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:
ทูต อิมำ กถำ กถิตวติ ตตฺรากสฺมาตฺ สฺวรฺคียา: ปฺฤตนา อาคตฺย กถามฺ อิมำ กถยิเตฺวศฺวรสฺย คุณานนฺววาทิษุ: , ยถา,
14 „Ære være Gud i det højeste! og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag!”
สรฺโวฺวรฺทฺวฺวไสฺถรีศฺวรสฺย มหิมา สมฺปฺรกาศฺยตำฯ ศานฺติรฺภูยาตฺ ปฺฤถิวฺยาสฺตุ สนฺโตษศฺจ นรานฺ ปฺรติ๚
15 Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: „Lader os dog gaa til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os.”
ตต: ปรํ เตษำ สนฺนิเธ รฺทูตคเณ สฺวรฺคํ คเต เมษปาลกา: ปรสฺปรมฺ อเวจนฺ อาคจฺฉต ปฺรภุ: ปรเมศฺวโร ยำ ฆฏนำ ชฺญาปิตวานฺ ตสฺยา ยาถรฺยํ ชฺญาตุํ วยมธุนา ไพเตฺลหมฺปุรํ ยาม: ฯ
16 Og de skyndte sig og kom og fandt baade Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben.
ปศฺจาตฺ เต ตูรฺณํ วฺรชิตฺวา มริยมํ ยูษผํ โคศาลายำ ศยนํ พาลกญฺจ ททฺฤศุ: ฯ
17 Men da de saa det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn.
อิตฺถํ ทฺฤษฺฏฺวา พาลกสฺยารฺเถ โปฺรกฺตำ สรฺวฺวกถำ เต ปฺราจารยาญฺจกฺรุ: ฯ
18 Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne.
ตโต เย โลกา เมษรกฺษกาณำ วทเนภฺยสฺตำ วารฺตฺตำ ศุศฺรุวุเสฺต มหาศฺจรฺยฺยํ เมนิเรฯ
19 Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.
กินฺตุ มริยมฺ เอตตฺสรฺวฺวฆฏนานำ ตาตฺปรฺยฺยํ วิวิจฺย มนสิ สฺถาปยามาสฯ
20 Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, saaledes som der var talt til dem.
ตตฺปศฺจาทฺ ทูตวิชฺญปฺตานุรูปํ ศฺรุตฺวา ทฺฤษฺฏฺวา จ เมษปาลกา อีศฺวรสฺย คุณานุวาทํ ธนฺยวาทญฺจ กุรฺวฺวาณา: ปราวฺฤตฺย ยยุ: ฯ
21 Og da otte Dage vare fuldkommede, saa han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.
อถ พาลกสฺย ตฺวกฺเฉทนกาเล'ษฺฏมทิวเส สมุปสฺถิเต ตสฺย ครฺพฺภสฺถิเต: ปุรฺวฺวํ สฺวรฺคียทูโต ยถาชฺญาปยตฺ ตทนุรูปํ เต ตนฺนามเธยํ ยีศุริติ จกฺริเรฯ
22 Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
ตต: ปรํ มูสาลิขิตวฺยวสฺถายา อนุสาเรณ มริยม: ศุจิตฺวกาล อุปสฺถิเต,
23 som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som aabner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,
"ปฺรถมช: สรฺวฺว: ปุรุษสนฺตาน: ปรเมศฺวเร สมรฺปฺยตำ," อิติ ปรเมศฺวรสฺย วฺยวสฺถยา
24 og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.
ยีศุํ ปรเมศฺวเร สมรฺปยิตุมฺ ศาสฺตฺรียวิธฺยุกฺตํ กโปตทฺวยํ ปาราวตศาวกทฺวยํ วา พลึ ทาตุํ เต ตํ คฺฤหีตฺวา ยิรูศาลมมฺ อายยุ: ฯ
25 Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligaand var over ham.
ยิรูศาลมฺปุรนิวาสี ศิมิโยนฺนามา ธารฺมฺมิก เอก อาสีตฺ ส อิสฺราเยล: สานฺตฺวนามเปกฺษฺย ตเสฺถา กิญฺจ ปวิตฺร อาตฺมา ตสฺมินฺนาวิรฺภูต: ฯ
26 Og det var varslet ham af den Helligaand, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede.
อปรํ ปฺรภุณา ปรเมศฺวเรณาภิษิกฺเต ตฺราตริ ตฺวยา น ทฺฤษฺเฏ ตฺวํ น มริษฺยสีติ วากฺยํ ปวิเตฺรณ อาตฺมนา ตสฺม ปฺรากถฺยตฯ
27 Og han kom af Aandens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,
อปรญฺจ ยทา ยีโศ: ปิตา มาตา จ ตทรฺถํ วฺยวสฺถานุรูปํ กรฺมฺม กรฺตฺตุํ ตํ มนฺทิรมฺ อานินฺยตุสฺตทา
28 da tog han det paa sine Arme og priste Gud og sagde:
ศิมิโยนฺ อาตฺมน อากรฺษเณน มนฺทิรมาคตฺย ตํ โกฺรเฑ นิธาย อีศฺวรสฺย ธนฺยวาทํ กฺฤตฺวา กถยามาส, ยถา,
29 „Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.
เห ปฺรโภ ตว ทาโสยํ นิชวากฺยานุสารต: ฯ อิทานีนฺตุ สกลฺยาโณ ภวตา สํวิสฺฤชฺยตามฺฯ
30 Thi mine Øjne have set din Frelse,
ยต: สกลเทศสฺย ทีปฺตเย ทีปฺติรูปกํฯ
31 som du beredte for alle Folkeslagenes Aasyn,
อิสฺราเยลียโลกสฺย มหาเคารวรูปกํฯ
32 et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel.”
ยํ ตฺรายกํ ชนานานฺตุ สมฺมุเข ตฺวมชีชน: ฯ เสอว วิทฺยเต'สฺมากํ ธฺรวํ นยนนโคจเร๚
33 Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.
ตทานีํ เตโนกฺตา เอตา: สกลา: กถา: ศฺรุตฺวา ตสฺย มาตา ยูษผฺ จ วิสฺมยํ เมนาเตฯ
34 Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: „Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges,
ตต: ปรํ ศิมิโยนฺ เตภฺย อาศิษํ ทตฺตฺวา ตนฺมาตรํ มริยมมฺ อุวาจ, ปศฺย อิสฺราเยโล วํศมเธฺย พหูนำ ปาตนาโยตฺถาปนาย จ ตถา วิโรธปาตฺรํ ภวิตุํ, พหูนำ คุปฺตมโนคตานำ ปฺรกฏีกรณาย พาลโกยํ นิยุกฺโตสฺติฯ
35 (ja, ogsaa din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge!) for at mange Hjerters Tanker skulle aabenbares.”
ตสฺมาตฺ ตวาปิ ปฺราณา: ศูเลน วฺยตฺสฺยนฺเตฯ
36 Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv Aar med sin Mand efter sin Jomfrustand
อปรญฺจ อาเศรสฺย วํศียผินูเยโล ทุหิตา หนฺนาขฺยา อติชรตี ภวิษฺยทฺวาทิเนฺยกา ยา วิวาหาตฺ ปรํ สปฺต วตฺสรานฺ ปตฺยา สห นฺยวสตฺ ตโต วิธวา ภูตฺวา จตุรศีติวรฺษวย: ปรฺยฺยนตํ
37 og var nu en Enke ved fire og firsindstyve Aar, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.
มนฺทิเร สฺถิตฺวา ปฺรารฺถโนปวาไสรฺทิวานิศมฺ อีศฺวรมฺ อเสวต สาปิ สฺตฺรี ตสฺมินฺ สมเย มนฺทิรมาคตฺย
38 Og hun traadte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.
ปรเมศฺวรสฺย ธนฺยวาทํ จการ, ยิรูศาลมฺปุรวาสิโน ยาวนฺโต โลกา มุกฺติมเปกฺษฺย สฺถิตาสฺตานฺ ยีโศรฺวฺฤตฺตานฺตํ ชฺญาปยามาสฯ
39 Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.
อิตฺถํ ปรเมศฺวรสฺย วฺยวสฺถานุสาเรณ สรฺเวฺวษุ กรฺมฺมสุ กฺฤเตษุ เตา ปุนศฺจ คาลีโล นาสรตฺนามกํ นิชนครํ ปฺรตสฺถาเตฯ
40 Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom; og Guds Naade var over det.
ตตฺปศฺจาทฺ พาลก: ศรีเรณ วฺฤทฺธิเมตฺย ชฺญาเนน ปริปูรฺณ อาตฺมนา ศกฺติมำศฺจ ภวิตุมาเรเภ ตถา ตสฺมินฺ อีศฺวรานุคฺรโห พภูวฯ
41 Og hans Forældre droge hvert Aar op til Jerusalem paa Paaskehøjtiden.
ตสฺย ปิตา มาตา จ ปฺรติวรฺษํ นิสฺตาโรตฺสวสมเย ยิรูศาลมมฺ อคจฺฉตามฺฯ
42 Og da han var bleven tolv Aar gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane
อปรญฺจ ยีเศา ทฺวาทศวรฺษวยเสฺก สติ เตา ปรฺวฺวสมยสฺย รีตฺยนุสาเรณ ยิรูศาลมํ คตฺวา
43 og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.
ปารฺวฺวณํ สมฺปาทฺย ปุนรปิ วฺยาฆุยฺย ยาต: กินฺตุ ยีศุรฺพาลโก ยิรูศาลมิ ติษฺฐติฯ ยูษผฺ ตนฺมาตา จ ตทฺ อวิทิตฺวา
44 Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge.
ส สงฺคิภิ: สห วิทฺยต เอตจฺจ พุทฺวฺวา ทิไนกคมฺยมารฺคํ ชคฺมตุ: ฯ กินฺตุ เศเษ ชฺญาติพนฺธูนำ สมีเป มฺฤคยิตฺวา ตทุทฺเทศมปฺราปฺย
45 Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.
เตา ปุนรปิ ยิรูศาลมมฺ ปราวฺฤตฺยาคตฺย ตํ มฺฤคยาญฺจกฺรตุ: ฯ
46 Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og baade hørte paa dem og adspurgte dem.
อถ ทินตฺรยาตฺ ปรํ ปณฺฑิตานำ มเธฺย เตษำ กถา: ศฺฤณฺวนฺ ตตฺตฺวํ ปฺฤจฺฉํศฺจ มนฺทิเร สมุปวิษฺฏ: ส ตาภฺยำ ทฺฤษฺฏ: ฯ
47 Men alle, som hørte ham, undrede sig saare over hans Forstand og Svar.
ตทา ตสฺย พุทฺธฺยา ปฺรตฺยุตฺตไรศฺจ สรฺเวฺว โศฺรตาโร วิสฺมยมาปทฺยนฺเตฯ
48 Og da de saa ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham: „Barn! hvorfor gjorde du saaledes imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte.”
ตาทฺฤศํ ทฺฤษฺฏฺวา ตสฺย ชนโก ชนนี จ จมจฺจกฺรตุ: กิญฺจ ตสฺย มาตา ตมวทตฺ, เห ปุตฺร, กถมาวำ ปฺรตีตฺถํ สมาจรสฺตฺวมฺ? ปศฺย ตว ปิตาหญฺจ โศกากุเลา สนฺเตา ตฺวามนฺวิจฺฉาว: สฺมฯ
49 Og han sagde til dem: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?”
ตต: โสวทตฺ กุโต มามฺ อไนฺวจฺฉตํ? ปิตุรฺคฺฤเห มยา สฺถาตวฺยมฺ เอตตฺ กึ ยุวาภฺยำ น ชฺญายเต?
50 Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.
กินฺตุ เตา ตไสฺยตทฺวากฺยสฺย ตาตฺปรฺยฺยํ โพทฺธุํ นาศกฺนุตำฯ
51 Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig. Og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.
ตต: ปรํ ส ตาภฺยำ สห นาสรตํ คตฺวา ตโยรฺวศีภูตสฺตเสฺถา กินฺตุ สรฺวฺวา เอตา: กถาสฺตสฺย มาตา มนสิ สฺถาปยามาสฯ
52 Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og Yndest hos Gud og Mennesker.
อถ ยีโศ รฺพุทฺธิ: ศรีรญฺจ ตถา ตสฺมินฺ อีศฺวรสฺย มานวานาญฺจานุคฺรโห วรฺทฺธิตุมฺ อาเรเภฯ