Lukas 15
1 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.
Əmdi bajgirlar wǝ baxⱪa gunaⱨkarlarning ⱨǝmmisi uning sɵzini anglaxⱪa uning ǝtrapiƣa olaxmaⱪta idi.
2 Og baade Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: „Denne tager imod Syndere og spiser med dem.”
Lekin Pǝrisiylǝr bilǝn Tǝwrat ustazliri ƣudungxup: — Bu adǝm gunaⱨkarlarni ⱪarxi alidu wǝ ular bilǝn ⱨǝmdastihan olturidu! — deyixti.
3 Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
Xunga u ularƣa munu tǝmsilni sɵzlǝp bǝrdi:
4 „Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Faar og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
— Əgǝr aranglarda birǝylǝnning yüz tuyaⱪ ⱪoyi bolup, ulardin biri yitip kǝtsǝ, toⱪsan toⱪⱪuzini qɵldǝ ⱪoyup ⱪoyup yitip kǝtkinini tapⱪuqǝ izdimǝsmu?
5 Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
Uni tepiwalƣanda, xadlanƣan ⱨalda mürisigǝ artidu;
6 Og naar han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde mistet.
andin ɵyigǝ elip kelip, yar-buradǝrliri bilǝn ⱪolum-ⱪoxnilirini qaⱪirip, ularƣa: «Mǝn yitkǝn ⱪoyumni tepiwaldim, mening bilǝn tǝng xadlininglar!» dǝydu.
7 Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
Mǝn silǝrgǝ xuni eytayki, xuningƣa ohxax, towa ⱪiliwatⱪan bir gunaⱨkar üqün ǝrxtǝ zor hursǝnlik bolidu; bu hursǝnlik towiƣa moⱨtaj bolmiƣan toⱪsan toⱪⱪuz ⱨǝⱪⱪaniy kixidin bolƣan hursǝnliktin kɵp artuⱪtur.
8 Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
— Yaki bir ayalning on kümüx dinari bolup, bir dinarni yoⱪitip ⱪoysa, qiraƣni yeⱪip, taki uni tapⱪuqǝ ɵyni süpürüp, zǝn ⱪoyup izdimǝsmu?
9 Og naar hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt.
Uni tapⱪanda yar-buradǝr, ⱪolum-ⱪoxnlirini qaⱪirip, ularƣa: «Mening bilǝn tǝng xadlininglar, qünki mǝn yoⱪitip ⱪoyƣan dinarimni tepiwaldim» — dǝydu.
10 Saaledes, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.”
Mǝn silǝrgǝ xuni eytayki, xuningƣa ohxax towa ⱪiliwatⱪan bir gunaⱨkar üqün Hudaning pǝrixtilirining arisida hursǝnlik bolidu.
11 Men han sagde: „En Mand havde to Sønner.
U sɵzini dawam ⱪilip mundaⱪ dedi: — Mǝlum bir adǝmning ikki oƣli bar ikǝn.
12 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem.
Kiqik oƣli atisiƣa: «Əy ata, mal-mülüktin tegixlik ülüxümni ⱨazirla manga bǝrgin» dǝp eytiptu. Wǝ u ɵz mal-mülüklirini ikkisigǝ tǝⱪsim ⱪilip beriptu.
13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned.
Uzun ɵtmǝyla, kiqik oƣli bar-yoⱪini yiƣixturup, yiraⱪ bir yurtⱪa sǝpǝr ⱪiliptu. U u yǝrdǝ ǝyx-ixrǝtlik iqidǝ turmux kǝqürüp mal-dunyasini buzup-qeqiptu.
14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
Dǝl u bar-yoⱪini sǝrp ⱪilip tügǝtkǝn waⱪtida, u yurtta ⱪattiⱪ aqarqiliⱪ bolup, u helila ⱪisilqiliⱪta ⱪaptu.
15 Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud paa sine Marker for at vogte Svin.
Xuning bilǝn u berip, xu yurtning bir puⱪrasiƣa mǝdikar bolup yalliniptu; u uni etizliⱪiƣa qoxⱪa beⱪixⱪa ǝwǝtiptu.
16 Og han attraaede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene aade; og ingen gav ham noget.
U ⱨǝtta ⱪorsiⱪini qoxⱪilarning yemi bolƣan purqaⱪ posti bilǝn toyƣuzuxⱪa tǝⱪǝzza boptu; lekin ⱨeqkim uningƣa ⱨeqnǝrsǝ bǝrmǝptu.
17 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger.
Ahir berip u ⱨoxini tepip: «Atamning xunqǝ kɵp mǝdikarlirining aldidin yemǝk-iqmǝk exip-texip turidu; lekin mǝn bolsam bu yǝrdǝ aqliⱪtin ɵlǝy dǝp ⱪaldim!
18 Jeg vil staa op og gaa til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
Ornumdin turup, atamning aldiƣa berip uningƣa: Əy ata, mǝn ǝrxning aldidimu wǝ sening aldingdimu gunaⱨ ⱪildim.
19 jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere!
Əmdi sening oƣlung atilixⱪa layiⱪ ǝmǝsmǝn. Meni mǝdikarliring süpitidǝ ⱪobul ⱪilƣaysǝn! — dǝymǝn» dǝp oylaptu.
20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
Xuning bilǝn ornidin turup atisining aldiƣa ⱪaytip mengiptu. Lekin atisi yiraⱪtinla uni kɵrüp uningƣa iqi aƣritip, aldiƣa yügürüp qiⱪip, uning boyniƣa esilip uni sɵyüp ketiptu.
21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
Oƣli: «Ata, mǝn ǝrxning aldidimu, sening aldingdimu gunaⱨ ⱪildim. Əmdi sening oƣlung atilixⱪa layiⱪ ǝmǝsmǝn» — dǝptu.
22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring paa hans Haand og Sko paa Fødderne;
Biraⱪ atisi qakarliriƣa: «Dǝrⱨal ǝng esil tonni ǝkelip uningƣa kiydürünglar, ⱪoliƣa üzük selinglar, putliriƣa ayaƣ kiydürünglǝr;
23 og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige!
wǝ bordaⱪ torpaⱪni ǝkelip soyunglar; andin obdan yǝp, rawurus tǝbriklǝyli!
24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
Qünki mening bu oƣlum ɵlgǝnidi, tirildi, yitip kǝtkǝnidi, tepildi!» — dǝptu. Andin ular tǝbriklǝxkili baxlaptu.
25 Men hans ældste Søn var paa Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans.
Əmdi qong oƣli etizƣa kǝtkǝnikǝn. U ⱪaytip keliwetip ɵygǝ yeⱪin kǝlgǝndǝ nǝƣmǝ-nawa bilǝn ussulning awazini anglaptu.
26 Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
U qakarlardin birini qaⱪirip, uningdin nemǝ ix boluwatⱪinini soraptu.
27 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har faaet ham sund igen.
Qakar uningƣa: Ukang kǝldi wǝ atang uni saⱪ-salamǝt tepiwalƣanliⱪi üqün bordaⱪ torpaⱪni soydi» dǝptu.
28 Men han blev vred og vilde ikke gaa ind. Men hans Fader gik ud og bad ham.
Lekin [qong oƣli] hapa bolup, ɵygǝ kirgili unimaptu. Wǝ atisi qiⱪip uning ɵygǝ kirixini ɵtünüptu.
29 Men han svarede og sagde til Faderen: Se, saa mange Aar har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtraadt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner.
Əmma u atisiƣa jawab berip: «Ⱪara! Mǝn xunqǝ yildin beri ⱪuldǝk hizmitingdǝ boldum, ǝsla ⱨeqbir ǝmringdin qiⱪip baⱪmidim. Biraⱪ sǝn manga ǝl-aƣinilirim bilǝn hux ⱪilƣili ⱨeqⱪaqan birǝr oƣlaⱪmu bǝrmiding!
30 Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham.
Lekin sening mal-mülükliringni paⱨixilǝrgǝ hǝjlǝp tügǝtkǝn bu oƣlung ⱪaytip kǝlgǝndǝ, sǝn uning üqün bordaⱪ torpaⱪni soyupsǝn» — dǝptu.
31 Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
Biraⱪ atisi yǝnǝ uningƣa: «Əy oƣlum, sǝn ⱨǝrdaim mening yenimdisǝn wǝ mening barliⱪim seningkidur.
32 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden.”
Əmdi tǝbriklǝp xadlinixⱪa layiⱪtur; qünki bu sening ukang ɵlgǝnidi, tirildi, yoⱪilip kǝtkǝnidi, tepildi» — dǝptu.
