Klagesangene 5
1 Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
Ao Awurade, kae deɛ aba yɛn so; hwɛ, na hunu yɛn animguaseɛ.
2 Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
Wɔadane yɛn agyapadeɛ ama ahɔhoɔ, wɔde yɛn afie ama ananafoɔ.
3 Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Yɛayɛ nwisiaa na yɛnni agyanom, yɛn maamenom ayɛ sɛ akunafoɔ.
4 Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
Ɛsɛ sɛ yɛtɔ nsuo a yɛnom; yɛbɛnya nnyina a, gye sɛ yɛtɔ.
5 Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
Wɔn a wɔtaa yɛn no abɛn yɛn pɛɛ; Yɛabrɛ na yɛnnya ahomegyeɛ.
6 Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
Yɛde yɛn ho maa Misraim ne Asiria sɛdeɛ yɛbɛnya aduane a ɛbɛso yɛn.
7 Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
Yɛn agyanom yɛɛ bɔne, na wɔnni hɔ bio, na yɛn na wɔn asotwe abɛda yɛn so.
8 Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
Nkoa di yɛn so, na obiara nni hɔ a ɔbɛgye yɛn afiri wɔn nsam.
9 Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
Yɛde yɛn nkwa bɔ afɔdeɛ de pɛ yɛn anoduane, akofena a ɛwɔ ɛserɛ so no enti.
10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
Yɛn honam adɔ sɛ fononoo. Ɛkɔm ama huraeɛ abɔ yɛn.
11 De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
Wɔato mmaa monnaa wɔ Sion, ne mmaabunu a wɔwɔ Yuda nkuro so.
12 Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
Wɔkyekyere mmapɔmma nsa na wɔasɛn wɔn; wɔmmfa anidie mma mpanimfoɔ.
13 Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
Mmeranteɛ yɛ adwuma den wɔ ayuoyammoɔ so; na mmerantewaa nan toto wɔ nnyina duruduru ase.
14 De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
Mpanimfoɔ ntena kuropɔn apono ano bio; mmeranteɛ agyae wɔn nnwontoɔ.
15 Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
Ahosɛpɛ afiri yɛn akoma mu; yɛn asa adane agyaadwotwa.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
Ahenkyɛ afiri yɛn tiri so. Yɛn ara, yɛnnue sɛ yɛayɛ bɔne!
17 Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
Yei enti yɛn akoma atɔ piti, yeinom enti yɛn ani so ayɛ kusuu
18 For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
wɔ Sion bepɔ a ada mpan na sakraman nenam soɔ no enti.
19 Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
Wo, Ao Awurade, di ɔhene afebɔɔ; wʼahennwa firi awoɔ ntoatoasoɔ kɔsi awoɔ ntoatoasoɔ.
20 Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
Adɛn enti na wo werɛ firi yɛn daa yi? Adɛn enti na wagya yɛn mmerɛ tenten mu yi?
21 Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
Ka yɛn bata wo ho bio, Ao, Awurade, na yɛatumi aba wo nkyɛn; yɛ yɛn nna foforɔ sɛ tete no
22 Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
agye sɛ wapo yɛn koraa anaa sɛ wo bo afu yɛn mmorosoɔ.
