Klagesangene 5
1 Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
Awurade, kae nea aba yɛn so; hwɛ, na hu yɛn animguase.
2 Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
Wɔadan yɛn agyapade ama ahɔho, wɔde yɛn afi ama ananafo.
3 Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Yɛayɛ nyisaa na yenni agyanom, yɛn nanom yɛ akunafo.
4 Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
Ɛsɛ sɛ yɛtɔ nsu a yɛnom; yebenya nnyina a, gye sɛ yɛtɔ.
5 Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
Wɔn a wɔtaa yɛn no abɛn yɛn pɛɛ; Yɛabrɛ na yennya ahomegye.
6 Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
Yɛde yɛn ho maa Misraim ne Asiria sɛnea yebenya aduan a ɛbɛso yɛn.
7 Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
Yɛn agyanom yɛɛ bɔne, na wonni hɔ bio, na yɛn na wɔn asotwe abɛda yɛn so.
8 Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
Nkoa di yɛn so, na obiara nni hɔ a obegye yɛn afi wɔn nsam.
9 Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
Yɛde yɛn nkwa bɔ afɔre de pɛ yɛn anoduan, afoa a ɛwɔ sare so no nti.
10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
Yɛn honam adɔ sɛ fononoo. Ɔkɔm ama atiridii abɔ yɛn.
11 De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
Wɔato mmea mmonnaa wɔ Sion, ne mmabun a wɔwɔ Yuda nkurow so.
12 Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
Wɔkyekyere mmapɔmma nsa na wɔasɛn wɔn; wɔmmfa nidi mma mpanyimfo.
13 Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
Mmerante yɛ adwumaden wɔ awiyammo so; na mmerantewa nan toto wɔ nnyina duruduru ase.
14 De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
Mpanyimfo ntena kuropɔn apon ano bio; mmerante agyae wɔn nnwonto.
15 Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
Ahosɛpɛw afi yɛn koma mu; yɛn asaw adan agyaadwotwa.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
Ahenkyɛw afi yɛn ti so. Yɛn ara, yennue sɛ yɛayɛ bɔne!
17 Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
Eyi nti yɛn koma atɔ beraw, eyinom nti yɛn ani so ayɛ kusuu
18 For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
wɔ Sion bepɔw a ada mpan na sakraman nenam so no nti.
19 Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
Wo, Awurade, di hene afebɔɔ; wʼahengua fi awo ntoatoaso kosi awo ntoatoaso.
20 Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
Adɛn nti na wo werɛ fi yɛn daa yi? Adɛn nti na wagyaw yɛn, mmere tenten mu yi?
21 Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
Ka yɛn bata wo ho bio, Awurade, na yɛatumi asan aba wo nkyɛn; yɛ yɛn nna foforo sɛ tete no
22 Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
gye sɛ woapo yɛn koraa anaasɛ wo bo afuw yɛn mmoroso.
