Klagesangene 5

1 Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!

Kia mahara, e Ihowa, ki te mea kua pa nei ki a matou: tirohia mai, kia kite ai koe i to matou ingoa kino.

2 Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.

Kua riro to matou wahi tupu i nga tangata ke, o matou whare i nga tautangata.

3 Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.

He pani matou, kahore he matua, ko o matou whaea ano he pouaru.

4 Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.

Na te moni i inu wai ai matou; ko a matou wahie he mea hoko.

5 Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.

Kei runga kei o matou kaki o matou kaiwhai: e mauiui ana matou, kahore he tanga manawa mo matou.

6 Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.

Kua hoatu e matou te ringa ki nga Ihipiana, ki nga Ahiriana, kia makona ai matou i te taro.

7 Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.

I hara o matou matua, a kua kore; a kua whakawaha e matou o ratou he.

8 Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.

Ko nga pononga o matou rangatira: kahore he kaiwhakaora mo matou i o ratou ringa.

9 Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.

E tata mate matou ka whiwhi ai i te taro, i te hoari hoki o te koraha.

10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.

Mangu ana o matou kiri ano he oumu, i te wera ngau kino o te hemokai.

11 De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.

Taea ana e ratou nga wahine o Hiona, nga wahine i nga pa o Hura.

12 Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.

Ko nga rangatira, taronatia ake e to ratou ringa; kihai nga kanohi o nga kaumatua i whakahonoretia.

13 Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.

Ko nga taitama kei te waha i te huri, hinga ana nga tamariki i te pikaunga wahie.

14 De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.

Ko nga kaumatua i nga kuwaha kua kore, me te waiata hoki a nga taitama.

15 Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.

Kua mutu te koa o o matou ngakau, kua puta ke ta matou kanikani hei uhunga.

16 Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.

Kua taka te karauna o to matou mahunga; aue, te mate mo matou! kua hara hoki matou.

17 Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:

Na reira whakaruhi noa iho o matou ngakau; na enei mea pouriuri ana o matou kanohi.

18 For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.

Na te maunga hoki o Hiona kua ururuatia nei, e haereerea nei e nga pokiha.

19 Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.

Pumau tonu koe, ake ake, e Ihowa; ko tou torona kei tera whakatupuranga, kei tera whakatupuranga.

20 Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?

He aha koe i wareware tonu ai ki a matou? he aha koe i whakarere ai i a matou, a roa noa iho nga ra?

21 Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!

Whakatahuritia atu matou ki a koe, e Ihowa, a ka tahuri matou: whakahoutia o matou ra, kia rite ki o mua.

22 Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?

Otiia kua tino whakakahore rawa koe ki a matou, e tino nui ana tou riri ki a matou.