Klagesangene 5
1 Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
Recordare Domine quid acciderit nobis: intuere, et respice opprobrium nostrum.
2 Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
Hæreditas nostra versa est ad alienos: domus nostræ ad extraneos.
3 Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Pupilli facti sumus absque patre, matres nostræ quasi viduæ.
4 Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
Aquam nostram pecunia bibimus: ligna nostra pretio comparavimus.
5 Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
Cervicibus nostris minabamur, lassis non dabatur requies.
6 Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
Ægypto dedimus manum, et Assyriis ut saturaremur pane.
7 Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
Patres nostri peccaverunt, et non sunt: et nos iniquitates eorum portavimus.
8 Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
Servi dominati sunt nostri: non fuit qui redimeret de manu eorum.
9 Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
In animabus nostris afferebamus panem nobis, a facie gladii in deserto.
10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
Pellis nostra, quasi clibanus exusta est a facie tempestatum famis.
11 De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
Mulieres in Sion humiliaverunt, et virgines in civitatibus Iuda.
12 Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
Principes manu suspensi sunt: facies senum non erubuerunt.
13 Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
Adolescentibus impudice abusi sunt: et pueri in ligno corruerunt.
14 De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
Senes defecerunt de portis: iuvenes de choro psallentium.
15 Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
Defecit gaudium cordis nostri: versus est in luctum chorus noster.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
Cecidit corona capitis nostri: væ nobis, quia peccavimus.
17 Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
Propterea mœstum factum est cor nostrum, ideo contenebrati sunt oculi nostri.
18 For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
Propter montem Sion quia disperiit, vulpes ambulaverunt in eo.
19 Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
Tu autem Domine in æternum permanebis, solium tuum in generationem et generationem.
20 Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
Quare in perpetuum oblivisceris nostri? derelinques nos in longitudine dierum?
21 Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
Converte nos Domine ad te, et convertemur: innova dies nostros, sicut a principio.
22 Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
Sed proiiciens repulisti nos, iratus es contra nos vehementer.
