Klagesangene 5
1 Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
Wee Jehova-rĩ, ririkana maũndũ marĩa matũkorete; ta rora wone gũconoka gwitũ.
2 Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
Igai riitũ nĩrĩneanĩtwo kũrĩ ageni, nayo mĩciĩ iitũ ĩgakĩneanwo kũrĩ andũ a kũngĩ.
3 Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Nĩtũtuĩkĩte ciana cia ngoriai na ciana itarĩ na maithe, nao manyina maitũ magatuĩka ta atumia a ndigwa.
4 Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
Maaĩ marĩa tũnyuuaga no tũgũrire; o na ngũ nĩkũgũra tũragũra.
5 Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
Arĩa matũingatithagia marĩ o magũrũ-inĩ maitũ; nĩtũnogete, na tũkaaga ũhurũko.
6 Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
Twĩneanĩte kũrĩ andũ a Misiri na a Ashuri nĩgeetha tuone irio cia gũtũigana.
7 Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
Maithe maitũ nĩmehirie na rĩu matirĩ ho, na ithuĩ nĩ ithuĩ tũraherithio handũ hao.
8 Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
Ngombo nĩcio itwathaga, na gũtirĩ mũndũ wa gũtũteithũra kuuma moko-inĩ ma cio.
9 Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
Tuonaga irio na ũndũ wa gũtwarĩrĩria mĩoyo iitũ ũgwati-inĩ, nĩ ũndũ wa rũhiũ rwa njora rũrĩa rũrĩ werũ-inĩ.
10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
Gĩkonde giitũ kĩhiũhĩte o ta riiko rĩa kũruga mĩgate, tũkainaina nĩ ũndũ wa kũhũũta.
11 De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
Andũ-a-nja nĩmanyiitĩtwo na hinya gũkũ Zayuni, nao airĩtu gathirange makanyiitwo na hinya matũũra-inĩ ma Juda.
12 Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
Anene akuo nĩ macuurĩtio na moko mao; athuuri nao matiheagwo gĩtĩĩo.
13 Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
Aanake marutithagio wĩra wa hinya ithĩi-inĩ; tũmwana natuo tũtũgũũgaga nĩgũkuuithio mĩrigo ya ngũ.
14 De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
Athuuri nĩmatigĩte gũikara kĩhingo-inĩ gĩa itũũra inene; aanake nao nĩmatigĩte kũina nyĩmbo ciao.
15 Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
Ngoro ciitũ nĩithirĩte gĩkeno; ndũrũhĩ ciitũ igarũrũkĩte igatuĩka macakaya.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
Thũmbĩ ya ũnene nĩĩgwĩte, ĩgatuuma mũtwe, kaĩ tũrĩ na haaro-ĩ, nĩgũkorwo nĩtwĩhĩtie!
17 Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
Tondũ ũcio ngoro ciitũ nĩiringĩkĩte; na tondũ wa maũndũ macio maitho maitũ makaira,
18 For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
tondũ wa Kĩrĩma gĩa Zayuni, kĩrĩa gĩkirĩte ihooru, nacio mbwe rĩu nĩkuo iceeraga.
19 Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
Wee Jehova-rĩ, wathanaga nginya tene; gĩtĩ gĩaku kĩa ũnene gĩtũũraga kuuma njiarwa nginya njiarwa.
20 Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
Ũriganagĩrwo nĩ ithuĩ hĩndĩ ciothe nĩkĩ? Ũtũtiganĩirie hĩndĩ ndaaya ũguo nĩkĩ?
21 Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
Wee Jehova-rĩ, tũcookererie harĩwe, nĩguo tũhote gũgũcookerera; erũhia matukũ maitũ macooke o ta ũrĩa matariĩ tene,
22 Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
tiga ũkorirwo nĩũtũregeete biũ, ũgagĩtũrakarĩra o mũno makĩria.
