Klagesangene 5
1 Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
HERRE, kom vor Skæbne i Hu, sku ned og se vor Skændsel!
2 Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
3 Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
4 Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
Vort Drikkevand maa vi købe, betale maa vi vort Brænde.
5 Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
Aaget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
6 Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
Ægypten rakte vi Haand, Assur, for at mættes med Brød.
7 Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
Vore Fædre, som synded, er borte, og vi maa bære deres Skyld.
8 Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
Over os raader Trælle, ingen frier os fra dem.
9 Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
10 Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
11 De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
De skændede Kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
12 Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
13 Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
14 De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
15 Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
16 Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17 Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
18 For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
19 Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt staar din Trone.
20 Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle Dage?
21 Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
Omvend os, HERRE, til dig, saa vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!
22 Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
