< Klagesangene 3 >

1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Yo soy un hombre que vio aflicción en la vara de su enojo.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Guióme, y me llevó en tinieblas, mas no en luz.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Ciertamente contra mí volvió, y revolvió su mano todo el día.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Hizo envejecer mi carne y mi piel: quebrantó mis huesos.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Edificó contra mí, y cercó me de tóxico, y de trabajo.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
Asentóme en oscuridades como los muertos para siempre.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Cercóme de seto, y no saldré: agravó mis grillos.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Aun cuando clamé, y di voces, cerró mi oración.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Cercó de seto mis caminos a piedra tajada: torció mis senderos.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Oso que asecha fue para mí, león en escondrijos.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
Torció mis caminos, y despedazóme: tornóme asolado.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Su arco entesó, y púsome como blanco a la saeta.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
Hizo entrar en mis riñones la saetas de su aljaba.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Fui escarnio a todo mi pueblo, canción de ellos todos los días.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
Hartóme de amarguras, embriagóme de ajenjos.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Quebróme los dientes con cascajo, cubrióme de ceniza.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Y mi alma se alejó de la paz, olvidéme del bien.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Y dije: Pereció mi fortaleza, y mi esperanza de Jehová.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Acuérdate de mi aflicción, y de mi abatimiento, del ajenjo, y de la hiel.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Acordándose se acordará, porque mi alma es humillada en mí.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
Esto reduciré a mi corazón; por tanto esperaré.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Misericordias de Jehová son, que no somos consumidos; porque sus misericordias nunca desfallecieron.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Nuevas cada mañana: grande es tu fe.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Mi parte es Jehová, dijo mi alma: por tanto a él esperaré.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Bueno es Jehová a los que en él esperan, al alma que le buscare.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Bueno es esperar callando en la salud de Jehová.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Bueno es al varón, si llevare el yugo desde su mocedad.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Asentarse ha solo, y callará; porque llevó sobre sí.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
Pondrá su boca en el polvo, si quizá habrá esperanza.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Dará la mejilla al que le hiriere: hartarse ha de afrenta.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Porque el Señor no desechará para siempre.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
Antes si afligiere, también se compadecerá según la multitud de sus misericordias.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Porque no aflige, ni congoja de su corazón a los hijos de los hombres.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
Para desmenuzar debajo de sus pies todos los encarcelados de la tierra;
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
Para hacer apartar el derecho del hombre delante de la presencia del Altísimo;
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
Para trastornar al hombre en su causa, el Señor no lo sabe.
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
¿Quién será pues aquel que diga, que vino algo que el Señor no mandó?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
¿De la boca del Altísimo no saldrá malo ni bueno?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
¿Por qué pues tiene dolor el hombre viviente, el hombre en su pecado?
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Escudriñemos nuestros caminos, y busquemos, y volvámonos a Jehová.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Levantemos nuestros corazones con las manos a Dios en los cielos.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
Nosotros habemos rebelado, y fuimos desleales: por tanto tú no perdonaste.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Tendiste la ira, y perseguístenos; mataste, no perdonaste.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Cubrístete de nube, porque no pasase la oración.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Raedura y abominación nos tornaste en medio de los pueblos.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Todos nuestros enemigos abrieron sobre nosotros su boca.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Temor, y lazo fue a nosotros, asolamiento, y quebrantamiento.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Ríos de aguas echan mis ojos por el quebrantamiento de la hija de mi pueblo.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Mis ojos destilan, y no cesan; porque no hay relajación,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Hasta que Jehová mire, y vea desde los cielos.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Mis ojos contristaron a mi alma por todas las hijas de mi ciudad.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Cazando me cazarón mis enemigos como a ave, sin porqué.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
Ataron mi vida en mazmorra, y pusieron piedra sobre mí.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Aguas vinieron de avenida sobre mi cabeza: yo dije: Muerto soy.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
Invoqué tu nombre, o! Jehová, desde la cárcel profunda.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Oíste mi voz: no escondas tu oído a mi clamor, para que yo respire.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Acercástete el día que te invoqué: dijiste: No temas.
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Pleiteaste, Señor, la causa de mi alma, redimiste mi vida.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Tú has visto, o! Jehová, mi sin razón: pleitea mi causa.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Tú has visto, toda su venganza, todos sus pensamientos contra mí.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Tu has oído la afrenta de ellos, o! Jehová, todos sus pensamientos contra mí:
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
Los dichos de los que se levantaron contra mí, y su pensamiento contra mí siempre.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Su sentarse, y su levantarse mira: yo soy su canción.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Págales paga, o! Jehová, según la obra de sus manos.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Dáles ansia de corazón, dáles tu maldición.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Persíguelos en furor, y quebrántalos de debajo de los cielos, o! Jehová.

< Klagesangene 3 >