< Klagesangene 3 >
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Yo soy el hombre que fue afligido Con la vara de su furor.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Me guió y condujo en oscuridad y no en luz.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Ciertamente se apartó de mí. Contra mí vuelve su mano todo el día.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Consumió mi carne y mi piel, Quebró mis huesos.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Me sitió Y me encerró en tribulación y angustia.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
Me encerró a vivir en oscuridad Como los que murieron hace tiempo.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Me cercó con muros de modo que no puedo salir. Me cargó una cadena pesada.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Aun cuando clamo y grito, Cierra oídos a mi oración.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Con piedras labradas bloqueó mi camino Y torció mis senderos.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Él es para mí como oso que acecha, Como león agazapado en lugares secretos.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
Él trastornó mis caminos. Me destrozó y me dejó desolado.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Entesó su arco, Y me puso como blanco de su flecha.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
Él hizo que las flechas de su caja portátil para flechas Penetraran en mis órganos internos.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Soy el escarnio para todo mi pueblo, El estribillo de burla todo el día.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
Me llenó de amargura. Me dio a beber ajenjo.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Quebró mis dientes con grava Y me pisoteó en la ceniza,
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Mi alma está lejos de la paz. Olvidé la felicidad.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Y dije: Mi fuerza y mi esperanza En Yavé perecieron.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Recuerda mi aflicción y mi angustia, El ajenjo y la hiel.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Ciertamente mi alma recuerda Y está abatida dentro de mí.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
Esto le recuerdo a mi mente, Por tanto tengo esperanza:
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Por causa de las misericordias de Yavé No estamos consumidos. Porque sus compasiones no fallan.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Nuevas son cada mañana. Grande es tu fidelidad.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Yavé es mi porción, dice mi alma, Por tanto espero en Él.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Bueno es Yavé para los que lo esperan, Para el alma que lo busca.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Bueno es esperar en silencio La salvación de Yavé.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Bueno es para un hombre llevar El yugo desde su juventud,
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Que se siente a solas y guarde silencio Puesto que Él se lo impuso.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
Que ponga su boca en el polvo, Tal vez haya esperanza.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Que dé la mejilla al que lo abofetea, Y se harte de afrenta.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Porque ʼAdonay no desechará para siempre.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
Aunque entristezca, Él tendrá compasión Según su abundante misericordia.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Porque no aflige voluntariamente, Ni entristece a los hijos de los hombres.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
No aplasta bajo sus pies A todos los cautivos de la tierra.
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
No se aparta del justo juicio a un hombre En presencia de ʼElyón.
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
ʼAdonay no aprueba Pervertir la causa del hombre.
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
¿Quién dice algo y ocurre, A menos que ʼAdonay lo ordene?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
¿No procede de la boca del ʼElyon Tanto lo bueno como lo malo?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
¿Por qué se queja el hombre? Que se queje el hombre por el castigo de sus pecados.
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Examinemos y probemos nuestros caminos, Y regresemos a Yavé.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Levantamos nuestros corazones y manos Hacia ʼEL en el cielo y dijimos:
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
Nosotros transgredimos y fuimos rebeldes. Tú no nos perdonaste.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Te cubriste con furor, Y nos perseguiste. Nos mataste sin compasión.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Te cubriste con una nube muy espesa Para que no pasara la oración.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Nos volviste como excrementos y basura entre los pueblos.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Todos nuestros enemigos ensanchan sus bocas contra nosotros.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Terror y trampa están sobre nosotros, Desolación y destrucción.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Mis ojos derraman manantiales de agua A causa de la destrucción de la hija de mi pueblo.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Mis ojos manan sin cesar, sin alguna tregua.
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Hasta que Yavé vea Y mire desde el cielo.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Mis ojos traen sufrimiento a mi alma A causa de las hijas de mi ciudad.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Como a un pájaro me cazaron Los que sin causa son mis enemigos.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
Me echaron en la cisterna Y pusieron una piedra sobre mí.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Las aguas fluyeron sobre mi cabeza. Yo dije: ¡Estoy muerto!
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
De lo más hondo de la fosa, oh Yavé, Invoqué tu Nombre.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Oíste mi voz: No cierres tu oído A mi suspiro, a mi clamor.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Tú te acercaste cuando te invoqué, Dijiste: ¡No temas!
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Oh ʼAdonay, Tú defendiste la causa de mi vida. Tú redimiste mi vida.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Tú viste, oh Yavé, mi opresión. Juzga mi causa.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Tú viste toda su venganza, Todos sus planes contra mí.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Tú oíste, oh Yavé, Todos sus reproches contra mí.
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
Los labios de mis asaltantes y su murmuración Están contra mí todo el día.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Observa su sentarse y levantarse. Yo soy su estribillo de burla.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Tú, oh Yavé, les recompensarás Según la obra de sus manos.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Les darás dureza de corazón. Tu maldición estará sobre ellos.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Oh Yavé, persíguelos en tu furor Y destrúyelos de debajo de los cielos, oh Yavé.