Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Eg er mannen som naudi såg under hans vreide-ris.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Meg hev han ført og late ferdast i myrker og ikkje i ljos.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Berre mot meg vender han si hand upp att og upp att heile dagen.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Han hev late meg eldast i hold og hud, han hev krasa mine bein.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Han bygde att for meg og ringa meg inn med beiska og møda.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
I myrkret hev han set meg, lik deim som longe er daude.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Han mura att for meg, so eg kjem meg ikkje ut; tunge gjorde han mine lekkjor.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Endå eg kallar og ropar, let han att for mi bøn.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Han mura fyre mine vegar med tilhoggen stein, gjorde det uført på min stig.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Ein lurande bjørn var han mot meg, ei løva i løyne.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
Til villstig gjorde han min veg; han reiv meg sund og lagde meg i øyde.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Han spente sin boge og sette meg til skotmål for si pil.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
Han let renna inni mine nyro pilehus-sønerne sine.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Eg vart til lått for alt mitt folk, deira nidvisa heile dagen.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
Han metta meg med beiske urter, han gav meg malurt å drikka.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Han let meg knasa mine tenner på småstein, han grov meg ned i oska.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Og du støytte burt frå fred mi sjæl; eg gløymde kor det var å hava det godt.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Og eg sagde: «Det er ute med mi kraft og med mi von til Herren.»
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Kom i hug mi naud og mi utlægd - malurt og beiska.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Ho minnest det, sjæli mi, og er nedbøygd i meg.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
Dette vil eg leggja meg på hjarta, og difor vil eg vona:
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Herrens nåde det er, at det ikkje er ute med oss, for hans miskunn er enn ikkje all.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Kvar morgon er ho ny, å, stor er din truskap.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Min lut er Herren, segjer mi sjæl; difor vonar vil eg vona på honom.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Herren er god med deim som ventar på honom, med den sjæl som søkjer honom.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Det er godt å vera still for Herren og venta på hans frelsa.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Det er godt for mannen at han ber ok i sin ungdom,
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
at han sit einsleg og tegjande, når han legg det på,
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
at han luter seg med munnen mot moldi - kann henda det enn er von -
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
at han held fram si kinn til slag, let seg metta med svivyrda.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
For Herren støyter ikkje æveleg burt.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
For um han legg på sorg, so miskunnar han endå etter sin store nåde.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
For det er ikkje av hjarta han legg møda og sorg på mannsborni.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
At dei krasar under fot alle fangar i landet,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
at dei rengjer retten for mannen framfor åsyni til den Høgste,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
at ein gjer urett mot ein mann i hans sak - ser ikkje Herren slikt?
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Kven tala, og det vart, um Herren ikkje baud?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Kjem ikkje frå munnen til den Høgste både vondt og godt?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Kvi skal eit livande menneskje klaga? Kvar syrgje yver si synd!
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Lat oss ransaka våre vegar og røyna deim og venda oss til Herren!
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Lat oss lyfta våre hjarto likeins som våre hender til Gud i himmelen!
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
Me hev synda og vore ulyduge, du hev ikkje tilgjeve.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Du sveipte deg i vreide og elte oss, du slo i hel utan nåde.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
I skyer sveipte du deg, so ingi bøn rakk fram.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Til skarn og styggje hev du gjort oss midt imillom folki.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Dei spila upp sitt gap imot oss, alle våre fiendar.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Gruv og grav det vart vår lut, øyding og tjon.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Tårebekkjer strøymer or mitt auga for tjonet på mitt folks dotter.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Mitt auga sirenn, roar seg ikkje,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
fyrr Herrens skodar etter og ser frå himmelen.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Mitt auga gjer meg hjarte-ilt for kvar ei av døtterne i min by.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Dei jaga og elte meg som ein fugl, dei som var mine fiendar utan orsak.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
Dei vilde taka livet av meg nede i brunnen, dei kasta stein på meg.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Vatnet flødde yver mitt hovud, eg sagde: «Det er ute med meg.»
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
Eg påkalla ditt namn, Herre, utor den djupe hola.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Mi røyst høyrde du; haldt deg ikkje for øyro når eg ropar um lindring.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Du var nær den dagen eg kalla på deg; du sagde: «Ikkje ottast!»
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Du, Herre, hev ført saki for mi sjæl, du hev løyst ut mitt liv.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Du, Herre, hev set kva urett eg leid; å, døm i mi sak!
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Du hev set all deira hemnhug, alle deira løynderåder mot meg.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Du hev høyrt deira svivyrdingar, alle deira løynderåder mot meg,
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
det mine motstandarar sagde og tenkte imot meg dagen lang.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Ansa på deim, når dei sit og når dei stend! um meg gjer dei nidvisor.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Du, Herre, vil gjeva deim av same slag som deira hender hev gjort.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Du vil leggja eit sveip yver deira hjarta, du vil bannstøyta deim.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Du vil elta deim i vreide, og tyna deim so dei ikkje bid meir under Herrens himmel.
