Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Niĩ ndĩ mũndũ wonete thĩĩna nĩ ũndũ wa kũhũũrwo na rũthanju rwa mangʼũrĩ make.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Andwarĩte akangereria nduma-inĩ handũ ha ũtheri-inĩ;
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
ti-itherũ, atũmĩte guoko gwake kũnjũkĩrĩre rĩngĩ na rĩngĩ, mũthenya wothe.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Nĩatũmĩte nyama cia mwĩrĩ wakwa na gĩkonde kĩaguo ihinyare, na akoinanga mahĩndĩ makwa.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Nĩandigiicĩirie, na agaathiũrũrũkĩria na marũrũ, na thĩĩna.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
Atũmĩte ndũũre nduma-inĩ o ta andũ arĩa maakuire tene.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Nĩanjirigĩire na rũthingo nĩguo ndikae kũũra; mĩnyororo yakwa nĩamĩritũhĩtie mũno.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
O na rĩrĩa ndetana kana ndakaya ngĩenda ũteithio-rĩ, nĩ kũhingĩrĩria ahingagĩrĩria mahooya makwa.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Nĩahingĩte njĩra yakwa na mahiga maicũhie; atũmĩte tũcĩra twakwa tuogome.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Kũrĩ niĩ aatuĩkĩte o ta nduba rĩrĩa yoheirie, kana ta mũrũũthi rĩrĩa wĩhithĩte,
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
akĩngururia kuuma gacĩra-inĩ, akĩndambuura, akĩndiganĩria itarĩ na ũteithio.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Ageetete ũta wake, akangereka, nduĩke cabaa ya kũrathagwo nĩ mĩguĩ yake.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
Nĩatheecire ngoro yakwa na mĩguĩ kuuma thiaka-inĩ wake.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Ngĩgĩtuĩka wa gũthekagĩrĩrwo nĩ andũ akwa othe; maanyũrũragia na rwĩmbo mũthenya wothe.
15 Han mættede mig med beske Urter, “han gav mig rigelig Malurt at drikke
Anjiyũrĩtie maũndũ marũrũ, na akaahũũnia na maaĩ ma nyongo.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Nĩangʼethũrangĩte magego makwa na kagoto; anangĩrĩirie rũkũngũ-inĩ.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Nĩnjagithĩtio thayũ; nĩndiganĩirwo ũgaacĩru nĩ kĩĩ.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Nĩ ũndũ ũcio nguuga atĩrĩ, “Riiri wakwa nĩũthirĩte, o hamwe na maũndũ marĩa mothe ndũire njĩrĩgĩrĩire kuuma kũrĩ Jehova.”
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Nĩngũririkana thĩĩna wakwa, na kũũrũũra gwakwa, na ngaririkana maũndũ marũrũ, o na maaĩ ma nyongo.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Ngoro yakwa no ĩraririkana maũndũ macio, nayo ĩkaringĩka thĩinĩ wakwa.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
O na gũtariĩ ũguo nĩndirikanaga ũndũ ũyũ, na tondũ wa ũguo ngagĩa na kĩĩrĩgĩrĩro:
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Tondũ wa wendo mũnene wa Jehova, nĩkĩo tũtaniinĩtwo biũ, nĩgũkorwo tha ciake itirĩ hĩndĩ ithiraga.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Tha ciaku ikoragwo irĩ njerũ rũciinĩ o rũciinĩ, wĩhokeku waku nĩ mũnene mũno.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Ngoro yakwa yugaga atĩrĩ, “Jehova nĩwe igai rĩakwa; tondũ ũcio nĩwe ndĩrĩetagĩrĩra.”
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Jehova nĩ mwega kũrĩ arĩa mamwĩhokaga, kũrĩ ngoro ĩyo ĩmũrongoragia;
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
nĩ wega mũndũ gweterera ũhonokio wa Jehova o akirĩte.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Nĩ wega mũndũ gũkuua icooki hĩndĩ ĩrĩa arĩ mũnini.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Nĩaikare arĩ wiki akirĩte, nĩgũkorwo nĩ Jehova ũmũigĩrĩire rĩo.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
Nĩaturumithie ũthiũ wake rũkũngũ-inĩ, no gũkorwo aahota kũgĩa na kĩĩrĩgĩrĩro.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Nĩerekererie rũthĩa kũrĩ mũndũ ũrĩa ũkũmũgũtha, na aiyũrwo nĩ thoni.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Nĩgũkorwo Jehova ndateanagĩria andũ nginya tene.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
O na gũtuĩka nĩarehaga kĩeha-rĩ, we nĩaiguanagĩra tha, nĩgũkorwo wendo ũcio wake ũtathiraga nĩ mũnene mũno.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Nĩgũkorwo ndarehagĩra andũ mĩnyamaro, kana akarehere ciana cia andũ kĩeha akĩendaga.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
Rĩrĩa andũ a bũrũri arĩa othe mohetwo maarangĩrĩrio na makinya-rĩ,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
rĩrĩa mũndũ aagithio kĩhooto gĩake mbere ya Ũrĩa-ũrĩ-Igũrũ-Mũno-rĩ,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
o na rĩrĩa mũndũ atuĩrwo ciira hatarĩ kĩhooto-rĩ, githĩ Mwathani ndonaga maũndũ macio?
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Nũũ ũngĩaria na atũme ũndũ ũcio ũhinge, Mwathani ataathanĩte gũtuĩke ũguo?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Githĩ kanua-inĩ ka Ũrĩa-ũrĩ-Igũrũ-Mũno tiho hoimaga maũndũ mooru, na hakoima maũndũ mega?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Mũndũ o wothe ũrĩ muoyo-rĩ, atetaga nĩkĩ rĩrĩa ekũherithio nĩ ũndũ wa mehia make?
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Nĩtũthuthuurie-i mĩthiĩre iitũ na tũmĩtuĩrie, tũcokerere Jehova.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Nĩtwambararie ngoro ciitũ na moko maitũ na igũrũ kũrĩ Mũrungu ũrĩa ũrĩ igũrũ, tuuge atĩrĩ:
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
“Ithuĩ-rĩ, nĩtwĩhĩtie na tũgakũremera, wee nawe ũkaaga gũtũrekera.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
“Wee wĩhumbĩrĩte na marakara, ũgatũingatithia; ũũraganĩte ũtekũiguanĩra tha.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Wee wĩhumbĩrĩte na itu nĩgeetha gũtikagĩe na ihooya rĩngĩgũkinyĩra.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Wee ũtũmĩte tũtuĩke ta gĩko, na ta mahuti gatagatĩ ka ndũrĩrĩ.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
“Thũ ciitũ ciothe itwathamĩirie tũnua itũũkĩrĩre.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Nĩtũkorereirwo nĩ kĩmako kĩnene, na tũkenjerwo marima, tũgakorwo nĩ ũniinani, na mwanangĩko.”
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Maitho makwa maranyũrũrũkia tũrũũĩ twa maithori nĩ ũndũ andũ akwa nĩmanangĩtwo.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Maitho makwa marĩnyũrũrũkagia maithori mategũtigithĩria, magaikara o makĩnyũrũrũkaga,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
nginya rĩrĩa Jehova agaacũthĩrĩria arĩ igũrũ oone.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Maũndũ marĩa ndĩrona nĩmaranjiguithia kĩeha ngoro, tondũ wa andũ-a-nja othe a itũũra rĩakwa inene.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Andũ arĩa maatuĩkĩte thũ ciakwa hatarĩ gĩtũmi nĩo maanguĩmaga ta nyoni.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
Maanjikirie irima makĩenda kũnjũraga, na makĩĩhũũra na mahiga;
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
ndaahubanĩirio nĩ maaĩ maingĩ, magĩikũrũkĩra igũrũ rĩa mũtwe wakwa, na niĩ ngĩĩciiria ndĩ hakuhĩ kũniinwo.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
Ngĩkaĩra rĩĩtwa rĩaku Wee Jehova, ndĩ kũu irima-inĩ rĩu iriku.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Na we ũkĩigua ithaithana rĩakwa, ngĩkwĩra atĩrĩ, “Tiga kũhinga matũ maku ngĩgũkaĩra ũndeithie.”
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Nawe ũkĩnguhĩrĩria rĩrĩa ndagũkaĩire, ũkĩnjĩĩra atĩrĩ, “Tiga gwĩtigĩra.”
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Wee Mwathani-rĩ, nĩwe wanjiirĩrĩire; nawe ũgĩgĩkũũra muoyo wakwa.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Wee Jehova, nĩwonete ũũru ũrĩa njĩkĩtwo. Tua ciira wakwa arĩ we!
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Wee nĩwonete kwĩrĩhĩria kwao guothe, o na mathugunda mao mothe ma kũnjũkĩrĩra.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Wee Jehova-rĩ, nĩũiguĩte irumi iria manumĩte nacio, o na mathugunda mao mothe ma kũnjũkĩrĩra:
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
maũndũ marĩa thũ ciakwa ciaragia na mĩheehũ ikĩngʼungʼuanaga injũkĩrĩre mũthenya wothe.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Ta kĩmarore! Magĩikara thĩ kana magĩũkĩra, maanyũrũragia na nyĩmbo ciao.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Wee Jehova-rĩ, marĩhe kũringana na ũrĩa mekĩte, kũringana na wĩra wa moko mao.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Ũmia ngoro ciao, nakĩo kĩrumi gĩaku kĩroikara nao!
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Maingatithie ũrĩ na marakara, na ũmaniine mathire gũkũ mũhuro wa igũrũ rĩa Jehova.
