Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Ich bin der Mann, der Elend sah unter der Rute seines Grimms.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Mich hat er getrieben und geführt in Finsternis und tiefes Dunkel.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Ja, gegen mich kehrt er immer auf neue den ganzen Tag seine Hand.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Aufgerieben hat er mein Fleisch und meine Haut, meine Gebeine zerbrochen,
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
rings um mich aufgebaut Gift und Drangsal,
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
mich in tiefe Finsternis versetzt wie in der Urzeit Verstorbene.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Er hat mich ummauert ohne Ausweg, meine Ketten beschwert;
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
ob ich auch schreie und rufe, er hemmt mein Gebet,
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
vermauerte meine Wege mit Quadern, verstörte meine Pfade.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Ein lauernder Bär war er mir, ein Löwe im Hinterhalt.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
Er hat meine Wege in die Irre geführt und mich zerrissen, mich verödet gemacht,
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
hat seinen Bogen gespannt und mich aufgestellt als Ziel für den Pfeil,
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
in meine Nieren gesandt seines Köchers Söhne.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Ich ward zum Gelächter für alle Völker, ihr Spottlied den ganzen Tag.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
Er sättigte mich mit Bitternissen, berauschte mich mit Wermut
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
und ließ meine Zähne Kiesel zermalmen, mich in Asche mich wälzen.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Du raubtest meiner Seele den Frieden, ich vergaß des Glücks
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
und sprach: dahin ist meine Lebenskraft, mein Vertrauen auf Jahwe.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Gedenke meines Elends und meiner Irrsal, des Wermuts und des Gifts!
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Es gedenkt, es gedenkt und ist gebeugt in mir meine Seele.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
Dies will ich zu Herzen nehmen, darum will ich hoffen:
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Jahwes Gnaden sind ja noch nicht aus, sein Erbarmen ja nicht zu Ende;
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
jeden Morgen ist es neu, groß ist deine Treue!
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Mein Teil ist Jahwe, spricht meine Seele, darum will ich auf ihn hoffen.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Gütig ist Jahwe gegen die, so auf ihn harren, gegen die Seele, die ihn sucht.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Gut ist's, schweigend zu harren auf die Hilfe Jahwes.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Gut ist's dem Manne, zu tragen das Joch in seiner Jugend.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Er sitze einsam und schweige, weil er's ihm auferlegt.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
Er berühre mit seinem Munde den Staub, vielleicht ist noch Hoffnung;
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
biete dem, der ihn schlägt, die Wange, werde mich Schmach gesättigt.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Denn nicht auf ewig verstößt der Herr.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
sondern, wenn er betrübt hat, so erbarmt er sich wieder nach der Fülle seiner Gnade.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Denn er plagt nicht aus Lust und betrübt die Menschenkinder.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
Daß man unter die Füße tritt alle Gefangenen des Landes,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
das Recht eines Mannes beugt vor dem Antlitz des Höchsten,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
eines Menschen Streitsache verdreht, - sollte das der Herr nicht sehn?
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Wer ist, der da sprach, und es geschah, ohne daß der Herr es geboten?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Geht nicht aus dem Munde des Höchsten hervor das Böse und das Gute?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Was seufzt der Mensch, so lang er lebt? Ein jeder seufze über seine Sünden!
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Laßt uns unsern Wandel prüfen und erforschen und zu Jahwe uns bekehren!
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Laßt uns Herz und Hände erheben zu Gott im Himmel!
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
Wir haben gesündigt und sind ungehorsam gewesen, du hast nicht vergeben,
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
hast dich verhüllt in Zorn und uns verfolgt, gemordet ohne Erbarmen,
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
hast dich in Gewölk verhüllt, daß kein Gebet hindurchdrang.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Zu Kehricht und Abscheu machtest du uns inmitten der Völker.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Ihren Mund rissen auf über uns alle unsere Feinde.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Grauen und Grube ward uns zu teil, Verwüstung und Verderben.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Ströme Wassers thränt mein Auge über das Verderben der Tochter meines Volks.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Ruhelos fließt mein Auge ohne Aufhören,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
bis daß herniederschaue und darein sehe Jahwe vom Himmel.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Meine Thräne zehrt an meiner Seele um alle Töchter meiner Stadt.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Mich jagten, jagten wie einen Vogel die, so mir grundlos feind sind,
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
machten in der Grube mein Leben verstummen und warfen Steine auf mich.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Wasser strömte über mein Haupt; ich dachte: ich bin verloren!
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
Ich rief deinen Namen, Jahwe, aus tief unterster Grube.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Du hörtest mein Rufen: “Verschließe dein Ohr nicht; komm mich zu erquicken, mir zu helfen!”
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Du warst nahe, als ich dich rief, sprachst: “Sei getrost!”
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Du führtest, o Herr, meine Sache, erlöstest mein Leben.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Du hast, o Jahwe, meine Unterdrückung gesehn, hilf mir zu meinem Recht!
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Du hast all' ihre Rachgier gesehn, all' ihre Pläne wider mich,
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
hast ihr Schmähen gehört, o Jahwe, all' ihre Pläne wider mich,
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
die Reden meiner Widersacher und ihr stetes Trachten wider mich.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Schau, ob sie sitzen oder aufstehen, ich bin ihr Spottlied!
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Du wirst ihnen lohnen, Jahwe, nach ihrer Hände Werk,
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
wirst ihr Herz verstocken - dein Fluch über sie!
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Du wirst sie im Zorn verfolgen und vertilgen unter Jahwes Himmel weg!
