Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
I [am] the man [who] hath seen affliction By the rod of His wrath.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Me He hath led, and causeth to go [in] darkness, and without light.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Surely against me He turneth back, He turneth His hand all the day.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
He hath worn out my flesh and my skin. He hath broken my bones.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
He hath built up against me, And setteth round poverty and weariness.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
In dark places He hath caused me to dwell, As the dead of old.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
He hath hedged me about, and I go not out, He hath made heavy my fetter.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Also when I call and cry out, He hath shut out my prayer.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
He hath hedged my ways with hewn work, My paths He hath made crooked.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
A bear lying in wait He [is] to me, A lion in secret hiding-places.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
My ways He is turning aside, and He pulleth me in pieces, He hath made me a desolation.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
He hath trodden His bow, And setteth me up as a mark for an arrow.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
He hath caused to enter into my reins The sons of His quiver.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
I have been a derision to all my people, Their song all the day.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
He hath filled me with bitter things, He hath filled me [with] wormwood.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
And He breaketh with gravel my teeth, He hath covered me with ashes.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
And Thou castest off from peace my soul, I have forgotten prosperity.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
And I say, Perished hath my strength and my hope from Jehovah.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Remember my affliction and my mourning, Wormwood and gall!
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Remember well, and bow down doth my soul in me.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
This I turn to my heart — therefore I hope.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
The kindnesses of Jehovah! For we have not been consumed, For not ended have His mercies.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
New every morning, abundant [is] thy faithfulness.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
My portion [is] Jehovah, hath my soul said, Therefore I hope for Him.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Good [is] Jehovah to those waiting for Him, To the soul [that] seeketh Him.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Good! when one doth stay and stand still For the salvation of Jehovah.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Good for a man that he beareth a yoke in his youth.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
He sitteth alone, and is silent, For He hath laid [it] upon him.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
He putteth in the dust his mouth, if so be there is hope.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
He giveth to his smiter the cheek, He is filled with reproach.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
For the Lord doth not cast off to the age.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
For though He afflicted, yet He hath pitied, According to the abundance of His kindness.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
For He hath not afflicted with His heart, Nor doth He grieve the sons of men.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
To bruise under one's feet any bound ones of earth,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
To turn aside the judgment of a man, Over-against the face of the Most High,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
To subvert a man in his cause, the Lord hath not approved.
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Who [is] this — he hath said, and it is, [And] the Lord hath not commanded [it]?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
From the mouth of the Most High Go not forth the evils and the good.
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
What — sigh habitually doth a living man, A man for his sin?
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
We search our ways, and investigate, And turn back unto Jehovah.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
We lift up our heart on the hands unto God in the heavens.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
We — we have transgressed and rebelled, Thou — Thou hast not forgiven.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Thou hast covered Thyself with anger, And dost pursue us; Thou hast slain — Thou hast not pitied.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Thou hast covered Thyself with a cloud, So that prayer doth not pass through.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Offscouring and refuse Thou dost make us In the midst of the peoples.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Opened against us their mouth have all our enemies.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Fear and a snare hath been for us, Desolation and destruction.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Rivulets of water go down my eye, For the destruction of the daughter of my people.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Mine eye is poured out, And doth not cease without intermission,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Till Jehovah looketh and seeth from the heavens,
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
My eye affecteth my soul, Because of all the daughters of my city.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Hunted me sore as a bird have my enemies without cause.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
They have cut off in a pit my life, And they cast a stone against me.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Flowed have waters over my head, I have said, I have been cut off.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
I called Thy name, O Jehovah, from the lower pit.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
My voice Thou hast heard, Hide not Thine ear at my breathing — at my cry.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Thou hast drawn near in the day I call Thee, Thou hast said, Fear not.
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Thou hast pleaded, O Lord, the pleadings of my soul, Thou hast redeemed my life.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Thou hast seen, O Jehovah, my overthrow, Judge Thou my cause.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Thou hast seen all their vengeance, All their thoughts of me.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Thou hast heard their reproach, O Jehovah, All their thoughts against me,
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
The lips of my withstanders, Even their meditation against me all the day.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Their sitting down, and their rising up, Behold attentively, I [am] their song.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Thou returnest to them the deed, O Jehovah, According to the work of their hands.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Thou givest to them a covered heart, Thy curse to them.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Thou pursuest in anger, and destroyest them, From under the heavens of Jehovah!
