Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
I am the man that hath seen affliction by the rod of his wrath.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
He hath led me, and brought me into darkness, but not into light.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Surely against me is he turned; he turneth his hand against me all the day.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
My flesh and my skin hath he made old; he hath broken my bones.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
He hath besieged me, and surrounded me with gall and travail.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
He hath set me in dark places, as they that are dead of old.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
He hath hedged me about, that I cannot get out: he hath made my chain heavy.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Also when I cry and shout, he shutteth out my prayer.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
He hath inclosed my ways with hewn stone, he hath made my paths crooked.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
He was to me as a bear lying in wait, and as a lion in secret places.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
He hath turned aside my ways, and pulled me in pieces: he hath made me desolate.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
He hath bent his bow, and set me as a mark for the arrow.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
He hath caused the arrows of his quiver to enter into my reins.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
I was a derision to all my people; and their song all the day.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
He hath filled me with bitterness, he hath made me drunk with wormwood.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
He hath also broken my teeth with gravel stones, he hath covered me with ashes.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
And thou hast removed my soul far off from peace: I forgot prosperity.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
And I said, My strength and my hope hath perished from the LORD:
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Remembering my affliction and my misery, the wormwood and the gall.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
My soul hath them still in remembrance, and is humbled in me.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
This I recall to my mind, therefore have I hope.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
It is of the LORD’S mercies that we are not consumed, because his compassions fail not.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
They are new every morning: great is thy faithfulness.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
The LORD is my portion, saith my soul; therefore will I hope in him.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
The LORD is good to them that wait for him, to the soul that seeketh him.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
It is good that a man should both hope and quietly wait for the salvation of the LORD.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
It is good for a man that he should bear the yoke in his youth.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
He sitteth alone and keepeth silence, because he hath borne it upon him.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
He putteth his mouth in the dust; if there may be hope.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
He giveth his cheek to him that smiteth him: he is filled full with reproach.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
For the Lord will not cast off for ever:
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
But though he causeth grief, yet will he have compassion according to the multitude of his mercies.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
For he doth not afflict willingly nor grieve the children of men.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
To crush under his feet all the prisoners of the earth,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
To turn aside the right of a man before the face of the most High,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
To subvert a man in his cause, the Lord approveth not.
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Who is he that saith, and it cometh to pass, when the Lord commandeth it not?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Out of the mouth of the most High proceedeth not evil and good?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Why doth a living man complain, a man for the punishment of his sins?
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Let us search and try our ways, and turn again to the LORD.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Let us lift up our heart with our hands to God in the heavens.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
We have transgressed and have rebelled: thou hast not pardoned.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Thou hast covered with anger, and persecuted us: thou hast slain, thou hast not pitied.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Thou hast covered thyself with a cloud, that our prayer should not pass through.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Thou hast made us as the offscouring and refuse in the midst of the people.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
All our enemies have opened their mouths against us.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Fear and a snare is come upon us, desolation and destruction.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
My eye runneth down with rivers of water for the destruction of the daughter of my people.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
My eye trickleth down, and ceaseth not, without any intermission,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Till the LORD shall look down, and behold from heaven.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
My eye affecteth my heart because of all the daughters of my city.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
My enemies chased me hard, like a bird, without cause.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
They have cut off my life in the dungeon, and cast a stone upon me.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Waters flowed over my head; then I said, I am cut off.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
I called upon thy name, O LORD, out of the low dungeon.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Thou hast heard my voice: hide not thy ear at my breathing, at my cry.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Thou drewest near in the day that I called upon thee: thou saidst, Fear not.
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
O Lord, thou hast pleaded the causes of my soul; thou hast redeemed my life.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
O LORD, thou hast seen my wrong: judge thou my cause.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Thou hast seen all their vengeance and all their imaginations against me.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Thou hast heard their reproach, O LORD, and all their imaginations against me;
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
The lips of those that rose up against me, and they plot against me all the day.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Behold their sitting down, and their rising up; I am their music.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Render to them a recompence, O LORD, according to the work of their hands.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Give them sorrow of heart, thy curse to them.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Persecute and destroy them in anger from under the heavens of the LORD.
