Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
I, am the man, that hath seen affliction, by the rod of his indignation;
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Me, hath he driven out and brought into darkness, and not light;
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Surely, against me, doth he again and again, turn his hand all the day.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
He hath worn out my flesh and my skin, hath broken my bones;
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
He hath built up against me, and carried round me, fortifications and a trench;
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
In dark places, hath he made me sit, like the dead of age-past times.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
He hath walled up around me, that I cannot get out, hath weighted my fetter;
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Yea, when I make outcry and implore, he hath shut out my prayer;
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
He hath walled in my ways with hewn stone, my paths, hath he caused to wind back.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
A bear lying in wait, he is to me, a lion, in secret places;
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
My ways, hath he turned aside, and hath torn me in pieces, hath made me desolate;
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
He hath trodden his bow, and set me up, as a mark for the arrow.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
He hath caused to enter my reins, the sons of his quiver;
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
I have become a derision to all my people, their song all the day;
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
He hath sated me with bitter things, hath drenched me with wormwood.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
And he hath crushed, with gravel-stones, my teeth, hath made me cower in ashes;
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
And thou hast thrust away from welfare, my soul, I have forgotten prosperity;
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
And I said, Vanished is mine endurance, even mine expectation, from Yahweh.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Remember my humiliation and my fleeings, the wormwood and poison;
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Thou wilt, indeed remember, that, bowed down concerning myself, is my soul;
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
This, will I bring back to my heart, therefore, will I hope.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
The lovingkindnesses of Yahweh, verily they are not exhausted, Verily! not at an end, are his compassions:
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
New things for the mornings! Abundant is thy faithfulness:
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
My portion, is Yahweh, saith my soul, For this cause, will I wait for him.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Good is Yahweh, to them who wait for him, to the soul that will seek him;
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Good it is—both to wait and to be silent, for the deliverance of Yahweh;
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Good it is for a man, that he should bear the yoke in his youth.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Let him sit alone, and keep silence, because he took it upon himself:
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
Let him put, in the dust, his mouth, peradventure, there is hope!
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Let him give, to him that smiteth him, his cheek, let him be sated with reproach.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Surely My Lord, will not cast off, unto times age-abiding;
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
Surely, though he cause grief, yet will he have compassion, according to the multitude of his lovingkindnesses;
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Surely he hath not afflicted from his heart, nor caused sorrow to the sons of men.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
To crush, under his feet, any of the prisoners of the earth;
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
To turn aside the right of a man, before the face of the Most High;
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
To oppress a son of earth in his cause, My Lord, hath made no provision.
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Who was it that spake, and it was done, [when], My Lord, had not commanded?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Out of the mouth of the Most High, Proceed there not misfortunes and blessing?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Why should a living son of earth complain, [Let] a man [complain] because of his sins?
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Let us search out our ways, and examine them well, and let us return unto Yahweh;
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Let us lift up our heart, to the opened palms, to the Mighty One in the heavens;
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
We, have trespassed and rebelled, Thou, hast not pardoned.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Thou hast covered thyself with anger, and pursued us, hast slain—hast not spared;
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Thou hast screened thyself with the clouds, that prayer, should not pass through;
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Offscouring and refuse, dost thou make us, in the midst of the peoples.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
With their mouth, opened wide over us, [stand] all our foes.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Terror and a pit, have befallen us, tumult and grievous injury;
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
With streams of water, mine eye runneth down, over the grievous injury of the daughter of my people.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Mine eye, poureth itself out and ceaseth not, without relief;
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Until Yahweh out of the heavens shall look forth, and see,
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Mine eye dealeth severely with my soul, because of all the daughters of my city.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
They, have laid snares, for me as a bird, who are mine enemies without cause:
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
They have cut off, in the dungeon, my life, and have cast a stone upon me;
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Waters, flowed over, my head, I said, I am cut off!
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
I have called upon thy Name, O Yahweh, out of the dungeon below;
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
My voice, thou hast heard, —do not close thine ear to my respite, to mine outcry;
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Thou drewest near, in the day I kept calling on thee, thou saidst, Do not fear!
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Thou hast pleaded, O My Lord, the pleas of my soul, hast redeemed my life;
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Thou hast beheld, O Yahweh, my failure to get justice, Pronounce thou my sentence;
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Thou hast seen all their vindictiveness, all their plots against me.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Thou hast heard their reproach, O Yahweh, all their plots against me;
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
The lips of mine assailants, and their mutterings, are against me, all the day;
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
On their downsitting and their uprising, do thou look, I, am their song.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Thou wilt render to them a recompense, O Yahweh, according to the work of their hands;
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Thou wilt suffer them a veiling of heart, thy curse to them;
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Thou wilt pursue in anger, and wilt destroy them, from under the heavens of Yahweh.
