< Klagesangene 3 >
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
I am the man who hath seen affliction by the rod of his wrath.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Me hath he driven out, and led into darkness, but not into light.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Surely against me doth he turn again and again his hand all the day.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
He hath caused my flesh and my skin to wear out, he hath broken my bones.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
He hath built around me, and encompassed me with poison and hardship.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
In dark places hath he set me to dwell, like the dead of olden times.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
He hath placed a fence round about me, that I cannot get out; he hath made heavy my chain.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Also when I cry aloud and make entreaty, he shutteth out my prayer.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
He hath fenced up my ways with hewn stone, my paths hath he made crooked.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
A bear lying in wait is he to me, a lion in secret places.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
On my ways hath he placed thorns, and torn me in pieces: he hath made me desolate.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
He hath bent his bow, and placed me as a mark for the arrow.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
He hath caused to enter into my reins the children of his quiver.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
I am become a laughing-stock to all my people, their [jeering] song all the day.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
He hath sated me with bitter things, he hath made me drunken with wormwood.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
He hath also broken my teeth with gravel-stones, he hath covered me with ashes.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
And my soul hath given up all thoughts of peace: I forget happiness.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
And I said, Lost is my strength, my expectation also from the Lord.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Remembering my affliction and [the cause of] my complaint, wormwood and poison.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Remembering [this] continually my soul is bowed down deeply within me.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
[Yet] this answer will I give to my heart: therefore will I wait [in confidence].
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
It is through the Lord's kindness that we are not consumed, because his mercies have no end;
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
They are new every morning: great is thy faithfulness.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
The Lord is my portion, saith my soul, therefore will I wait for him.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
The Lord is good unto those that hope in him, to the soul that seeketh him.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
It is good that one should wait and this in silence for the salvation of the Lord.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
It is good for a man that he bear the yoke in his youth;
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
That he sit in solitude and be silent; because He hath laid it upon him;
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
That he put his mouth in the dust; perhaps there still is hope;
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
That he offer his cheek to him that smiteth him; that he be satisfied with reproach.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
For the Lord will not cast off for ever;
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
But though he have caused grief, yet will he have mercy according to the abundance of his kindnesses.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
For he doth not afflict of his own will, and aggrieve the children of men.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
To crush under his feet all the prisoners of the earth,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
To pervert the justice [due to man] before the face of the Most High.
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
To subvert a man in his contest—should the Lord not see this?
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Who is he that saith aught, and it cometh to pass, when the Lord hath not ordained it?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Do not out of the mouth of the Most High come both the evil things and the good?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Wherefore should a living man complain? let every man complain because of his sins.
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Let us search through and investigate our ways, and let us return to the Lord.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Let us lift up our heart with our hands unto God in the heavens.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
We have indeed transgressed and rebelled: thou hast truly not pardoned.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Thou hast covered [us] with thy anger, and made pursuit after us: thou hast slain, thou hast not pitied.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Thou hast covered thyself with a cloud, that no prayer should pass through.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
As something loathsome and rejected hast thou rendered us in the midst of the people.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Wide have all our enemies opened against us their mouth.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Terror and a snare are come upon us, [with] desolation and breaches.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
With streams of water runneth my eye down, because of the breach of the daughter of my people.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
My eye trickleth down, and resteth not, without any intermission,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Till the Lord look down, and behold from heaven.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
My eye affecteth my soul because of all the daughters of my city.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Those who are my enemies, without a cause, have chased me about like a bird.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
They have shut up in the dungeon my life, and have cast stones upon me.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Waters streamed over my head: I said, I am cut off.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
I called on thy name, O Lord, out of the dungeon of the lowest depth.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Thou didst hear my voice: hide not thy ear to give me enlargement at my cry.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Thou wast ever near on the day that I called on thee: thou saidst, Fear not.
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Thou didst plead, O Lord, the causes of my soul: thou didst [before this] redeem my life.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Thou hast [now] seen, O Lord, the wrong I suffer: judge thou my cause.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Thou hast seen all their vengeance, all their plans against me.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Thou hast heard their reviling, O Lord, all their plans against me,
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
The speeches of these that rise up against me, and their device against me all the day.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Oh look upon their sitting down, and their rising up: I am their [jeering] song.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Render unto them a recompense, O Lord, according to the work of their hands.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Give them confusion of heart, thy curse he upon them.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Pursue them in anger and destroy from under the heavens of the Lord.