Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
I am the man that hath seen affliction by the rod of his wrath.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Me hath he led, and brought into darkness, and not into light.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Surely against me hath he turned again and again his hand all the day.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
My flesh and my skin hath he wasted away, he hath broken my bones.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
He hath built against me, and encompassed [me] with gall and toil.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
He hath made me to dwell in dark places as those that have been long dead.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
He hath hedged me about that I cannot get out: he hath made my chain heavy.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Even when I cry and shout, he shutteth out my prayer.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
He hath inclosed my ways with hewn stone, he hath made my paths crooked.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
He is unto me [as] a bear lying in wait, a lion in secret places.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
He hath turned aside my ways, and pulled me in pieces; he hath made me desolate.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
He hath bent his bow, and set me as a mark for the arrow.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
He hath caused the arrows of his quiver to enter into my reins.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
I am become a derision to all my people; their song all the day.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
He hath sated me with bitterness, he hath made me drunk with wormwood.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
He hath also broken my teeth with gravel stones, he hath covered me with ashes.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
And thou hast removed my soul far off from peace: I have forgotten prosperity.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
And I said, My strength is perished, and my hope in Jehovah.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Remember thou mine affliction and my wandering, the wormwood and the gall.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
My soul hath [them] constantly in remembrance, and is humbled in me.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
— This I recall to heart, therefore have I hope.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
It is of Jehovah's loving-kindness we are not consumed, because his compassions fail not;
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
they are new every morning: great is thy faithfulness.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Jehovah is my portion, saith my soul; therefore will I hope in him.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Jehovah is good unto them that wait for him, to the soul [that] seeketh him.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
It is good that one should both wait, and that in silence, for the salvation of Jehovah.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
It is good for a man that he bear the yoke in his youth:
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
He sitteth solitary and keepeth silence, because he hath laid it upon him;
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
he putteth his mouth in the dust, if so be there may be hope;
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
he giveth his cheek to him that smiteth him; he is filled full with reproach.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
For the Lord will not cast off for ever;
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
but if he have caused grief, he will have compassion according to the multitude of his loving-kindnesses:
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
for he doth not willingly afflict or grieve the children of men.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
To crush under foot all the prisoners of the earth,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
to turn aside the right of a man before the face of the Most High,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
to wrong a man in his cause, — will not the Lord see it?
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Who is he that saith, and there cometh to pass, what the Lord hath not commanded?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Out of the mouth of the Most High doth not there proceed evil and good?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Wherefore doth a living man complain, a man for the punishment of his sins?
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Let us search and try our ways, and turn again to Jehovah.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Let us lift up our heart with [our] hands unto God in the heavens.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
We have transgressed and have rebelled: thou hast not pardoned.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Thou hast covered thyself with anger, and pursued us; thou hast slain, thou hast not spared.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Thou hast covered thyself with a cloud, that prayer should not pass through.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Thou hast made us the offscouring and refuse in the midst of the peoples.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
All our enemies have opened their mouth against us.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Fear and the pit are come upon us, devastation and ruin.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Mine eye runneth down with streams of water for the ruin of the daughter of my people.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Mine eye poureth down, and ceaseth not, without any intermission,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
till Jehovah look down and behold from the heavens.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Mine eye affecteth my soul, because of all the daughters of my city.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
They that are mine enemies without cause have chased me sore like a bird.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
They have cut off my life in a pit, and cast a stone upon me.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Waters streamed over my head; I said, I am cut off.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
I called upon thy name, Jehovah, out of the lowest pit.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Thou hast heard my voice: hide not thine ear at my sighing, at my cry.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Thou drewest near in the day that I called upon thee; thou saidst, Fear not.
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Lord, thou hast pleaded the cause of my soul, thou hast redeemed my life.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Jehovah, thou hast seen my wrong: judge thou my cause.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Thou hast seen all their vengeance, all their imaginations against me.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Thou hast heard their reproach, O Jehovah, all their imaginations against me;
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
the lips of those that rise up against me and their meditation against me all the day.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Behold thou their sitting down and their rising up: I am their song.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Render unto them a recompence, O Jehovah, according to the work of their hands;
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
give them obduracy of heart, thy curse unto them;
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
pursue them in anger, and destroy them from under the heavens of Jehovah.
