Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
