Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Ja sam čovjek što upozna bijedu pod šibom gnjeva njegova.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Mene je odveo i natjerao da hodam u tmini i bez svjetlosti.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
I upravo mene bije i udara bez prestanka njegova ruka.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Iscijedio je moje meso, kožu moju, polomio kosti moje.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Načinio mi jaram, glavu obrubio tegobama.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
Pustio me da živim u tminama kao mrtvaci vječiti.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Zazidao me, i ja ne mogu izaći, otežao je moje okove.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Kada sam vikao i zapomagao, molitvu je moju odbijao.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Zazidao mi ceste tesanim kamenom, zakrčio je putove moje.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Meni on bijaše medvjed koji vreba, lav u zasjedi.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
U bespuća me vodio, razdirao, ostavljao me da umirem.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Napinjao je luk svoj i gađao me kao metu za svoje strelice.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
U slabine mi sasuo strelice, sinove svoga tobolca.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Postao sam smiješan svome narodu, rugalica svakidašnja.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
Gorčinom me hranio, pelinom me napajao.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Puštao me da zube kršim kamen grizući, zakapao me u pepeo.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Duši je mojoj oduzet mir i više ne znam što je sreća!
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Rekoh: Dotrajao je život moj i nada koja mi od Jahve dolazi.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Spomeni se bijede moje i stradanja, pelina i otrova!
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Bez prestanka na to misli i sahne duša u meni.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
To nosim u srcu i gojim nadu u sebi.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Dobrota Jahvina nije nestala, milosrđe njegovo nije presušilo.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Oni se obnavljaju svako jutro: tvoja je vjernost velika!
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
“Jahve je dio moj”, veli mi duša, “i zato se u nj pouzdajem.”
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
Dobar je Jahve onom koji se u nj pouzdaje, duši koja ga traži.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
Dobro je u miru čekati spasenje Jahvino!
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Dobro je čovjeku da nosi jaram za svoje mladosti.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Neka sjedi u samoći i šuti, jer mu On to nametnu;
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
neka usne priljubi uz prašinu, možda još ima nade!
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Neka pruži obraz onome koji ga bije, neka se zasiti porugom.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Jer Gospod ne odbacuje nikoga zauvijek:
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
jer ako i rastuži, on se smiluje po svojoj velikoj ljubavi.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Jer samo nerado on ponižava i rascvili sinove čovjeka.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
Kad se gaze nogama svi zemaljski sužnjevi,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
kad se izvrće pravica čovjeku pred licem Svevišnjeg,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
kad se krivica nanosi čovjeku u parnici, zar Gospod ne vidi?
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Tko je rekao nešto i zbilo se? Nije li Gospod to zapovjedio?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
Ne dolazi li iz usta Svevišnjega i dobro i zlo?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Na što se tuže živi ljudi? Svatko na svoj grijeh.
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Ispitajmo, pretražimo pute svoje i vratimo se Jahvi.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Dignimo svoje srce i ruke svoje k Bogu koji je na nebesima.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
Da, mi smo se odmetali, bili nepokorni, a ti, ti nisi praštao!
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Obastrt gnjevom svojim, gonio si nas, ubijao i nisi štedio.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Oblakom si se obastro da molitva ne prodre do tebe.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Načinio si od nas smeće i odmet među narodima.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Razjapili usta na nas svi neprijatelji naši.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Užas i jama bila nam sudbina, propast i zator!
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Potoci suza teku iz očiju mojih zbog propasti Kćeri naroda mojega.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Moje oči liju suze bez prestanka, jer prestanka nema
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
dok ne pogleda i ne vidi Jahve s nebesa.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Moje mi oko bol zadaje zbog kćeri svih mojega grada.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Uporno me k'o pticu progone svi što me mrze, a bez razloga.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
U jamu baciše moj život i zatrpaše je kamenjem.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Voda mi dođe preko glave, rekoh sam sebi: “Pogiboh!”
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
I tada zazvah ime tvoje, Jahve, iz najdublje jame.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Ti oču moj glas: “Ne začepljuj uši svoje na vapaje moje.”
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Bliz meni bijaše u dan vapaja mog, govoraše: “Ne boj se!”
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Ti si, Gospode, izborio pravdu za dušu moju, ti si život moj izbavio.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Ti, Jahve, vidje kako me tlače, dosudi mi pravdu.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Ti vidje svu osvetu njinu, sve podvale protiv mene.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Čuo si, Jahve, podrugivanje njihovo, sve podvale protiv mene.
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
Usne protivnika mojih i misli njine protiv mene su cio dan.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Kad sjede, kad ustaju, pogledaj samo: ja sam im pjesma-rugalica.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Vrati im, Jahve, milo za drago, po djelu ruku njihovih.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Učini da srca im otvrdnu, udari ih prokletstvom svojim.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Goni ih gnjevno i sve ih istrijebi pod nebesima svojim, Jahve!
