Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Kai teh nama e lungkhueknae dawk reithai rucatnae ka kâhmo e tami lah ka o.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
Kai hah na pâlei teh angnae dawk laipalah hmonae dawk na cei sak.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
Atangcalah, kai hah hnin touh thung a kut hoiyah na pakhuppathan.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Ka tak hoi ka vuennaw a hmawn sak teh, ka hrunaw hah a khoe.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Kai koe lah na rakhan teh reithai rucatnae hoi na kalup.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
Ka dout tangcoungnaw patetlah a hmonae thung na o sak.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Na paung teh karipoung e rui hoi kahlout thai hoeh nahanlah na katek.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Hramki hoi ka ka teh, pahrennae ka kâhei nakunghai, ka ratoumnae hah na coe pouh hoeh.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Ka lamthung hai talung a e hoi na khan pouh. Ka lamthung a longkawi sak.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Kai na ka pawm e tavom patetlah kâhronae dawk kaawm e sendek patetlah na o sak.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
Ka lamthung na phen sak teh, kai hah thawkthawk na raboung. Kângue han awm laipalah na o sak.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Ahnie licung a sawn teh, pala hoi ka hanelah a nue e patetlah na ta.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
Ahnie palacung teh ka kuen thung a kâen sak.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Kai teh ka taminaw e hmalah hnin touh thung dudamnae hoi la lah na sak awh hanelah ka o toe.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
Na min ni kakhat e kung hoi na kawi sak teh, lungkhueknae hoi na phum.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Ka hâ teh talung kate e hoi a khoe. Hraba hoi muen a ramuk.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Ka lungthin muitha teh roumnae thung hoi na takhoe toung dawkvah, bawinae tie teh ka pahnim toe.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Ka ngaihawinae hoi ka lentoenae teh, BAWIPA ama koehoi a kahma toe telah ka ti.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Kaie reithai rucat ka khangnae, lungkhueknae hoi kakhat e naw na pahnim pouh hanh.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Ka hringnae ni hote hnonaw hah pahnim hoeh niteh, ka thungvah pou ao. Kaie lungthin muitha hah tha ayoun sak.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
Hettelah ka lungthin bout na pouk sak nah ka ngaihawinae bout ka tawn.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
Bangkongtetpawiteh, BAWIPA mae pahren lungmanae hoi ngaithoumnae teh nâtuek hai a poutnae ao hoeh dawkvah, maimouh teh rawk laipalah o awh.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
Amom tangkuem a tha lah pahren lungmanae na pang sak. Nama e yuemkamcunae teh a lenpoung.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
BAWIPA teh kai hanelah doeh ao. Hatdawkvah, ka lungthin muitha ni ama teh a ngaihawi.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
BAWIPA teh ama ka tawng e hoi ama kâuepnaw hanelah, ahawinae a sak pouh.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
BAWIPA e rungngangnae duem ka ring e teh, kahawi e hno doeh.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
Nawsai nah kahnam phu hanelah ao.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Cathut ni a van kahnam a toung dawkvah, amadueng a tahung vaiteh, duem awm naseh.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
Hote hmuen koe ngaihawinae ao thai dawkvah, amae a pahni teh vaiphu dawk hrueng naseh.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Ka tambei e tami hah hmaibei vang rek patueng pouh, a minhmai mathout naseh.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
Bangkongtetpawiteh, Bawipa ni a yungyoe na pahnawt mahoeh.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
Ama ni lung na mathoe sak nakunghai, a lentoe lungmanae hoi bout na pahren han doeh.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Bangkongtetpawiteh, taminaw lungmathoe sak e hoi rucatnae pha sak hanelah ngai hoeh.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
Talai dawkvah, thongkabawtnaw khok rahim coungroe e hai thoseh,
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
A lathueng Poung Cathut hmalah tami e lannae pahnawtnae hai thoseh,
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
Kayanae lahoi ayâ sungsaknae hai thoseh, Bawipa ni a ngai e nahoeh.
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Bawipa ni kâpoenae awm laipalah, tami ni dei e hah coung thai han namaw.
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
A lathueng Poung e Cathut e pahni dawk hoi yawhawinae yawthoenae teh ka tho e doeh.
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
Ama e yon dawk reknae a khang e hah tami ni bangkongmaw a phuenang awh vaw.
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
Maimae lamthungnaw hah maimouh ni tanouknae hoi tawng awh sei. BAWIPA koe lah bout kamlang awh sei.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Kalvan kaawm e Cathut koe maimae lungthin hoi kutnaw dâw awh sei.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
Kaimanaw ni ka payon teh na taran awh toe. Nama ni kayonnae na ngaithoum hoeh.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Nama e lungkhueknae dawk minhmai na kamlang takhai teh, kaimouh koe lungmanae awm laipalah na thei toe.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Kaimae ratoumnae teh nama koe a cei thai hoeh nahanelah, tâmai hoi na ramuk pouh toe.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Nama ni kaimanaw teh miphunnaw e rahak vah, kakhin e hoi panuettho e eitaboung lah na o sak.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Tarannaw ni kaimouh koe lah a pahni a ang awh.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Kaimouh koe takinae hoi karap teh a pha toe.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Kaie tami tanglanaw a rawk dawkvah, ka mit teh palang tui patetlah a lawng.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Ka mitphi teh palang tui ka lawng e patetlah poutnae awm laipalah a lawng.
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
BAWIPA ni kalvan hoi a khetcathuk teh a hmu.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
Ka khopui thung e canu tanglanaw abuemlae kecu dawk, ka mit ni ka lungthin dawk a pataw sak.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Bang hoeh e dawk ka tarannaw ni, tava patetlah na pâyuep awh.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
Ahnimouh ni ka hringo tangkom dawk na pabo teh, talungnaw hoi na ratet sin awh.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
Ka lû dawk hoi tui ni muen na licung teh, ka due han toe telah ka pouk.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
Oe BAWIPA, kai ni tangkom thung hoi nama e na min teh ka kaw.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
Kaie ka kâheinae lawk na thai teh ka ka navah, na hnâpakeng laipalah awm hanh.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
Kai ni nama na kawnae hnin nah ka teng na tho teh, taket hanh na ti pouh.
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Oe BAWIPA nama ni ka lungthin na rungngang pouh teh, ka hringnae na ratang.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Oe BAWIPA nama ni kapayonnaw na hmu toe. Kai hanlah lawk na ceng pouh haw.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Nama ni kai ka tak dawk thoe ka sak e taminaw e kahawihoehe pouknae hah na hmu pouh.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Oe BAWIPA kai ka tak dawk thoe ka sak e pathoenae hoi khokhannae pueng teh, nama ni na thai.
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
Ka tarannaw ni a dei e hoi a pouk e naw pueng teh, hnin touh thung a sak awh.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Ahnimae tahungnae kangduenae hah khenhaw! Kai teh ahnimouh e pathoe hanelah ka o.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Oe BAWIPA amamae kut hoi a sak e pueng dawk aphu teh bout poe haw.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Ahnimae lungthin patak sak nateh, nama e thoebonae ahnimae lathueng phat naseh.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
BAWIPA e kalvan rahim hoi na lungkhueknae hoi ahnimanaw teh be raphoe haw.
