Klagesangene 3

1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.

١ أَنَا هُوَ ٱلرَّجُلُ ٱلَّذِي رأَى مَذَلَّةً بِقَضِيبِ سَخَطِهِ.

2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.

٢ قَادَنِي وَسَيَّرَنِي فِي ٱلظَّلَامِ وَلَا نُورَ.

3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.

٣ حَقًّا إِنَّهُ يَعُودُ وَيَرُدُّ عَلَيَّ يَدَهُ ٱلْيَوْمَ كُلَّهُ.

4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.

٤ أَبْلَى لَحْمِي وَجِلْدِي. كَسَّرَ عِظَامِي.

5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.

٥ بَنَى عَلَيَّ وَأَحَاطَنِي بِعَلْقَمٍ وَمَشَقَّةٍ.

6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.

٦ أَسْكَنَنِي فِي ظُلُمَاتٍ كَمَوْتَى ٱلْقِدَمِ.

7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.

٧ سَيَّجَ عَلَيَّ فَلَا أَسْتَطِيعُ ٱلْخُرُوجَ. ثَقَّلَ سِلْسِلَتِي.

8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.

٨ أَيْضًا حِينَ أَصْرُخُ وَأَسْتَغِيثُ يَصُدُّ صَلَاتِي.

9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.

٩ سَيَّجَ طُرُقِي بِحِجَارَةٍ مَنْحُوتَةٍ. قَلَبَ سُبُلِي.

10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.

١٠ هُوَ لِي دُبٌّ كَامِنٌ، أَسَدٌ فِي مَخَابِىءَ.

11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.

١١ مَيَّلَ طُرُقِي وَمَزَّقَنِي. جَعَلَنِي خَرَابًا.

12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.

١٢ مَدَّ قَوْسَهُ وَنَصَبَنِي كَغَرَضٍ لِلسَّهْمِ.

13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.

١٣ أَدْخَلَ فِي كُلْيَتَيَّ نِبَالَ جُعْبَتِهِ.

14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.

١٤ صِرْتُ ضُحْكَةً لِكُلِّ شَعْبِي، وَأُغْنِيَةً لَهُمُ ٱلْيَوْمَ كُلَّهُ.

15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke

١٥ أَشْبَعَنِي مَرَائِرَ وَأَرْوَانِي أَفْسَنْتِينًا،

16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.

١٦ وَجَرَشَ بِٱلْحَصَى أَسْنَانِي. كَبَسَنِي بِٱلرَّمَادِ.

17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.

١٧ وَقَدْ أَبْعَدْتَ عَنِ ٱلسَّلَامِ نَفْسِي. نَسِيتُ ٱلْخَيْرَ.

18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.

١٨ وَقُلْتُ: «بَادَتْ ثِقَتِي وَرَجَائِي مِنَ ٱلرَّبِّ».

19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!

١٩ ذِكْرُ مَذَلَّتِي وَتَيَهَانِي أَفْسَنْتِينٌ وَعَلْقَمٌ.

20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

٢٠ ذِكْرًا تَذْكُرُ نَفْسِي وَتَنْحَنِي فِيَّ.

21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:

٢١ أُرَدِّدُ هَذَا فِي قَلْبِي، مِنْ أَجْلِ ذَلِكَ أَرْجُو:

22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

٢٢ إِنَّهُ مِنْ إِحْسَانَاتِ ٱلرَّبِّ أَنَّنَا لَمْ نَفْنَ، لِأَنَّ مَرَاحِمَهُ لَا تَزُولُ.

23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.

٢٣ هِيَ جَدِيدَةٌ فِي كُلِّ صَبَاحٍ. كَثِيرَةٌ أَمَانَتُكَ.

24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

٢٤ نَصِيبِي هُوَ ٱلرَّبُّ، قَالَتْ نَفْسِي، مِنْ أَجْلِ ذَلِكَ أَرْجُوهُ.

25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.

٢٥ طَيِّبٌ هُوَ ٱلرَّبُّ لِلَّذِينَ يَتَرَجَّوْنَهُ، لِلنَّفْسِ ٱلَّتِي تَطْلُبُهُ.

26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.

٢٦ جَيِّدٌ أَنْ يَنْتَظِرَ ٱلْإِنْسَانُ وَيَتَوَقَّعَ بِسُكُوتٍ خَلَاصَ ٱلرَّبِّ.

27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.

٢٧ جَيِّدٌ لِلرَّجُلِ أَنْ يَحْمِلَ ٱلنِّيرَ فِي صِبَاهُ.

28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.

٢٨ يَجْلِسُ وَحْدَهُ وَيَسْكُتُ، لِأَنَّهُ قَدْ وَضَعَهُ عَلَيْهِ.

29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.

٢٩ يَجْعَلُ فِي ٱلتُّرَابِ فَمَهُ لَعَلَّهُ يُوجَدُ رَجَاءٌ.

30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.

٣٠ يُعْطِي خَدَّهُ لِضَارِبِهِ. يَشْبَعُ عَارًا.

31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.

٣١ لِأَنَّ ٱلسَّيِّدَ لَا يَرْفُضُ إِلَى ٱلْأَبَدِ.

32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

٣٢ فَإِنَّهُ وَلَوْ أَحْزَنَ يَرْحَمُ حَسَبَ كَثْرَةِ مَرَاحِمِهِ.

33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.

٣٣ لِأَنَّهُ لَا يُذِلُّ مِنْ قَلْبِهِ، وَلَا يُحْزِنُ بَنِي ٱلْإِنْسَانِ.

34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,

٣٤ أَنْ يَدُوسَ أَحَدٌ تَحْتَ رِجْلَيْهِ كُلَّ أَسْرَى ٱلْأَرْضِ،

35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,

٣٥ أَنْ يُحَرِّفَ حَقَّ ٱلرَّجُلِ أَمَامَ وَجْهِ ٱلْعَلِيِّ،

36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.

٣٦ أَنْ يَقْلِبَ ٱلْإِنْسَانَ فِي دَعْوَاهُ. ٱلسَّيِّدُ لَا يَرَى!

37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?

٣٧ مَنْ ذَا ٱلَّذِي يَقُولُ فَيَكُونَ وَٱلرَّبُّ لَمْ يَأْمُرْ؟

38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?

٣٨ مِنْ فَمِ ٱلْعَلِيِّ أَلَا تَخْرُجُ ٱلشُّرُورُ وَٱلْخَيْرُ؟

39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!

٣٩ لِمَاذَا يَشْتَكِي ٱلْإِنْسَانُ ٱلْحَيُّ، ٱلرَّجُلُ مِنْ قِصَاصِ خَطَايَاهُ؟

40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!

٤٠ لِنَفْحَصْ طُرُقَنَا وَنَمْتَحِنْهَا وَنَرْجِعْ إِلَى ٱلرَّبِّ.

41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!

٤١ لِنَرْفَعْ قُلُوبَنَا وَأَيْدِيَنَا إِلَى ٱللهِ فِي ٱلسَّمَاوَاتِ:

42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.

٤٢ «نَحْنُ أَذْنَبْنَا وَعَصَيْنَا. أَنْتَ لَمْ تَغْفِرْ.

43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,

٤٣ ٱلْتَحَفْتَ بِٱلْغَضَبِ وَطَرَدْتَنَا. قَتَلْتَ وَلَمْ تَشْفِقْ.

44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.

٤٤ ٱلْتَحَفْتَ بِٱلسَّحَابِ حَتَّى لَا تَنْفُذَ ٱلصَّلَاةُ.

45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.

٤٥ جَعَلْتَنَا وَسَخًا وَكَرْهًا فِي وَسَطِ ٱلشُّعُوبِ.

46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.

٤٦ فَتَحَ كُلُّ أَعْدَائِنَا أَفْوَاهَهُمْ عَلَيْنَا.

47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.

٤٧ صَارَ عَلَيْنَا خَوْفٌ وَرُعْبٌ، هَلَاكٌ وَسَحْقٌ».

48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.

٤٨ سَكَبَتْ عَيْنَايَ يَنَابِيعَ مَاءٍ عَلَى سَحْقِ بِنْتِ شَعْبِي.

49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,

٤٩ عَيْنِي تَسْكُبُ وَلَا تَكُفُّ بِلَا ٱنْقِطَاعٍ

50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.

٥٠ حَتَّى يُشْرِفَ وَيَنْظُرَ ٱلرَّبُّ مِنَ ٱلسَّمَاءِ.

51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.

٥١ عَيْنِي تُؤَثِّرُ فِي نَفْسِي لِأَجْلِ كُلِّ بَنَاتِ مَدِينَتِي.

52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.

٥٢ قَدِ ٱصْطَادَتْنِي أَعْدَائِي كَعُصْفُورٍ بِلَا سَبَبٍ.

53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.

٥٣ قَرَضُوا فِي ٱلْجُبِّ حَيَاتِي وَأَلْقَوْا عَلَيَّ حِجَارَةً.

54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.

٥٤ طَفَتِ ٱلْمِيَاهُ فَوْقَ رَأْسِي. قُلْتُ: «قَدْ قُرِضْتُ!».

55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.

٥٥ دَعَوْتُ بِٱسْمِكَ يَارَبُّ مِنَ ٱلْجُبِّ ٱلْأَسْفَلِ.

56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!

٥٦ لِصَوْتِي سَمِعْتَ: «لَا تَسْتُرْ أُذُنَكَ عَنْ زَفْرَتِي، عَنْ صِيَاحِي».

57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!

٥٧ دَنَوْتَ يَوْمَ دَعَوْتُكَ. قُلْتَ: «لَا تَخَفْ!».

58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.

٥٨ خَاصَمْتَ يَا سَيِّدُ خُصُومَاتِ نَفْسِي. فَكَكْتَ حَيَاتِي.

59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!

٥٩ رَأَيْتَ يَارَبُّ ظُلْمِي. أَقِمْ دَعْوَايَ.

60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.

٦٠ رَأَيْتَ كُلَّ نَقْمَتِهِمْ، كُلَّ أَفْكَارِهِمْ عَلَيَّ.

61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,

٦١ سَمِعْتَ تَعْيِيرَهُمْ يَارَبُّ، كُلَّ أَفْكَارِهِمْ عَلَيَّ.

62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.

٦٢ كَلَامُ مُقَاوِمِيَّ وَمُؤَامَرَتُهُمْ عَلَيَّ ٱلْيَوْمَ كُلَّهُ.

63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.

٦٣ اُنْظُرْ إِلَى جُلُوسِهِمْ وَوُقُوفِهِمْ، أَنَا أُغْنِيَتُهُمْ!

64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.

٦٤ رُدَّ لَهُمْ جَزَاءً يَارَبُّ حَسَبَ عَمَلِ أَيَادِيهِمْ.

65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.

٦٥ أَعْطِهِمْ غِشَاوَةَ قَلْبٍ، لَعْنَتَكَ لَهُمْ.

66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.

٦٦ اِتْبَعْ بِٱلْغَضَبِ وَأَهْلِكْهُمْ مِنْ تَحْتِ سَمَاوَاتِ ٱلرَّبِّ.