Dommer 19
1 Og det skete i de samme Dage, da der ingen Konge var i Israel, at der var en levitisk Mand, som opholdt sig som fremmed i de fjernere Egne af Efraims Bjerg og havde taget sig en Kvinde til Medhustru fra Bethlehem i Juda.
Saa bere no na Israel nni ɔhene. Na ɔbarima bi a ofi Lewi abusuakuw mu te Efraim bepɔw asase no so akyirikyiri baabi. Da bi, ɔde ɔbea bi fi Betlehem a ɛwɔ Yuda baa fie sɛ ne mpena.
2 Og der hans Medhustru havde bedrevet Hor hos ham, da gik hun fra ham til sin Faders Hus, til Bethlehem i Juda; og hun blev der en fire Maaneders Tid.
Nanso ɔbea no anni no nokware enti ɔsan kɔɔ nʼagya fi wɔ Betlehem. Asram anan akyi no,
3 Og hendes Mand gjorde sig rede og gik efter hende, at han vilde tale kærligen med hende for at føre hende tilbage, og han havde sin Dreng og et Par Asener med sig; og hun førte ham ind i sin Faders Hus, og der den unge Kvindes Fader saa ham, da blev han glad og gik ham i Møde.
ne kunu no faa ɔsomfo ne afurum foforo kaa ne ho kɔɔ Betlehem sɛ ɔde rekɔdɛfɛdɛfɛ no na wasan nʼakyi aba. Oduu ɔbea no agya fi no, ɔde no kɔɔ ofi no mu maa nʼagya no gyee no fɛw so.
4 Og hans Svigerfader, Kvindens Fader, holdt paa ham, at han blev hos ham i tre Dage; og de aade og drak og bleve der om Natten.
Ɔbea no agya ka kyerɛɛ no se ɔntena nkyɛ kakra. Enti odii nnansa, didi, nom, daa hɔ.
5 Og det skete paa den fjerde Dag, da stode de aarle op om Morgenen, og han gjorde sig rede til at gaa; da sagde den unge Kvindes Fader til sin Svigersøn: Vederkvæg dit Hjerte med et Stykke Brød, og derefter maa I gaa.
Ne nnannan so no, ɔbarima no sɔree anɔpa, pɛɛ sɛ ɔkɔ. Nanso ɔbea no agya ka kyerɛɛ no se, “Didi ansa na woakɔ.”
6 Og de satte sig og aade begge tilsammen og drak; da sagde den unge Kvindes Fader til Manden: Kære, samtyk, og bliv Natten over og lad dit Hjerte være vel til Mode.
Enti wɔn baanu no tenaa ase didi, nomee. Afei, ɔbea no agya ka kyerɛɛ no se, “Mesrɛ wo, da anadwo yi na gye wʼani.”
7 Og Manden stod op for at gaa, og hans Svigerfader nødte ham, og han vendte tilbage og blev der om Natten.
Ɔbarima no sɔree sɛ anka ɔrekɔ, nanso nʼase no hyɛɛ no sɛ ɔntena. Enti ɔpenee so daa hɔ anadwo no.
8 Og han stod aarle op om Morgenen paa den femte Dag for at gaa, da sagde den unge Kvindes Fader: Kære, vederkvæg dit Hjerte; og de tøvede, indtil Dagen hældede, og de aade begge.
Nnaanum so anɔpa no, ɔsɔree bio a ɔpɛɛ sɛ ɔkɔ. Nanso bio, ɔbea no agya kae se, “Didi ansa, na awia mu kakra no wubetumi akɔ.” Enti wɔsan didii bio.
9 Og Manden stod op for at gaa, han og hans Medhustru og hans Dreng; men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: Se, kære, Dagen lider, og det bliver Aften, kære, bliver Natten over; se, Dagen er ad Ende, bliv her i Nat og lad dit Hjerte være vel til Mode, saa kunne I i Morgen staa aarle op for at gaa eders Vej, og du kan gaa til dit Telt.
Awia no, ɔbarima no ne ne mpena no ne ne somfo boaboaa wɔn ho pɛɛ sɛ wɔkɔ. Nanso nʼase no ka kyerɛɛ no se, “Muntie! Ade reyɛ asa. Montena na munnye mo ani anadwo yi. Ɔkyena mubetumi asi mu anɔpahema.”
10 Men Manden vilde ikke blive om Natten, men gjorde sig rede og gik bort og kom til tværs over for Jebus, det er Jerusalem; og et Par sadlede Asener vare med ham, og hans Medhustru var med ham.
Nanso afei de, ɔbarima no pɛɛ sɛ ɔbɛkɔ. Enti ɔfaa ne mfurum abien a wɔahyehyɛ wɔn no ne ne mpena no, na wɔde wɔn ani kyerɛɛ Yebus (a ɛyɛ Yerusalem).
11 Da de vare ved Jebus, hældede Dagen saare, og Drengen sagde til sin Herre: Kære, kom og lad os tage ind i denne Jebusiternes Stad og blive der i Nat.
Bere a woduu Yebus no na ade reyɛ asa, na ɔsomfo no ka kyerɛɛ ne wura no se, “Ade reyɛ asa, enti momma yɛnna Yebusifo kuropɔn yi mu anadwo yi.”
12 Da sagde hans Herre til ham: Vi ville ikke tage ind i en fremmed Stad, som ikke tilhører Israels Børn; men vi ville gaa forbi til Gibea.
Ne wura no buae se, “Dabi, yɛrentumi ntena ananafo kuropɔn a Israelfo nni mu yi mu. Yɛbɛtoa so akɔ Gibea.
13 Og han sagde til sin Dreng: Gak frem, at vi kunne komme nær til een af Stæderne, og vi ville blive i Nat udi Gibea eller i Bama.
Yebenya nnabea anadwo yi wɔ Gibea anaa Rama.”
14 Og de gik forbi og vandrede, og Solen gik ned for dem, der de vare hart ved Gibea, som hører Benjamin til.
Enti wɔtoaa so. Wɔrebedu kurow Gibea a ɛwɔ Benyamin asase so no, na owia rekɔtɔ.
15 Og de toge ind der og kom for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden; thi der var ingen, som annammede dem i Hus og lod dem blive hos sig om Natten.
Ɛhɔ na wɔdaa anadwo no. Wɔdaa kurow no abɔnten kɛse so, na obiara amfa wɔn ankɔ fie ankɔsom wɔn hɔho.
16 Og se, der kom en gammel Mand fra sin Gerning fra Marken om Aftenen, og Manden var fra Efraims Bjerg, og han var en fremmed i Gibea, men Mændene paa det Sted vare Benjaminiter.
Anwummere no, akwakoraa bi fii nʼafum baa fie. Na ofi Efraim bepɔw asase so, nanso na ɔte Gibea wɔ Benyamin asase so.
17 Og han opløftede sine Øjne og saa den vejfarende Mand paa Stadens Gade; da sagde den gamle Mand: Hvor vil du gaa hen, og hvorfra kommer du?
Bere a ohuu akwantufo yi sɛ wɔtete kurow no abɔnten kɛse so no, obisaa wɔn faako a wofi ne nea wɔrekɔ.
18 Og han sagde til ham: Vi gaa fra Bethlehem i Juda til de fjernere Egne af Efraims Bjerg, hvor jeg er fra, og jeg var gangen til Bethlehem i Juda; men jeg gaar til Herrens Hus, og der er ingen Mand, som annammer mig i Hus.
Ɔbarima no buaa no se, “Yefi Betlehem a ɛwɔ Yuda na yɛrekɔ Efraim bepɔw asase no so; kurow bi a ɛwɔ akyirikyiri, na yɛrekɔ Awurade Hyiadan. Nanso obiara amfa yɛn ankɔ ne fi ankɔma yɛn nnabea,
19 Og jeg har baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Vin til mig og din Tjenestekvinde og til Drengen, som er med din Tjener; vi have ingen Mangel paa nogen Ting.
ɛwɔ mu sɛ yɛwɔ nea ehia yɛn biara. Yɛwɔ sare ne aduan a yɛde bɛma yɛn mfurum; yenhia hwee.”
20 Og den gamle Mand sagde: Fred være med dig, lad ikkun, hvad du trænger til, være min Sag; bliv kun ikke Natten over paa Gaden.
Akwakoraa no kae se, “Mommra me fi. Mɛma mo biribiara a ebehia mo. Na anadwo yi de, ɛnsɛ sɛ moda abɔnten kɛse so ha.”
21 Og han førte ham ind i sit Hus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.
Enti ɔfaa wɔn de wɔn kɔɔ ne fi, na ɔmaa wɔn mfurum no aduan. Wɔhohoroo wɔn nan ase wiei no, wɔbɔɔ mu didii.
22 Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham.
Bere a wɔregye wɔn ani no, kurow no mu nnipa bɔnefo bi betwaa ofi no ho hyiae. Wofii ase pempem ɔpon no teɛteɛɛ mu guu akwakoraa no so se, “Fa ɔbarima a wabɛsoɛ wo no ma yɛn sɛnea yebetumi ne no ada.”
23 Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem, og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre, gører ikke ondt; efter at denne Mand er kommen i mit Hus, saa gører dog ikke denne Daarlighed!
Akwakoraa no fi ba bɛkasa kyerɛɛ wɔn se, “Dabi, anuanom, monnyɛ bɔne a ɛte saa. Saa ɔbarima yi yɛ me hɔho na sɛ moyɛ saa a, ɛbɛyɛ animguase.
24 Se, her er min Datter, som er Jomfru, og hans Medhustru; dem vil jeg udføre, og dem maa I krænke og gøre ved dem, hvad som godt er for eders Øjne; men gører ikke denne daarlige Gerning mod denne Mand!
Me babea ɔbabun ne ɔbarima yi mpena ni. Mede wɔn bɛma mo. Na nea mopɛ biara no monyɛ wɔn. Na mo ne saa ɔbarima yi nyɛ saa animguasede yi.”
25 Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte hende ud til dem udenfor; og de kendte hende og handlede skændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare.
Nanso wɔantie no. Enti Lewini no faa ne mpena no piaa no fii adi. Na kurow no mu mmarima no faa no nnidiso nnidiso kosii adekyee. Ahemadakye no na wogyaw no ma ɔkɔe.
26 Da kom Kvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for Døren af den Mands Hus, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst.
Ɔbea no koduu ofi a ne kunu no te mu no pon ano ara pɛ na ɔtɔɔ mum. Ɔdaa hɔ ara kosii sɛ anim tetewee.
27 Og der hendes Herre stod op om Morgenen og oplod Dørene paa Huset og gik ud at vandre sin Vej, se, da var Kvinden, hans Medhustru, falden foran Husets Dør, og hendes Hænder laa paa Dørtærskelen.
Bere a ne kunu buee ɔpon no sɛ ɔrepue pɛ na ohuu sɛ ɔda hɔ. Na nʼanim butuw hɔ a ne nsa gu apongua no so.
28 Da sagde han til hende: Staa op og lad os vandre, men ingen svarede; da tog han hende op paa Asenet, og Manden gjorde sig rede og gik til sit Sted.
Ohuu no no, ɔkae se, “Sɔre! Ma yɛnkɔ!” Nanso wammua. Enti ɔde no too nʼafurum no so de no kɔɔ fie.
29 Og der han kom til sit Hus, da tog han en Kniv og tog fat paa sin Medhustru og huggede hende efter hendes Ben i tolv Stykker, og han sendte hende om til alt Israels Landemærke.
Oduu fie no, ɔtwee afoa de twitwaa ne mpena no mu asinasin dumien. Na ɔde sin baako biara kɔɔ Israel mmusuakuw dumien no mu.
30 Og det skete, hver den, som saa det, sagde: Saadant er ikke sket eller set fra den Dag, Israels Børn droge op af Ægyptens Land, indtil denne Dag; tager dette til Hjerte, giver Raad og siger frem!
Na obiara a ohuu saa aninyanne yi kae se, “Efi bere a Israel fii Misraim no, obi nnii saa amumɔyɛsɛm yi bi da. Adɛn nti na ɛnsɛ sɛ yɛkasa na yɛyɛ ho biribi?”
