Josua 9

1 Og det skete, der alle Kongerne, som vare paa denne Side Jordanen, i Bjerglandet og i Lavlandet og paa hele Kysten af det store Hav tværs overfor Libanon, samt Hethiterne og Amoriterne, Kananiterne og Feresiterne, Heviterne og Jebusiterne, hørte det:

Kutangla lun mwet Israel inge pwengpengelik nu sin tokosra nukewa lun mwet Hit, mwet Amor, mwet Canaan, mwet Periz, mwet Hiv, ac mwet Jebus, su facl selos oan roto in Infacl Jordan, fahla sasla fineol uh, ac pe eol uh, nwe ke sun acn tupasrpasr sisken Meoa Mediterranean ac utyak nu tafunyen lucng sun acn Lebanon.

2 Da samlede de sig til Hobe at stride imod Josva og imod Israel endrægteligen.

Elos nukewa tukeni insesela in mweun lainul Joshua ac mwet Israel.

3 Da Indbyggerne af Gibeon havde hørt, hvad Josva havde gjort ved Jeriko og Ai,

Tuh ke mwet Gibeon, su mwet Hiv, elos lohng ke ma Joshua el tuh oru in acn Jericho ac Ai,

4 da handlede ogsaa de med List og gik hen og gave sig ud for Sendebud; og de toge gamle Sække paa deres Asener og gamle sønderrevne og bødede Læderflasker til Vin

na elos nunkauk in orek kikiap nu sel. Elos som ac orani mongo nu luin mahn pak ac nwakang nu fin kosro donkey natulos, wi pak in neinyuk wain ma mihsasa ac punla.

5 og gamle og lappede Sko paa deres Fødder og gamle Klæder paa sig, og alt Brødet til deres Tæring var tørt og mullent.

Elos nokomang mahn nuknuk ac falkeang mahn fahluk pun, ac bread ma elos us pulamlamla ac suckak.

6 Og de gik til Josva i Lejren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fra liggende Land, saa gører nu Pagt med os.

Na elos som nu Gilgal, nu nien aktuktuk lun mwet Israel, ac fahk nu sel Joshua ac mwet Israel, “Kut tuku yen loesla me, ac kut kena tuh kowos in orala sie wulela nu sesr.”

7 Da sagde Israels Mænd til Heviten: Maaske du bor midt iblandt os, hvorledes kunne vi da gøre Pagt med dig.

Ac mwet Israel elos fahk, “Efu ku kut in orek wulela nu suwos? Kowos acnu muta fototo nu yorosr.”

8 Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I?

Na elos fahk nu sel Joshua, “Kut tuku in kulansupwekom.” Ac Joshua el siyuk selos, “Su kowos an? Ac kowos tuku oya me?”

9 Og de sagde til ham: Dine Tjenere ere komne fra et saa re langt fra liggende Land for Herren din Guds Navns Skyld; thi vi have hørt hans Rygte og alt det, som han gjorde i Ægypten.

Na elos fahk nu sel, “Kut tuku yen loesla me, ke sripen kut lohng ke LEUM GOD lowos, oayapa kut lohng ke ma nukewa El oru in acn Egypt,

10 Og alt det, som han gjorde ved Amoriternes to Konger, som vare paa hin Side Jordanen, ved Sihon, Kongen i Hesbon, og ved Og, Kongen i Basan, som var i Astharoth.

ac ma El oru nu sin tokosra luo lun mwet Amor, su muta kutulap in Infacl Jordan — tokosra Sihon lun acn Heshbon, ac tokosra Og lun acn Bashan su muta in acn Ashtaroth.

11 Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os saalunde: Tager Tæring med eder paa Vejen og gaar dem i Møde, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gører nu Pagt med os.

Mwet kol lasr ac mwet nukewa in facl sesr elos fahk tuh kut in eis ma nasr ac akola in tuku sun kom. Elos fahk nu sesr tuh kut in tuku ac eiskutwot tuh in mwet kulansap lom, ac siyuk tuh kom in oru sie wulela nu sesr.

12 Dette er vort Brød, det toge vi varmt med os paa Rejsen fra vore Huse den Dag, vi gik ud for at vandre til eder; men se, nu er det tørt, og det er mullent.

Liye bread nasr inge. Ke kut mukuiyak in tuku liki acn sesr ah, bread inge srakna fusrfusr. A liye, inge pulamlamla ac suckak.

13 Og disse ere Læderflasker til Vin, som vi fyldte, der de vare nye, se, de ere og sønderrevne; og disse vore Klæder og vore Sko ere blevne gamle for denne saare lange Vejs Skyld.

Ke kut tuh nwakla mwe neinyuk wain inge, sasu na. A liye, mihsasa uh. Nuknuk lasr ac fahluk lasr mihsasa uh ke sripen loesla fahsr lasr uh.”

14 Saa toge Mændene af deres Rejsekost, og de spurgte ikke Herrens Mund ad.

Mwet Israel elos eis ac kang kutu mwe mongo selos inge, tusruktu elos tiana lolngok yurin LEUM GOD meet.

15 Og Josva gjorde Fred med dem og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster tilsvore dem det.

Joshua el orala sie wulela nu sin mwet Gibeon tuh elos fah ku in moul ac muta in misla. Ac mwet matu lun mwet Israel elos wi pac oru wuleang lalos in karingin wulela se inge.

16 Men det skete, der tre Dage vare til Ende, efter at de havde gjort Pagt med dem, da hørte de, at de vare nær hos dem, og at de boede midt iblandt dem.

Len tolu tukun orekla wulela se inge, mwet Israel elos konauk lah pwayeiya uh mwet inge elos mutana apkuran nu yorolos.

17 Thi der Israels Børn rejste frem, da kom de paa den tredje Dag til deres Stæder; og deres Stæder vare Gibeon og Kefira og Beeroth og Kirjath-Jearim.

Ke ma inge mwet Israel elos mutawauk in sifil fahsr, ac tukun len tolu elos sun acn sin mwet inge — Gibeon, Chephirah, Beeroth, ac Kiriath Jearim.

18 Og Israels Børn ihjelsloge dem ikke; thi Menighedens Fyrster havde tilsvoret dem ved Herren, Israels Gud, og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne.

Tusruktu mwet Israel elos kofla in onelosla, mweyen mwet kol lalos inge elos tuh orala sie wulela ku nu selos ke Inen LEUM GOD lun Israel. Ke sripen wulela se inge, mwet Israel nukewa torkaskas lain mwet kol lalos.

19 Da sagde alle Fyrsterne til hele Menigheden: Vi have tilsvoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem.

Na mwet kol lun mwet Israel elos topuk, “Kut orala wulela se tari nu selos ke Inen LEUM GOD lun Israel. Ouinge, kut tia ku in oru kutena ma nu selos.

20 Dette ville vi gøre dem: Vi ville lade dem leve, at der ikke skal komme en Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have tilsvoret dem.

Kut enenu in lela elos in moul ke sripen wulela sac. Kut fin tia, God El ac fah kai kut.

21 Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de maa være Vedhuggere og Vanddragere for hele Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem.

Lela elos in moul, tusruktu elos ac fah mwet in ti etong ac ut kof lasr.” Pa inge nunak lun mwet kol ah.

22 Da kaldte Josva ad dem og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi bo saare langt fra eder, og I bo dog midt iblandt os?

Ac Joshua el sap tuh mwet Gibeon in tuku nu yorol, ac el siyuk selos, “Efu kowos ku kiapwekutla ac fahk mu kowos tuku yen loesla me, a kowos mutana fototo nu yorosr?

23 Derfor skulle I nu være forbandede, saa at der ikke skal være nogen iblandt eder, som jo er Træl, Vedhugger eller Vanddrager til min Guds Hus.

Ke sripa se inge, God El selngawikowosi. Kowos ac mwet lowos fah mwet kohs nwe tok. Kowos ac fah mwet in ti etong ac ut kof nu ke lohm sin God luk.”

24 Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere sikkert tilkendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt, saa frygtede vi saare for vort Liv for eders Ansigt og have gjort denne Gerning.

Ac elos topuk, “Aok, kut oru ke sripen kut etu tuh pwaye LEUM GOD lowos El sapkin nu sel Moses, mwet kulansap lal, tuh elan asot acn nukewa su kowos fah utyak nu we, ac kunausla mwet nukewa su muta fin acn ingan. Kut oru ouingan mweyen kut arulana sangeng suwos ac nunku mu kowos ac unikutla.

25 Men nu, se, vi ere i din Haand; som det er godt og som det er ret for dine Øjne at gøre os, det gør!

Inge kut muta inpoum. Oru nu sesr ma kom nunku mu fal in orek nu sesr.”

26 Og han gjorde saaledes mod dem; og han reddede dem fra Israels Børns Haand, og de sloge dem ikke ihjel.

Pa inge ma Joshua el oru, el karingnalosyang ac el tia lela mwet Israel in onelosla.

27 Og Josva satte dem paa den samme Dag til Vedhuggere og Vanddragere for Menigheden og for Herrens Alter indtil denne Dag, ved det Sted, som han vilde udvælge.

In len sacna, el orala tuh elos in mwet kohs. Elos in ti etong ac ut kof nu sin mwet Israel ac nu ke loang lun LEUM GOD. Elos srakna oru orekma se inge nwe misenge, in acn ma LEUM GOD El sulela tuh mwet in alu su sel we.