Josua 14

1 Og dette er det, som Israels Børn arvede i Kanaans Land, som Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israels Børns Stammer, uddelte dem til Arv,

Qaima Eleazar, Nun capa Joshua hoi Israel acaeng zaehoikungnawk loe, nihcae khaeah paek ih, Kanaan praenawk to Israel kaminawk mah qawk ah toep o.

2 ved Lodkastning om deres Arv, som Herren havde befalet ved Mose, at give de ni Stammer og den halve Stamme.

Angraeng mah Mosi khae thuih ih lok baktih toengah, acaeng takawtto pacoeng, acaeng ahap ah kaom kaminawk loe, taham khethaih phoisa vah ih baktih toengah qawk to a toep o.

3 Thi Mose havde givet de to Stammer og den halve Stamme Arv paa hin Side Jordanen; men han gav ikke Leviterne Arv midt iblandt dem.

Mosi mah acaeng hnetto hoi acaeng ahap ah kaom kami hanah, Jordan vapui ni angyae bang ih prae to qawk ah paek; toe Levi kaminawk loe tih qawk doeh paek pae ai.

4 Thi Josefs Børn vare to Stammer, Manasse og Efraim; men de gave ikke Leviterne nogen Del i Landet, uden Stæder at bo udi og Markerne deromkring for deres Kvæg og for deres Gods.

Acaeng hnetto ah kaom Joseph ih caanawk loe, Manasseh hoi Ephraim acaeng thuikoehhaih ih ni; Levi kaminawk han prae to paek ai; toe maitawnawk to pacah hanah nihcae ohhaih vangpui hoi a taeng ah kaom long ahmuennawk to a hak o.

5 Som Herren bød Mose, saa gjorde Israels Børn, og de delte Landet.

Angraeng mah Mosi khae paek ih lok baktih toengah, Israel kaminawk mah, prae to amzet o.

6 Og Judas Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du ved det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, angaaende mig og dig i Kades-Barnea.

Judah kaminawk loe Gilgal vangpui ah Joshua khaeah caeh o; Keniz acaeng Jephunneh capa Kaleb mah anih khaeah, Angraeng mah Kadesh-Bernea ah, Sithaw kami Mosi khaeah nang hoi kai kawng thuih ih lok to na panoek.

7 Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at spejde Landet; og jeg bragte ham Svar igen, ligesom jeg mente.

Angraeng ih tamna Mosi mah prae khet han Kadesh-Bernea hoi ang patoeh naah, kai loe saning quipalito ka oh boeh; ka hnuk ih baktih toengah anih khaeah ka thuih pae let.

8 Men mine Brødre, som gik op med mig, mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen.

Toe kaimah hoi nawnto kacaeh kam nawkamyanawk mah kaminawk ih palungthin to tui baktiah amkaw o sak; toe kai loe ka Angraeng Sithaw hnukah palungthin boih hoiah pazui.

9 Da svor Mose paa den samme Dag og sagde: Det Land, som din Fod traadte paa, skal blive dig og dine Børn til Arv evindeligen, fordi du fuldkommeligen efterfulgte Herren min Gud.

To na niah Mosi mah, Nang loe palungthin boih hoiah ka Angraeng Sithaw hnukah na bang pongah, na khok hoi cawh ih prae to, nangmah hoi na caanawk mah dungzan khoek to toep o ih qawk ah om tih, tiah lokkamhaih a sak.

10 Og nu, se, Herren har ladet mig leve, som han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra den Tid, da Herren talede dette Ord til Mose, den Gang Israel vandrede i Ørken; og nu, se, jeg er i Dag fem og firsindstyve Aar gammel.

Israel kaminawk praezaek ah amhet o naah, Angraeng mah Mosi khaeah lokthuih pae na ni hoi kamtong, a thuih ih lok baktih toengah vaihni ni khoek to, saning quipali, pangato khoek to ang hingsak boeh; khenah, kai loe vaihi saning quitazet, pangato oh boeh.

11 Jeg er endnu i Dag saa stærk, som paa den Dag, der Mose sendte mig: Som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen og til at gaa ud og til at gaa ind.

Mosi mah ang patoeh nathuem ih baktih toengah vaihni doeh ka thacak vop; canghnii ih ka thacakhaih baktih toengah, misatukhaih ahmuen ah caeh hanah thacak vop.

12 Saa giv mig nu dette Bjerg, som Herren talede om paa den samme Dag; thi du hørte paa den samme Dag, at Anakiterne ere der, og store og faste Stæder; maaske Herren vil være med mig, at jeg kan fordrive dem, ligesom Herren har sagt.

To pongah to nathuem ah Angraeng mah thuih ih lok baktih toengah, hae mae hae vaihi kai hanah na paek ah; hae mae nuiah Anak kaminawk oh o; paroeai kalen, sipae kacakah thung ih vangpuinawk doeh oh, tiah nang mah doeh na thaih boeh; toe Angraeng mah na oh haih nahaeloe, Angraeng mah thuih ih lok baktih toengah, nihcae to ka haek boih thai tih hmang, tiah a naa.

13 Saa velsignede Josva ham, og han gav Kaleb, Jefunne Søn, Hebron til Arv.

To naah Joshua mah, Jephunneh capa Kaleb to tahamhoihaih paek moe, qawk ah Hebron vangpui to a paek.

14 Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han fuldkommeligen efterfulgte Herren Israels Gud.

Keniz acaeng Jephunneh capa Kaleb loe, palungthin boih hoiah Israel Angraeng Sithaw hnukah bang pongah, Hebron vangpui to vaihni ni khoek to qawk ah a toep.

15 Men Hebron kaldtes tilforn Arbas Stad, han var det største Menneske iblandt Anakiterne; og Landet hvilede fra Krig.

Canghnii ah loe Hebron vangpui to Kirjath-Arba, tiah kawk o; Arba loe Anak kaminawk thungah zaehoikung kalen koek ah oh; to nathuem ah prae thungah misa amdinghaih to oh.