Jonas 2
1 Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv,
Och Jona bad till Herran sin Gud, i fiskens buk;
2 og han sagde: Jeg raabte til Herren ud af min Angest, og han svarede mig; jeg, skreg fra Dødsrigets Skød, du hørte min Røst. (Sheol h7585)
Och han sade: Jag ropade till Herran i mine ångest, och han svarade mig; jag ropade utu helvetes buk, och du hörde mina röst. (Sheol h7585)
3 Du kastede mig i Dybet, midt i Havet, og Strømmen omgav mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
Du kastade mig uti djupet, midt i hafvet, så att floderna kommo omkring mig; alle dine våger och böljor gingo öfver mig.
4 Og jeg sagde: Jeg er udstødt fra dine Øjne, men jeg skal atter skue hen til dit hellige Tempel.
Jag tänkte, att jag bortkastad var ifrå din ögon; men jag skall ännu få se ditt helga tempel.
5 Vandene omsluttede mig indtil Sjælen, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved.
Vattnen omhvärfde mig allt intill mitt lif; djupet omgrep mig, sjövassen öfvertäckte mitt hufvud.
6 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Porte vare lukkede efter mig for evigt; men du Herre, min Gud, drog mit Liv op af Graven.
Jag sönk neder till bergsgrunden, jorden hade beslutit mig med sina bommar evinnerliga; men du hafver fört mitt lif utu förderfvet, Herre min Gud.
7 Der min Sjæl i mit Indre forsmægtede, kom jeg Herren i Hu; og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel.
Då min själ öfvergaf sig, tänkte jag uppå Herran, och min bön kom till dig, uti ditt helga tempel.
8 De, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder, de have forladt ham, som er dem Miskundhed.
Men de som förlåta sig uppå sina gerningar, hvilka dock intet äro, de akta intet om nådena.
9 Men jeg, jeg vil med Taksigelses Røst ofre til dig, jeg vil betale det, jeg har lovet; Frelse er der hos Herren.
Men jag vill offra med tacksägelse. Min löfte vill jag betala Herranom, att han mig hulpit hafver.
10 Og Herren bød Fisken, og den udspyede Jonas paa det tørre Land.
Och Herren sade till fisken, och han utsputade Jona in uppå landet.
