Johannes 10
1 „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.
I'see meed eyhen: – Zı şok'le hək'en eyhe, vəq'əbışde ağleeqa akkayle deş, menne cigeençe ikkeç'una sixnariyiy g'uldur vorna.
2 Men den, som gaar ind igennem Døren, er Faarenes Hyrde.
Akkayle ikkeç'uname vəq'əbışda çoban vor.
3 For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud.
G'aravulyçee mang'us akka aaqa, vəq'əbışik'le mang'un ses g'iyxhe. Mang'vee cun vəq'əbı dobışka qott'ul g'aqa qığa'a.
4 Og naar han har ført alle sine egne Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kende hans Røst.
Mang'vee cun vəq'əbı gırgınbı g'aqa qığı'iyle qiyğa, mançine ögil ayk'an. Vəq'əbıd mang'un ses ats'ava mang'uqad qihna qayle.
5 Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.”
Manbı mısacad qıdyvats'ane insanın ses dyats'ançil-alla, mang'uqa qihna əlyhəəs deş, mang'uke heedxvasınbı.
6 Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem.
I'see manbışis mana misaala qavalyaa'a, Mang'vee hucoovayiy eyhe manbışilqa hiyxhar deş.
7 Jesus sagde da atter til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør.
I'see meed manbışik'le eyhen: – Zı şok'le hək'en eyhe, vəq'əbışin akka Zı vorna.
8 Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke.
Zale ögil qabıynbışin gırgınbı sixnareriy g'uldurar vuxha, vəq'əbışe manbışil k'ırı alixhxhı deş.
9 Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde.
Akka Zı vorna, Zale k'ena ikkeç'una g'attixhanasda. Mang'usse ikkeç'esır, qığeç'esır əxəsda, cusun uxhiyxhanasın cigad aveykesın.
10 Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.
Sixnariy saccu qöqəsiy gyapt'asva, haq'var-hiyxvər ha'as arayle. Zıme qarına ı'mı'r hevles, gyavts'u güvxhuna ı'mı'r.
11 Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.
Yugna çoban Zı vorna. Yugne çobanee vəq'əbışil-alla cun can q'urbanna hele.
12 Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Faarene ikke høre til, ser Ulven komme og forlader Faarene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem,
Pılıke aqqıyne çobanınbı deş eyxhe vəq'əbı. Mang'uk'le vəq'əbışilqa umul abı g'avcumee, mana vəq'əbı g'ali'ı hexvana. Manke umulyun manbı aqqı ot'al-oxal ha'a.
13 fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Faarene.
Pılıke aqqına çoban hexvana, pılıke aqqı ıxhayke, mang'vee vəq'əbışda haa'a deş.
14 Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,
Yugna çoban Zı vorna. Nəxüriy Dekkık'le Zı ats'a, Zak'ler Dek ats'a, Zak'le həməxübıb yizınbı vaats'a, yizınbışik'ler Zı ats'a. Zı vəq'əbışil-alla Yizın can q'urbanna hele.
15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene.
16 Og jeg har andre Faar, som ikke høre til denne Fold; ogsaa dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.
Zaqa menne ağıleençenıd vəq'əbı vodınbı. Zas manbıd qales ıkkan. Mançik'led Yizın ses g'ayxhes. Manke sa syuriyiy sa Çoban ixhes.
17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen.
Zı Yizın can q'urbanna hele, qiyğa yı'q'əlqa alyaat'asva. Mançil-allar Dekkis Zı ıkkanna.
18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader.”
Şavaacad Yizın can ileşşe deş, man Zıcad hele. Man helesıd, yı'q'əlqa alyat'asıd Zasse əxən. Zak'le məxüd he'eva Yizde Dekkee uvhu.
19 Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.
Yahuder mane gafıl-alla cuvabılqa abayle.
20 Og mange af dem sagde: „Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?”
Manbışde gellesıng'vee eyhen: – Mang'une ad cinıd, Mana bəç'ərır. Nya'a Mang'ul k'ırı iliyxhe?
21 Andre sagde: „Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Aand kan aabne blindes Øjne?”
Mebınbışeme eyhen: – Cinaaşe aqqıyne insanee məxüd eyhes deşdiy. Nya'a cinısse bı'rq'ı'ne insanın uleppı qa'as əxəyee?
22 Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;
Q'ı'dim ıxha. Mane gahıl İyerusalimee Allahın Xav Ts'ed Qı'ı bayram alğayhe ıxha.
23 og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.
I'sa Allahne Xaane məhlee, paççah Sıleymanne doyulyne dirakbışil oab daxanane cigee iykar ıxha.
24 Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: „Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!”
Yahudeeşin ç'ak'ınbı I'sayne hiqiy-alla sabı, Mang'uk'le eyhen: – Mısılqameene Ğu yişin sabır siliys ı'xəs? Ğu Masixhee, şak'le dyugul hidi'ı, eyhe.
25 Jesus svarede dem: „Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;
I'see manbışis alidghıniy qele: – Zı şok'le uvhuyn, şume mançilqa hayeebaxhe deş. Zı, Dekkıne doyule ha'anecad işbışe Zı vuşu ıxhay eyhen.
26 men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar.
Şume mançilqa hayeebaxhe deş, Yizde vəq'əbışinbı devxhal-alla.
27 Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,
Yizde vəq'əbışik'le Yizın ses g'iyxhen, Zak'led manbı ats'anbı, manbıd Zaqad qihna qöö.
29 Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand.
Manbı Zas huvuna Dek gırgıng'ule xərna vor. Manbı şavussecad Dekkıne xılençe g'ayşes əxəs deş.
30 Jeg og Faderen, vi ere eet.”
Zınayiy Dek sa vobınbı.
31 Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham.
Yahudeeşine ç'ak'ınbışe meed I'sa g'ayeqqa helesva ç'iyele g'ayebı alyaat'a.
32 Jesus svarede dem: „Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?”
I'see manbışik'le eyhen: – Dekkıke qadıyn geed yugun işbı Zı şok'le hagu. Şos mançine nençil-allane Zı g'ayeqqa heles ıkkan?
33 Jøderne svarede ham: „For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.”
Yahudeeşine ç'ak'ınbışe Mang'us alidghıniy qele: – Ğu yugne işil-alla deş şas g'ayeqqa heles ıkkan. Ğu insan ixheeyir, Ğucar Vake Allah ha'a, məxüd Ğu kufur ha'a. Mançil-allar şas Ğu g'ayeqqa heles ıkkan.
34 Jesus svarede dem: „Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder?
I'see manbışik'le eyhen: – Nya'a vuşde Q'aanune otk'un dişde, «Zı uvhuyn: „Şu allaharıb“»?
35 Naar den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes),
Allahee Cun cuvab g'axuvuyne insanaaşik'le «allaharıbva» eyhe. Muq'addasne Otk'unee otk'unin hakkalas deş.
36 sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?
Şu nişil-allane «Zı Allahna Dixva» uvhuva Zak'le «kufur ha'ava» eyhe? Yizde Dekkee Zı g'əyxı', dyunyelqa G'axuvu.
37 Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, saa tror mig ikke!
Zı, Yizde Dekkee ha'an hidya'axheene, Zalqa haymeebaxhe.
38 Men dersom jeg gør dem, saa tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.”
Zı, Yizde Dekkee ha'an ha'axheene, Zı eyhençil haydebaxheene, Zı ha'ançil hayeepxhe. Manke şok'lecad yugda ats'axhxhesınniy Dek Yizde, Zınar Dekkıne ar ıxhay.
39 De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Haand.
Manbışis meer I'sa aqqas ıkkiykan, I'same manbışde xılençe iygvalyna.
40 Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der.
Qiyğa I'sa İordanne şene suralqa, Yəhyee ögil gicəpxı'ybı alyaat'a'ane cigeeqa ark'ın, maa'ar axva.
41 Og mange kom til ham, og de sagde: „Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.”
Mang'une k'anyaqa geeb insanar abı eyhen: – Yəhyee sacad əlaamat hidyagveened, mang'vee İng'une hək'ee uvhuyn gırgın qotkuda qığeç'u.
42 Og mange troede paa ham der.
Geeb insanaaşe maa'ad I'salqa inyam ha'a.
