Job 9

1 Men Job svarede og sagde:

Nang magkagayo'y sumagot si Job, at nagsabi,

2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?

Sa katotohanan ay nalalaman kong ito'y gayon: nguni't paanong makapaggaganap ang tao sa Dios?

3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

Kung kalugdan niyang makipagtalo sa kaniya, siya'y hindi makasasagot sa kaniya ng isa sa isang libo.

4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?

Siya ay pantas sa puso, at may kaya sa kalakasan: sinong nagmatigas laban sa kaniya at guminhawa?

5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;

Na siyang naglilipat ng mga bundok, at hindi nila nalalaman, pagka nililiglig niya sa kaniyang pagkagalit.

6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;

Na siyang umuuga ng lupa sa kaniyang kinaroroonan, at ang mga haligi nito ay nangayayanig.

7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;

Na siyang naguutos sa araw, at hindi sumisikat; at nagtatakda sa mga bituin.

8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;

Na nagiisang inuunat ang langit, at tumutungtong sa mga alon ng dagat.

9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;

Na lumikha sa Oso, sa Orion, at sa mga Pleyade, at sa mga silid ng timugan.

10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!

Na gumagawa ng mga dakilang bagay na di masayod; Oo, mga kamanghamanghang bagay na walang bilang.

11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

Narito, siya'y dumaraan sa siping ko, at hindi ko siya nakikita: siya'y nagpapatuloy rin naman, nguni't hindi ko siya namamataan.

12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?

Narito, siya'y nangangagaw sinong makasasansala sa kaniya? Sinong magsasabi sa kaniya: Anong ginagawa mo?

13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

Hindi iuurong ng Dios ang kaniyang galit; ang mga manunulong sa Rahab ay nagsisiyukod sa ilalim niya.

14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.

Gaano pa nga kaya kaliit ang maisasagot ko sa kaniya, at mapipiling aking mga salita na maimamatuwid ko sa kaniya?

15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.

Na kahiman ako'y matuwid, gayon may hindi ako sasagot sa kaniya; ako'y mamamanhik sa aking hukom.

16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

Kung ako'y tumawag, at siya'y sumagot sa akin; gayon ma'y hindi ako maniniwala na kaniyang dininig ang aking tinig.

17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

Sapagka't ako'y ginigiba niya sa pamamagitan ng isang bagyo, at pinararami ang aking mga sugat ng walang kadahilanan.

18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.

Hindi niya ako tutulutang ako'y huminga, nguni't nililipos niya ako ng hirap.

19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟

Kung kami ay magsalita tungkol sa kalakasan, narito, siya'y may kapangyarihan! At kung sa kahatulan, sino, sinasabi niya ay magtatakda sa akin ng panahon?

20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

Kahiman ako'y matuwid, ang aking sariling bibig ay hahatol sa akin: kahiman ako'y sakdal patototohanan niya akong masama.

21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

Ako'y sakdal; hindi ko talos ang aking sarili; aking niwalang kabuluhan ang aking buhay.

22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.

Lahat ay isa; kaya't aking sinasabi: kaniyang ginigiba ang sakdal at ang masama.

23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

Kung ang panghampas ay pumapatay na bigla, tatawanan niya ang paglilitis sa mga walang sala.

24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

Ang lupa ay nabigay sa kamay ng masama: kaniyang tinatakpan ang mga mukha ng mga hukom nito; kung hindi siya, sino nga?

25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.

Ngayo'y ang mga kaarawan ko ay matulin kay sa isang sugo: dumadaang matulin, walang nakikitang mabuti.

26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

Sila'y nagsisidaang parang mga matuling sasakyan: parang agila na dumadagit ng huli.

27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,

Kung aking sabihin: Aking kalilimutan ang aking daing, aking papawiin ang aking malungkot na mukha, at magpapakasaya ako:

28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.

Ako'y natatakot sa lahat kong kapanglawan, talastas ko na hindi mo aariin akong walang sala.

29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?

Ako'y mahahatulan; bakit nga ako gagawa ng walang kabuluhan?

30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,

Kung ako'y maligo ng nieveng tubig, at gawin ko ang aking mga kamay na napakalinis;

31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

Gayon ma'y itutulak mo ako sa hukay, at kayayamutan ako ng aking mga sariling kasuutan.

32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.

Sapagka't siya'y hindi tao, na gaya ko, na sasagot ako sa kaniya, na tayo'y pumasok kapuwa sa kahatulan,

33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.

Walang hukom sa pagitan natin, na makapaglagay ng kaniyang kamay sa ating dalawa.

34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

Ihiwalay niya sa akin ang kaniyang tungkod, at huwag akong takutin ng kaniyang pangilabot:

35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.

Kung magkagayo'y magsasalita ako, at hindi matatakot sa kaniya; sapagka't hindi gayon ako sa aking sarili.