Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Respondió Job y dijo:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
“Bien sé que es así. ¿Cómo puede el hombre ser justo frente a Dios?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
Si pretendiera contender con él, de mil (cargos) no respondería a uno solo.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Él es sabio de corazón, poderoso y fuerte; ¿quién se le opuso y le salió bien?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Él traslada los montes, sin que sepan quién los trastorna en su ira.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Él remueve la tierra de su sitio, y sus columnas son sacudidas.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Él manda al sol, y este no sale, y encierra bajo sello las estrellas.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Él solo extiende los cielos, y anda sobre las olas del mar.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Él hizo la Osa, el Orión y las Pléyades, las constelaciones del cielo austral.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Él hace cosas grandes e insondables, y maravillas sin cuento y número.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
He aquí que pasa junto a mí, y yo no le veo; y si se retira, tampoco lo advierto.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Si Él toma una presa ¿quién hará que la devuelva? ¿quién podrá decirle: «¿Qué es lo que haces?»
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Él es Dios, no hay quien pueda doblegar su ira; debajo de Él se encorvan los auxiliares de Rahab.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
¿Cuánto menos podré yo responderle, elegir mis palabras frente a Él?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Aun teniendo yo razón, nada le respondería; imploraría la clemencia del que me juzga.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Aun cuando respondiera a mis clamores, no creería que había escuchado mi voz,
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Él, que me aplasta con un torbellino, y multiplica mis llagas sin causa.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
No me deja respirar y me harta de amargura.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: “Se her!” og kom det an paa Ret: “Hvo stævner mig?”
Si se trata de fuerza, el poderoso es Él, y si de justicia (dice): «¿Quién me emplazará?»
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Aun cuando yo tuviera razón mi boca me condenaría, aunque fuera inocente, me declararía culpable.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Soy inocente, pero no me importa mi existencia, no hago caso de mi vida.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Es todo lo mismo; por eso he dicho: «Él acaba con el inocente como con el impío.»
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
¡Si al menos el azote matase de repente! Él se ríe de la prueba de los inocentes.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
La tierra ha sido entregada en manos de los malvados; Él mismo tapa el rostro de sus jueces. Si no es Él, ¿quién lo será?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Mis días pasaron más veloces que un correo, huyen sin ver cosa buena;
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
pasan como las naves de junco, cual águila que se arroja sobre la presa.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Si digo: «Olvidaré mis quejas, voy a mudar mi semblante, y me regocijaré»,
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
me espantan todos mis dolores, pues sé que Tú no me declaras inocente.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Y si soy juzgado culpable, ¿por qué fatigarme en vano?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Aunque me lavara con agua de nieve, y con lejía limpiara mis manos,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
Tú me sumergirías en el fango, y hasta mis vestidos me darían asco.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Porque Él no es un hombre como yo, a quien se pudiera decir: «¡Vamos juntos a juicio!»
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
No hay entre nosotros árbitro que ponga la mano sobre entrambos.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Aparte Él de mí su vara, y no me espante su terror:
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
entonces hablaré, sin tenerle miedo, porque así como estoy, no me conozco a mí mismo.”
