Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Potem je Job odgovoril in rekel:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
»Vem, to je tako res. Toda kako bi človek mogel biti pravičen z Bogom?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
Če se hoče pričkati z njim, mu ne more odgovoriti eno od tisočih.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
On je moder v srcu in mogočen v moči; kdo se je utrdil zoper njega in je uspel?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Ki odstranja gore in ne vedo, ki jih prevrača v svoji jezi.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Ki trese zemljo iz njenega kraja in njeni stebri trepetajo.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Ki zapoveduje soncu in ta ne vzhaja in pečati zvezde.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Ki sam razprostira nebo in stopa po valovih morja.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Ki dela Arktur, Orion, Gostosevce in južne sobe.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Ki dela velike stvari neodkrite, da, in čudeže brez števila.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Glej! Hodi poleg mene, jaz pa ga ne vidim; gre tudi naprej, toda jaz ga ne zaznavam.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Glej, odvzema, kdo ga lahko ovira? Kdo mu bo rekel: ›Kaj delaš?‹
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Če Bog ne bo umaknil svoje jeze, se ponosni pomočniki sklonijo pod njim.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
Kako mnogo manj bi mu jaz mogel odgovoriti in izbrati svoje besede, da razpravljam z njim?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Kateremu, čeprav bi bil pravičen, vendar ne bi mogel odgovoriti, temveč bi naredil ponižno prošnjo svojemu sodniku.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Če sem klical in mi je odgovoril, vendar ne bi verjel, da je prisluhnil mojemu glasu.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Kajti lomi me z viharjem in brez razloga množi moje rane.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
Ne bo mi pustil, da zajamem sapo, temveč me napolnjuje z grenkobo.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
Če govorim o moči, glej, on je močan, če pa o sodbi, kdo mi bo določil čas zagovarjanja?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Če jaz sebe opravičim, me bodo moja lastna usta obsodila. Če rečem: ›Jaz sem popoln, ‹ se bo izkazalo, da sem sprevržen.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Čeprav bi bil popoln, vendar ne bi poznal svoje duše; preziral bi svoje življenje.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
To je ena stvar, zato sem rekel to: ›On uničuje popolnega in zlobnega.‹
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Če nadloga nenadoma ubije, se bo posmehoval ob sojenju nedolžnih.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Zemlja je dana v roko zlobnega. On zakriva obličja njenih sodnikov. Če ne, kje in kdo je on?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Torej moji dnevi so hitrejši kakor tekač. Odletijo proč, ničesar dobrega ne vidijo.
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
Minili so kakor nagle ladje, kakor orel, ki hiti k plenu.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Če rečem: ›Pozabil bom svojo pritožbo, prenehal bom s svojo potrtostjo in se potolažil, ‹
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
se bojim vseh svojih bridkosti, vem, da me ne boš imel za nedolžnega.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Če sem zloben, zakaj se potem trudim zaman?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Če se umijem s snežnico in svoje roke naredim čiste kot še nikoli,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
me boš vendar pahnil v jarek in moja lastna oblačila me bodo prezirala.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Kajti on ni človek, kakor sem jaz, da bi mu odgovoril in bi skupaj prišla na sodbo.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
Niti ni tukaj kakršnegakoli razsodnika med nama, da bi lahko svojo roko položil na naju oba.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Naj svojo palico vzame od mene in naj me njegov strah ne straši.
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Potem bi govoril in se ga ne bi bal, toda z menoj ni tako.
