< Job 9 >

1 Men Job svarede og sagde:
ヨブは答えて言った、
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
「まことにわたしは、その事のそのとおりであることを知っている。しかし人はどうして神の前に正しくありえようか。
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
よし彼と争おうとしても、千に一つも答えることができない。
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
彼は心賢く、力強くあられる。だれが彼にむかい、おのれをかたくなにして、栄えた者があるか。
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
彼は、山を移されるが、山は知らない。彼は怒りをもって、これらをくつがえされる。
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
彼が、地を震い動かしてその所を離れさせられると、その柱はゆらぐ。
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
彼が日に命じられると、日は出ない。彼はまた星を閉じこめられる。
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
彼はただひとり天を張り、海の波を踏まれた。
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
彼は北斗、オリオン、プレアデスおよび南の密室を造られた。
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
彼が大いなる事をされることは測りがたく、不思議な事をされることは数知れない。
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
見よ、彼がわたしのかたわらを通られても、わたしは彼を見ない。彼は進み行かれるが、わたしは彼を認めない。
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
見よ、彼が奪い去られるのに、だれが彼をはばむことができるか。だれが彼にむかって『あなたは何をするのか』と言うことができるか。
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
神はその怒りをやめられない。ラハブを助ける者どもは彼のもとにかがんだ。
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
どうしてわたしは彼に答え、言葉を選んで、彼と議論することができよう。
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
たといわたしは正しくても答えることができない。わたしを責められる者にあわれみを請わなければならない。
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
たといわたしが呼ばわり、彼がわたしに答えられても、わたしの声に耳を傾けられたとは信じない。
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
彼は大風をもってわたしを撃ち砕き、ゆえなく、わたしに多くの傷を負わせ、
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
わたしに息をつかせず、苦い物をもってわたしを満たされる。
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
力の争いであるならば、彼を見よ、さばきの事であるならば、だれが彼を呼び出すことができよう。
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
たといわたしは正しくても、わたしの口はわたしを罪ある者とする。たといわたしは罪がなくても、彼はわたしを曲った者とする。
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
わたしは罪がない、しかしわたしは自分を知らない。わたしは自分の命をいとう。
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
皆同一である。それゆえ、わたしは言う、『彼は罪のない者と、悪しき者とを共に滅ぼされるのだ』と。
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
災がにわかに人を殺すような事があると、彼は罪のない者の苦難をあざ笑われる。
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
世は悪人の手に渡されてある。彼はその裁判人の顔をおおわれる。もし彼でなければ、これはだれのしわざか。
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
わたしの日は飛脚よりも速く、飛び去って幸を見ない。
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
これは走ること葦舟のごとく、えじきに襲いかかる、わしのようだ。
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
たといわたしは『わが嘆きを忘れ、憂い顔をかえて元気よくなろう』と言っても、
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
わたしはわがもろもろの苦しみを恐れる。あなたがわたしを罪なき者とされないことをわたしは知っているからだ。
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
わたしは罪ある者とされている。どうして、いたずらに労する必要があるか。
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
たといわたしは雪で身を洗い、灰汁で手を清めても、
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
あなたはわたしを、みぞの中に投げ込まれるので、わたしの着物も、わたしをいとうようになる。
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
神はわたしのように人ではないゆえ、わたしは彼に答えることができない。われわれは共にさばきに臨むことができない。
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
われわれの間には、われわれふたりの上に手を置くべき仲裁者がない。
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
どうか彼がそのつえをわたしから取り離し、その怒りをもって、わたしを恐れさせられないように。
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
そうすれば、わたしは語って、彼を恐れることはない。わたしはみずからそのような者ではないからだ。

< Job 9 >