Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Felelt Jób és mondta:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
Valóban tudom, hogy így van; miképpen is igazulhat Istennel szemben a halandó?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
Ha kíván pörölni vele, nem felel neki egyre sem ezer közül.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Szívre bölcs, erőre hatalmas! Ki keményítette meg magát ellene és sértetlen maradt?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
A ki hegyeket mozdít el, s nem is tudják, a melyeket felforgatott haragjában;
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
a ki megreszketteti a földet a helyéről, hogy oszlopai megrendülnek;
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
a ki szól a napnak s nem ragyog fel, s a csillagokra pecsétet tesz;
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
kiterjeszti az eget egymagában s lépdel a tenger magaslatain;
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
teremti a gönczölszekerét, az óriont s a fiastyúkot meg a Délnek kamaráit;
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
a ki nagyokat tesz kikutathatatlanúl, csodásokat, úgy hogy számuk sincsen:
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
lám, elvonul mellettem s nem látom, elhalad s nem veszem észre;
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
ha kit elragad, ki utasítaná vissza, ki szólna hozzá mit mívelsz?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Isten nem fordítja el haragját, alatta legörnyedtek Ráháb segítői;
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
hát még hogy felelnék én neki, választanám szavaimat vele szemben!
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
A ki, ha igazam volna, nem felelnék, az én bírámhoz könyörögnék.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Ha szólítanám s felelne nekem, nem hinném, hogy figyel szavamra.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
A ki viharban rám rohan, hogy sebeimet sokasítsa ok nélkül.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
Nem enged lélegzetet vennem, hanem jóllakat keserűségekkel.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
Ha erőn fordul meg: íme a hatalmas, és ha ítéleten: ki idéz meg engem?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Ha igazam volna, szájam ítélne el engem; gáncstalan vagyok, fonákká tesz engem.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Gáncstalan vagyok, nem ismerem lelkemet, megvetem életemet!
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Egyre megy; azért azt mondom: Gáncstalant és gonoszt semmisít ő meg.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Ha hirtelen öl az ostor, az ártatlanok elcsüggedésén gúnyolódik.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Az ország gonoszok kezébe adatott; bíráinak arczát eltakarja, ha ő nem, ugyan kicsoda?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Napjaim pedig gyorsabbak voltak a futárnál, eliramodtak, nem láttak jót.
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
Tovavonultak akár gyékényhajók, mint sas lecsap az étkére.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Ha azt mondtam, hadd felejtem el panaszomat, hagyom abba bánatos arczomat s hadd derülök fel:
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
megfélemedtem mind a fájdalmaimtól, tudtam, hogy nem fogsz engem ártatlannak mondani.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Nekem bűnösnek kell lennem – minek fáradozzam hát hiába?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Ha megmosakodnám hóvízben s lúggal tisztítanám kezeimet:
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
akkor a verembe mártanál engem, hogy megutálnának ruháim.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Mert nem ember ő mint én, bogy felelhetnék neki, hogy együtt mehetnénk be ítéletre.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
Nem létezik, ki közöttünk dönt, ki rá tenné kezét mindkettőnkre.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Távolítsa el rólam vesszejét, s rettentése ne ijesszen engem:
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
majd beszélnék s nem félnék tőle, mert nem olyan vagyok én magamban.
