Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Da antwortete Hiob und sprach:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
Wahrhaftig, ich weiß, daß dem so ist; und wie kann der schwache Mensch rechten mit dem starken Gott!
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
Wollte er mit Ihm rechten, so könnte er Ihm auf tausend nicht eins beantworten.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Er ist weisen Herzens und von ungebrochener Kraft; wer hat ihm je getrotzt und es durchgesetzt?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Er verrückt Berge, und man merkt es nicht, daß er sie in seinem Zorn umgekehrt hat.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Er bewegt die Erde von ihrem Ort, daß ihre Säulen zittern.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Er gebietet der Sonne, so geht sie nicht auf; er legt die Sterne unter Siegel.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Er allein spannt den Himmel aus und tritt auf Meereswogen daher.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Er macht den Bären, den Orion und das Siebengestirn, samt den Kammern des Südens.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Er tut große Dinge, die unerforschlich sind, Wunder ohne Zahl.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Siehe, er geht an mir vorüber, und ich sehe ihn nicht; er fährt vorbei, und ich gewahre ihn nicht.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Er rafft dahin, wer hindert ihn? Wer ruft ihm zu: Was machst du da?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Gott unterdrückt nicht seinen Zorn; Rahabs Helfer beugen sich unter ihn.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
Wie sollte ich ihm denn antworten und Worte finden, um mit ihm zu reden?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Auch wenn ich im Recht wäre, dürfte ich ihm nicht entgegnen; ich müßte meinen Richter um Gnade anflehen.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Wenn ich rufe, wird er mir antworten? Ich glaube nicht, daß er meine Stimme hört;
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
denn im Sturm hat er mich zerschlagen und mir ohne Ursache viele Wunden zugefügt.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
Er läßt mich nicht einmal Atem holen, sondern sättigt mich mit Bitterkeit.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
Kommt's auf die Kraft an, siehe, so ist er stark; wenn aber aufs Recht, wer ladet mich dann vor?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Wenn ich schon im Recht bin, so wird mich doch mein Mund verdammen, und bin ich auch unschuldig, so kommt es doch verkehrt heraus.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Ich bin unschuldig, bin unbesorgt um meine Seele; ich verachte das Leben!
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Darum sage ich: Es ist einerlei; Fromme und Gottlose bringt er gleicherweise um!
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Wenn die Geißel plötzlich tötet, so lacht er der Prüfung der Unschuldigen.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Die Erde ist in die Gewalt des Frevlers gegeben; das Angesicht ihrer Richter verhüllt er; wenn nicht er, wer tut es denn?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Meine Tage eilen schneller dahin als ein Läufer; sie sind entflohen und haben nichts Gutes gesehen;
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
sie sind vorbeigefahren wie Rohrschiffe, wie ein Adler, der sich auf Beute stürzt.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Wenn ich denke: Ich will meiner Klage vergessen, meine Miene ändern und heiter dreinschauen,
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
so muß ich meine vielen Schmerzen fürchten; denn ich weiß, daß du mich nicht lossprechen wirst!
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Soll ich denn schuldig sein, was mühe ich mich vergeblich ab?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Wüsche ich mich auch mit Schnee und reinigte meine Hände mit Lauge,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
so würdest du mich doch in die Grube tauchen, daß ich meine Kleider nicht mehr anziehen dürfte!
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Denn er ist nicht ein Mann wie ich, daß ich ihm antworten könnte, daß wir miteinander vor Gericht gingen;
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
es ist auch kein Schiedsrichter zwischen uns, der seine Hand auf uns beide legen könnte.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Er nehme aber seine Rute von mir, und sein Schrecken überfalle mich nicht,
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
so will ich reden und ihn nicht fürchten; denn nicht also steht es in mir selbst.
