Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Et Job répondit et dit:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
En vérité, je sais qu’il en est ainsi. Mais comment l’homme sera-t-il juste devant Dieu?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
S’il se plaît à contester avec lui, il ne lui répondra pas sur un point entre mille.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Il est sage de cœur et puissant en force: qui s’est endurci contre lui et a prospéré?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Il transporte les montagnes, et elles ne savent pas qu’il les renverse dans sa colère;
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Il remue la terre de sa place, et ses colonnes tremblent;
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Il parle au soleil, et [le soleil] ne se lève pas; et sur les étoiles il met son sceau;
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Seul il étend les cieux et marche sur les hauteurs de la mer;
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Il fait la grande Ourse, Orion, et les Pléiades, et les chambres du midi;
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Il fait de grandes choses qu’on ne saurait sonder, et des merveilles à ne pouvoir les compter.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Voici, il passe près de moi, et je ne [le] vois pas; et il passe à côté [de moi], et je ne l’aperçois pas.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Voici, il ravit; qui l’en détournera? Qui lui dira: Que fais-tu?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Dieu ne retire pas sa colère; sous lui fléchissent les orgueilleux qui prêtent secours.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
Combien moins lui répondrais-je, moi, [et] choisirais-je mes paroles avec lui!
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Si j’étais juste, je ne lui répondrais pas, je demanderais grâce à mon juge.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Si je criais, et qu’il me réponde, je ne croirais pas qu’il ait prêté l’oreille à ma voix, –
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Lui qui m’écrase dans une tempête, et qui multiplie mes blessures sans cause.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
Il ne me permet pas de reprendre haleine; car il me rassasie d’amertumes.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
S’agit-il de force, voici, il est fort; s’agit-il de jugement: Qui m’assignera?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Si je me justifiais, ma bouche me condamnerait; si j’étais parfait, il me montrerait pervers.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Si j’étais parfait, je méconnaîtrais mon âme, je mépriserais ma vie.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Tout revient au même; c’est pourquoi j’ai dit: Il consume le parfait et le méchant.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Si le fléau donne subitement la mort, il se rit de l’épreuve de l’innocent.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
La terre est livrée en la main du méchant: il couvre la face de ses juges. S’il n’en est pas ainsi, qui est-ce donc?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Mes jours s’en vont plus vite qu’un coureur; ils fuient, ils ne voient pas ce qui est bon;
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
Ils passent rapides comme les barques de jonc, comme un aigle qui fond sur sa proie.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Si je dis: J’oublierai ma plainte, je renoncerai à mon visage [morne] et je serai joyeux,
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
Je suis épouvanté de tous mes tourments; je sais que tu ne me tiendras pas pour innocent.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Soit, je suis méchant: pourquoi me fatigué-je ainsi en vain?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Si je me lave avec de l’eau de neige, et que je nettoie mes mains dans la pureté,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
Alors tu me plongeras dans un fossé, et mes vêtements m’auront en horreur.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Car il n’est pas homme, comme moi, pour que je lui réponde, pour que nous allions ensemble en jugement.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
Il n’y a pas entre nous un arbitre qui mettrait sa main sur nous deux.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Qu’il retire sa verge de dessus moi, et que sa terreur ne me trouble pas;
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Alors je parlerai et je ne le craindrai pas; mais il n’en est pas ainsi de moi.
