Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Alors Job prit la parole et dit:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
Je sais bien qu’il en est ainsi: comment l’homme serait-il juste vis-à-vis de Dieu?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
S’il voulait contester avec lui, sur mille choses il ne pourrait répondre à une seule.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Dieu est sage en son cœur, et puissant en force: qui lui a résisté, et est demeuré en paix?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Il transporte les montagnes, sans qu’elles le sachent, il les renverse dans sa colère;
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
il secoue la terre sur sa base, et ses colonnes sont ébranlées.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Il commande au soleil, et le soleil ne se lève pas; il met un sceau sur les étoiles.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Seul, il étend les cieux, il marche sur les hauteurs de la mer.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Il a créé la Grande Ourse, Orion, les Pléiades, et les régions du ciel austral.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Il fait des merveilles qu’on ne peut sonder, des prodiges qu’on ne saurait compter.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Voici qu’il passe près de moi, et je ne le vois pas; il s’éloigne, sans que je l’aperçoive.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
S’il ravit une proie, qui s’y opposera, qui lui dira: « Que fais-tu? »
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Dieu! Rien ne fléchit sa colère; devant lui s’inclinent les légions d’orgueil.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
Et moi je songerais à lui répondre, à choisir mes paroles pour discuter avec lui!
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Aurais-je pour moi la justice, je ne répondrais pas; j’implorerais la clémence de mon juge.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Même s’il se rendait à mon appel, je ne croirais pas qu’il eût écouté ma voix:
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
lui qui me brise comme dans un tourbillon, et multiplie mes blessures sans motif;
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
qui ne me laisse point respirer, et me rassasie d’amertume.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
S’agit-il de force, voici qu’il est fort, s’agit-il de droit, il dit: « Qui m’assigne? »
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Serais-je irréprochable, ma bouche même me condamnerait; serais-je innocent, elle me déclarerait pervers.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Innocent! Je le suis; je ne tiens pas à l’existence, et la vie m’est à charge.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Il m’importe après tout; c’est pourquoi j’ai dit: « Il fait périr également le juste et l’impie. »
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Si du moins le fléau tuait d’un seul coup! Hélas! il se rit des épreuves de l’innocent!
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
La terre est livrée aux mains du méchant, Dieu voile la face de ses juges: si ce n’est pas lui, qui est-ce donc?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Mes jours sont plus rapides qu’un courrier, ils fuient sans avoir vu le bonheur;
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
ils passent comme la barque de jonc, comme l’aigle qui fond sur sa proie.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Si je dis: « Je veux oublier ma plainte, quitter mon air triste, prendre un air joyeux, »
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
je tremble pour toutes mes douleurs, je sais que tu ne me tiendras pas pour innocent.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Je serai jugé coupable: pourquoi prendre une peine inutile?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Quand je me laverais dans la neige, quand je purifierais mes mains avec le bor,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
tu me plongerais dans la fange, et mes vêtements m’auraient en horreur.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Dieu n’est pas un homme comme moi, pour que je lui réponde, pour que nous comparaissions ensemble en justice.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
Il n’y a pas entre nous d’arbitre qui pose sa main sur nous deux.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Qu’il retire sa verge de dessus moi, que ses terreurs cessent de m’épouvanter:
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
alors je parlerai sans le craindre; autrement, je ne suis point à moi-même.
