Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Alors Job répondit,
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
« Je sais en vérité qu'il en est ainsi, mais comment l'homme peut-il être juste avec Dieu?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
S'il lui plaît de contester avec lui, il ne peut pas lui répondre une fois sur mille.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Dieu est sage de cœur et puissant de force. Qui s'est endurci contre lui et a prospéré?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Il enlève les montagnes, et ils ne le savent pas, quand il les renverse dans sa colère.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Il secoue la terre de sa place. Ses piliers tremblent.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Il commande au soleil et il ne se lève pas, et scelle les étoiles.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Lui seul étend les cieux, et marche sur les vagues de la mer.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Il crée l'Ours, Orion et les Pléiades, et les chambres du sud.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Il fait de grandes choses qu'on ne peut pas savoir; oui, des choses merveilleuses sans nombre.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Voici qu'il passe à côté de moi, et je ne le vois pas. Il passe aussi, mais je ne le perçois pas.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Voici qu'il arrache. Qui peut l'en empêcher? Qui lui demandera: « Que fais-tu?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
« Dieu ne retire pas sa colère. Les aides de Rahab s'abaissent sous lui.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
A plus forte raison lui répondrai-je, et choisir mes mots pour argumenter avec lui?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Même si j'étais juste, je n'ai pas voulu lui répondre. Je ferais des supplications à mon juge.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Si j'avais appelé, et qu'il m'ait répondu, pourtant je ne croirais pas qu'il ait écouté ma voix.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Car il me brise par une tempête, et multiplie mes blessures sans raison.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
Il ne me permettra pas de reprendre mon souffle, mais me remplit d'amertume.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
Si c'est une question de force, voici qu'il est puissant! S'il s'agit de justice, « Qui, dit-il, me convoquera?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Bien que je sois juste, ma propre bouche me condamne. Bien que je sois irréprochable, cela prouvera ma perversité.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Je suis irréprochable. Je ne me respecte pas. Je méprise ma vie.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
« C'est la même chose. C'est pourquoi je dis qu'il détruit les irréprochables et les méchants.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Si le fléau tue soudainement, il se moquera du procès des innocents.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
La terre est livrée entre les mains des méchants. Il couvre les visages de ses juges. Si ce n'est pas lui, alors qui est-ce?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
« Maintenant mes jours sont plus rapides qu'un coureur. Ils s'enfuient. Ils ne voient pas le bien.
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
Ils ont disparu comme les navires rapides, comme l'aigle qui se jette sur sa proie.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Si je dis: « J'oublierai ma plainte », J'enlèverai mon visage triste, et je me réjouirai,
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
J'ai peur de tous mes chagrins. Je sais que vous ne me tiendrez pas pour innocent.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Je serai condamné. Alors pourquoi je travaille en vain?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Si je me lave avec de la neige, et je nettoie mes mains avec de la soude,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
pourtant tu me plongeras dans le fossé. Mes propres vêtements me feront horreur.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Car il n'est pas un homme, comme moi, pour que je lui réponde, que nous devrions nous réunir pour juger.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
Il n'y a pas d'arbitre entre nous, qui pourrait poser sa main sur nous deux.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Qu'il éloigne de moi son bâton. Que sa terreur ne me fasse pas peur;
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
alors je parlerais, et je ne le craindrais pas, car je ne le suis pas en moi-même.
