Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
And Job answereth and saith: —
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
Truly I have known that [it is] so, And what — is man righteous with God?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
If he delight to strive with Him — He doth not answer him one of a thousand.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Wise in heart and strong in power — Who hath hardened toward Him and is at peace?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Who is removing mountains, And they have not known, Who hath overturned them in His anger.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Who is shaking earth from its place, And its pillars move themselves.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Who is speaking to the sun, and it riseth not, And the stars He sealeth up.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Stretching out the heavens by Himself, And treading on the heights of the sea,
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Making Osh, Kesil, and Kimah, And the inner chambers of the south.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Doing great things till there is no searching, And wonderful, till there is no numbering.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Lo, He goeth over by me, and I see not, And He passeth on, and I attend not to it.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Lo, He snatches away, who bringeth it back? Who saith unto Him, 'What dost Thou?'
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
God doth not turn back His anger, Under Him bowed have proud helpers.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
How much less do I — I answer Him? Choose out my words with Him?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Whom, though I were righteous, I answer not, For my judgment I make supplication.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Though I had called and He answereth me, I do not believe that He giveth ear [to] my voice.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Because with a tempest He bruiseth me, And hath multiplied my wounds for nought.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
He permitteth me not to refresh my spirit, But filleth me with bitter things.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
If of power, lo, the Strong One; And if of judgment — who doth convene me?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
If I be righteous, Mine mouth doth declare me wicked, Perfect I am! — it declareth me perverse.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Perfect I am! — I know not my soul, I despise my life.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
It is the same thing, therefore I said, 'The perfect and the wicked He is consuming.'
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
If a scourge doth put to death suddenly, At the trial of the innocent He laugheth.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Earth hath been given Into the hand of the wicked one. The face of its judges he covereth, If not — where, who [is] he?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
My days have been swifter than a runner, They have fled, they have not seen good,
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
They have passed on with ships of reed, As an eagle darteth on food.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Though I say, 'I forget my talking, I forsake my corner, and I brighten up!'
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
I have been afraid of all my griefs, I have known that Thou dost not acquit me.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
I — I am become wicked; why [is] this? [In] vain I labour.
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
If I have washed myself with snow-water, And purified with soap my hands,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
Then in corruption Thou dost dip me, And my garments have abominated me.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
But if a man like myself — I answer him, We come together into judgment.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
If there were between us an umpire, He doth place his hand on us both.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
He doth turn aside from off me his rod, And His terror doth not make me afraid,
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
I speak, and do not fear Him, But I am not right with myself.
