Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Then Job answered and said,
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
I know it to be so of a truth: but how should man be just with God?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
If he will contend with him, he cannot answer him one time out of a thousand.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
He is wise in heart, and mighty in strength: who hath hardened himself against him, and hath prospered?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Who removeth the mountains, and they know not: who overturneth them in his anger.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Who shaketh the earth out of its place, and its pillars tremble.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Who commandeth the sun, and it riseth not; and sealeth up the stars.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Who alone spreadeth out the heavens, and treadeth upon the waves of the sea.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Who maketh Arcturus, Orion, and Pleiades, and the chambers of the south.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Who doeth great things past finding out; yea, and wonders without number.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Lo, he goeth by me, and I see him not: he passeth on also, but I perceive him not.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Behold, he taketh away, who can hinder him? who will say to him, What doest thou?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
If God will not withdraw his anger, the proud helpers do stoop under him.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
How much less shall I answer him, and choose out my words to reason with him?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Whom, though I were righteous, yet would I not answer, but I would make supplication to my judge.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
If I had called, and he had answered me; yet I would not believe that he had hearkened to my voice.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
For he breaketh me with a tempest, and multiplieth my wounds without cause.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
He will not allow me to take my breath, but filleth me with bitterness.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
If I speak of strength, lo, he is strong: and if of judgment, who shall set me a time to plead?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
If I justify myself, my own mouth shall condemn me: if I say, I am perfect, that also shall prove me perverse.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Though I were perfect, yet would I not know my soul: I would despise my life.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
This is one thing, therefore I said it, He destroyeth the perfect and the wicked.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
If the scourge shall slay suddenly, he will laugh at the trial of the innocent.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
The earth is given into the hand of the wicked: he covereth the faces of its judges; if not, where, and who is he?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Now my days are swifter than a post: they flee away, they see no good.
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
They are passed away as the swift ships: as the eagle that hasteth to the prey.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
If I say, I will forget my complaint, I will put off my heaviness, and comfort myself:
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
I am afraid of all my sorrows, I know that thou wilt not hold me innocent.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
If I am wicked, why then do I labour in vain?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
If I wash myself with snow water, and make my hands never so clean;
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
Yet shalt thou plunge me in the ditch, and my own clothes shall abhor me.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
For he is not a man, as I am, that I should answer him, and we should come together in judgment.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
Neither is there any mediator between us, that might lay his hand upon us both.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Let him take away his rod from me, and let not his fear terrify me:
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Then would I speak, and not fear him; but it is not so with me.
