Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Then Job answered and said:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
Of a truth, I know that it is so: For how can man be just before God?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
If he choose to contend with him, He cannot answer him to one charge of a thousand.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
He is excellent in wisdom, mighty in strength: Who hath hardened himself against him, and prospered?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
He removeth the mountains, and they know it not; He overturneth them in his anger.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
He shaketh the earth out of her place, And the pillars thereof tremble.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
He commandeth the sun, and it riseth not, And he sealeth up the stars.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
He alone spreadeth out the heavens, And walketh upon the high waves of the sea.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
He made the Bear, Orion, and the Pleiades, And the secret chambers of the South.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
He doeth great things past finding out, Yea, wonderful things without number.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Lo! he goeth by me, but I see him not; He passeth along, but I do not perceive him.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Lo! he seizeth, and who can hinder him? Who will say to him, What doest thou?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
God will not turn away his anger; The proud helpers are brought low before him.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
How much less shall I answer him, And choose out words to contend with him?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Though I were innocent, I would not answer him; I would cast myself on the mercy of my judge.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Should I call, and he make answer to me, I could not believe that he listened to my voice, —
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
He who falleth upon me with a tempest, And multiplieth my wounds without cause!
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
Who will not suffer me to take my breath, But filleth me with bitterness!
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
If I look to strength, “Lo! here am I!” [[saith he, ]] If to justice, “Who shall summon me to trial?”
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Though I were upright, yet must my own mouth condemn me; Though I were innocent, He would prove me perverse.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Though I were innocent, I would not care for myself; I would despise my life.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
It is all one; therefore I will affirm, He destroyeth the righteous and the wicked alike.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
When the scourge bringeth sudden destruction, He laugheth at the sufferings of the innocent.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
The earth is given into the hands of the wicked; He covereth the face of the judges thereof; If it be not He, who is it?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
My days have been swifter than a courier; They have fled away; they have seen no good.
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
They have gone by like the reed-skiffs; Like the eagle, darting upon his prey.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
If I say, I will forget my lamentation, I will change my countenance, and take courage,
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
Still am I in dread of the multitude of my sorrows; For I know that thou wilt not hold me innocent.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
I shall be found guilty; Why then should I labor in vain?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
If I wash myself in snow, And cleanse my hands with lye,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
Still wilt thou plunge me into the pit, So that my own clothes will abhor me.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
For He is not a man, as I am, that I may contend with him, And that we may go together into judgment;
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
There is no umpire between us, Who may lay his hand upon us both.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Let him take from me his rod, And not dismay me with his terrors,
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Then I will speak, and not be afraid of him: For I am not so at heart.
