Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
And Job answers and says:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
“Truly I have known that [it is] so, But how is man righteous with God?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
If he delights to strive with Him—He does not answer him one of a thousand.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Wise in heart and strong in power—Who has hardened toward Him and is at peace?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Who is removing mountains, And they have not known, Who has overturned them in His anger.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Who is shaking earth from its place, And its pillars move themselves.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Who is commanding to the sun, and it does not rise, And the stars He seals up.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Stretching out the heavens by Himself, And treading on the heights of the sea,
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Making the Great Bear, Orion, and the Pleiades, And the inner chambers of the south.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Doing great things until there is no searching, And wonderful, until there is no numbering.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Behold, He goes over by me, and I do not see, And He passes on, and I do not attend to it.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Behold, He snatches away, who brings it back? Who says to Him, What [are] You doing?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
God does not turn back His anger, Proud helpers have bowed under Him.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
How much less do I answer Him? Choose out my words with Him?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Whom, though I were righteous, I do not answer, For my judgment I make supplication.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Though I had called and He answers me, I do not believe that He gives ear [to] my voice.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Because He bruises me with a storm, And has multiplied my wounds for nothing.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
He does not permit me to refresh my spirit, But fills me with bitter things.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
If of power, behold, the Strong One; And if of judgment—who convenes me?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
If I am righteous, my mouth declares me wicked; [If] I am perfect, it declares me perverse.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
I am perfect; I do not know my soul, I despise my life.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
It is the same thing, therefore I said, He is consuming the perfect and the wicked.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
If a scourge puts to death suddenly, He laughs at the trial of the innocent.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Earth has been given Into the hand of the wicked. He covers the faces of her judges, If not—where, who [is] he?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
My days have been swifter than a runner, They have fled, they have not seen good,
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
They have passed on with ships of reed, As an eagle darts on food.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Though I say, I forget my talking, I forsake my corner, and I brighten up!
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
I have been afraid of all my griefs, I have known that You do not acquit me.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
I become wicked; why [is] this? I labor [in] vain.
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
If I have washed myself with snow-water, And purified my hands with soap,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
Then You dip me in corruption, And my garments have detested me.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
But if a man like myself—I answer Him, We come together into judgment.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
If there were a mediator between us, He places his hand on us both.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
He turns aside His rod from off me, And His terror does not make me afraid,
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
I speak, and do not fear Him, but I am not right with myself.”
