< Job 9 >

1 Men Job svarede og sagde:
Then answered Job, and said,
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
Truly I know that it is so: and how could a mortal be righteous before God?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
If he were desirous to enter into a contest with him, he could not give him one answer out of a thousand.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
He is wise of heart, and mighty in strength: who hath hardened himself against him, and escaped unscathed?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
[He it is] who removeth mountains, and they know it not, yea, when he overturneth them in his anger;
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Who shaketh the earth loose out of her place, that her pillars tremble;
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Who speaketh to the sun, and he shineth not, and around the stars he placeth a seal;
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Who spread out the heavens by himself alone, and treadeth upon the hillocks of the sea;
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Who made the Bear, Orion, and the Pleiades, and the chambers the south;
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Who doth great things which are quite unsearchable, and wonders which are quite without number.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Lo, were he to go past by me, I should not see him; and were he to pass along, I should not perceive him.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Behold, were he to snatch aught away, who could hold him back? who would say unto him, What dost thou?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
God will not withdraw his anger: beneath him sink down the helpers of the proud.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
How much less then could I answer him, and select my words [to contend] with him?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Whom, were I even righteous, I could not answer? to him that condemneth me I could [only] make supplication.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Or were I to call, and he would answer me, I could yet not believe that he would give ear unto my voice—
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
He that bruiseth me with [his] tempest, and multiplieth my wounds without a cause.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
He suffereth me not to recover my breath; but feedeth me overmuch with bitter things.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
If it regard strength, lo, he is the powerful; and if justice, who will cite him for me to appear?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
If I were righteous even, my own mouth would condemn me: were I innocent, it would still prove me perverse.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
I am innocent; I will not have regard for myself: I will despise my life.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
One thing is [certain], therefore have I said it, The innocent and the wicked he bringeth to their end.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
If a scourge should slay suddenly, he will mock at the trial of the guiltless.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Is a land given up into the hand of the wicked? he covereth the faces of its judges: if this be not the truth, who is it then?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
And my days pass swifter than a runner: they flee away, they see no happiness,
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
They hasten along like pirate ships: like the eagle that stoopeth down upon his food.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
If I say, I will forget my complaint, I will leave off my sorrowful countenance, and recover my cheerfulness:
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
O then would I be in dread of all my pains; I know that thou wilt not declare me innocent.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
I must ever be guilty: why then should I fatigue myself for nought?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
If I were to wash myself in snow-water, to cleanse myself in the purity of my hands:
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
Even then wouldst thou plunge me in the ditch, that my own clothes would render me abhorred.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
For he is not a man, like me, that I could answer him, that we should enter together into a contest.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
There is no one who can decide between us, who could lay his hand upon us both.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Let him but remove from me his rod, and let not his dread terrify me:
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Then would I speak, and not fear him; for the like I feel not within me.

< Job 9 >