< Job 9 >
1 Men Job svarede og sagde:
Job replied,
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
“Yes, I know all that! But how can anyone be right before God?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
If you wanted to argue with God, God could ask a thousand questions that no-one could answer.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
God is so wise and so powerful that no-one could challenge him and win.
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
God moves the mountains suddenly; he overturns them in his anger.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
He shakes the earth, making its foundations quake.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
He is the one who can command the sun not to rise and the stars not to shine.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
He alone is the one who stretches out the heavens and walks on the waves of the sea.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
He made the constellations of the Bear, Orion, the Pleiades, and the stars of the southern sky.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
He is the one who does incredible things that are beyond our understanding, marvelous things that are uncountable.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
But when he passes by me, I don't see him; when he moves on, he is invisible to me.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
If he takes away, who can prevent him? Who is going to ask him, ‘What are you doing?’
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
God does not restrain his anger; he crushes Rahab's helpers underfoot.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
So how much less could I answer God, or choose my words to argue with him!
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Even though I'm right, I can't answer him. I must plead for mercy from my judge.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Even if I called him to come and he responded, I don't believe he would listen to me.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
He pounds me with the winds of a storm; he wounds me time and again, without giving a reason.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
He doesn't give me a chance even to catch my breath; instead he fills my life with bitter suffering.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
If it's a question of strength, then God is the strongest. If it's a question of justice, then who will set a time for my case?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Even though I am right, my own mouth would condemn me; even though I am innocent, he would prove me wrong.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
I am innocent! I don't care what happens to me. I hate my life!
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
That's why I say, ‘It makes no difference to God. He destroys both the innocent and the wicked.’
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
When disaster strikes suddenly he mocks the despair of the innocent.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
The earth has been handed over to the wicked; he blinds the eyes of the judges—if it's not him who does this, then who is it?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
The days of my life race by like a runner, rushing past without me seeing any happiness.
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
They pass by like fast sailing ships, like an eagle swooping down on its prey.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
If I said to myself, ‘I will forget my complaints; I will stop crying and be happy,’
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
I would still be terrified at all my suffering because you, God, will not say I'm innocent.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Since I'm condemned, what's the point in arguing?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Even if I wash myself with pure mountain water and clean my hands with soap,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
you would toss me into a slime pit so that even my own clothes would hate me!
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
For God is not a mortal being like me, I can't defend myself or take him to court.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
If only there was an arbitrator who could bring us both together!
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
I wish God would stop beating me with his rod and terrifying me!
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Then I could speak up without being afraid—but since I am, I can't!”