Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Så tog Job til Orde og svarede:
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
