Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
Job loh koep a doo tih,
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
A tueng te ka ming tangloeng dae hlanghing he Pathen taengah metlam a tang thai eh?
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
Amah te oelh ham ngaih cakhaw, anih te thawngkhat ah pakhat long pataeng a doo thai moenih.
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
A thinko cueih tih a thadueng khaw len rhapsat. A thuung dongah anih taengah unim aka mangkhak?
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
Tlang khaw haimo coeng tih a thintoek ah amih a maelh te khaw ming uh pawh.
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
Diklai he a hmuen lamloh tlai tih a tung khaw tuen coeng.
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
Khomik te a uen tih thoeng pawh, aisi khaw catui tloep a hnah.
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
Vaan ke amah bueng loh a cueh tih tuitunli kah hmuensang dongah a cawt.
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
Ning buhol neh airhitbom khaw, tuithim tlungkawt khaw a saii neh.
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
Khenah tloel duela hno len a saii tih tae lek pawt hil ah khobaerhambae coeng.
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
Kai taeng long a pah mai akhaw ka hmu pawt tih a tinghil akhaw anih te ka yakming moenih.
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
Paco cakhaw ulong anih a mael sak? Ulong long anih te, “Balae na saii,” a ti nah?
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Pathen tah a thintoek mael pawt tih Rahab aka bom rhoek khaw a hmui, a hmui ah ngam uh.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
Te dongah anih aisat te kai loh ka doo thai vetih a taengah ka ol ka coelh thai aya?
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
Ka tang cakhaw kai lai aka tloek taengah ka doo thai pawt tih rhennah ni ka bih.
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
Ka khue tih kai n'doo cakhaw ka ol a hnatun tila ka tangnah moenih.
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
Hlithae neh kai kai m'phop tih lunglilungla la ka tloh ping.
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
Ka mueihla he mael hamla kai m'pae pawt dae olkhaa ni kai n'kum sak.
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
Thadueng dongah khaw len rhapsat tih laitloeknah dongah khaw unim kai aka tuentah he?
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
Ka ka neh ka tang akhaw ka boe hae ni, ka cuemthuek cakhaw ka kawn hae.
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
Ka cuemthuek dae ka hinglu khaw ka ming pawt tih ka hingnah khaw ka kohnue.
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
Te dongah pakhat la, “Cuemthuek neh halang khaw amah loh a khah,” a ti.
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
Rhuihet loh a duek sak buengrhuet kae vaengah ommongsitoe kah noemcainah te a tamdaeng.
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
Diklai he halang kut ah pae tih a laitloek kah maelhmai te a khuk. Te pawt koinih amah te unim?
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
Ka khohnin khaw aka yong lakah bawn tih a yong dongah a then khaw hmuh uh pawh.
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
Sangpho canghlong bangla tinghil tih, atha bangla caak dongah cu.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
“Kai he ka kohuetnah ka hnilh pawn eh, ka maelhmai ka hlam saeh lamtah ngaidip saeh,’ ka ti akhaw,
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
Ka nganboh he boeih ka rhih tih kai nan hmil mahpawh tila ka ming.
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
Kai ka boe coeng dae balae tih a honghi nen he ka kohnue eh?
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
Vuelsong tui dongah ka hluk vetih ka kut lunghuem neh ka cil cakhaw,
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
vaam khuila kai nan nuem hae vetih ka himbai neh kamah khaw n'tuei uh ni.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
Hlang he kamah bangla a om pawt dongah anih te ka doo koinih laitloeknah la rhenten m'pawk uh ni.
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
Mamih laklo ah oltloek tih mamih rhoi soah a kut aka tloeng om pawh.
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
A cungkui te kai taeng lamloh a khoe mai vetih a mueirhih loh kai n'let sak pawt mako.
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Ka thui neh anih ka rhih pawt dae kai he kamah taengah te tlam te ka om moenih.
