Job 8
1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
Andin Xuhaliⱪ Bildad jawabǝn mundaⱪ dedi: —
2 Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
«Sǝn ⱪaqanƣiqǝ muxularni sɵzlǝysǝn? Aƣzingdiki sɵzlǝr küqlük xamaldǝk ⱪaqanƣiqǝ qiⱪidu?
3 Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
Tǝngri adalǝtni burmiliƣuqimu? Ⱨǝmmigǝ Ⱪadir adilliⱪni burmilamdu?
4 Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
Sening baliliring Uning aldida gunaⱨ ⱪilƣan bolsa, U ularnimu itaǝtsizlikining jazasiƣa tapxurƣan, halas.
5 Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
Biraⱪ ǝgǝr ɵzüng ⱨazir qin kɵnglüngdin Tǝngrini izdisǝngla, Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirƣa iltija ⱪilsangla,
6 og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
Əgǝr sǝn sap dil ⱨǝm durus bolƣan bolsang, Xübⱨisizki, U sǝn üqün oyƣinidu, Qoⱪum sening ⱨǝⱪⱪaniyliⱪingƣa tolƣan turalƣungni güllǝndüridu.
7 Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
Sǝn dǝslǝptǝ etibarsiz ⱪaralƣan bolsangmu, Biraⱪ sǝn ahirida qoⱪum tehimu güllinisǝn.
8 Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
Xunga sǝndin ɵtünǝyki, ɵtkǝnki dǝwrlǝrdin sorap baⱪⱪin, Ularning ata-bowilirining izdinixlirigimu kɵngül ⱪoyƣin
9 — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
(Qünki biz bolsaⱪ tünügünla tuƣulƣanmiz; Künlirimiz pǝⱪǝt bir sayǝ bolƣaqⱪa, ⱨeqnemini bilmǝymiz).
10 skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
Sanga kɵrsǝtmǝ berip ɵgǝtǝlǝydiƣan ular ǝmǝsmu? Ular ɵz kɵnglidikini sanga sɵzlimǝmdu?
11 Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
Latⱪa bolmisa yekǝnlǝr egiz ɵsǝlǝmdu? Ⱪomuxluⱪtiki ot-qɵplǝr susiz ɵsǝlǝmdu?
12 Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
Ular yexil peti bolup, tehiqǝ orulmiƣan bolsimu, Ⱨǝrⱪandaⱪ ot-qɵptin tez tozup ketidu.
13 Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
Tǝngrini untuƣan kixilǝrning ⱨǝmmisining aⱪiwǝtliri mana xundaⱪtur; Iplaslarning ümidi mana xundaⱪ yoⱪⱪa ketǝr.
14 Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
Qünki uning tayanƣini qürük bir nǝrsǝ, halas; Uning ixǝngini bolsa ɵmüqükning toridur, halas.
15 Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
U ɵz uwisiƣa yɵlinidu, biraⱪ u mǝzmut turmaydu; U uni qing tutuwalƣan bolsimu, biraⱪ u bǝrdaxliⱪ berǝlmǝydu.
16 Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
U ⱪuyax astida kɵkligǝn bolsimu, Uning pilǝkliri ɵz beƣini ⱪapliƣan bolsimu,
17 Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
Uning yiltizliri tax dɵwisigǝ qirmixip kǝtkǝn bolsimu, U taxlar arisida orun izdigǝn bolsimu,
18 Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
Lekin [Huda] uni ornidin yuliwǝtsǝ, Axu yǝr uningdin tenip: «Mǝn seni kɵrmigǝn!» — dǝydu.
19 Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
Mana uning yolining xadliⱪi! Uningdin keyin orniƣa baxⱪiliri tupraⱪtin ünidu.
20 Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
Ⱪara, Huda durus adǝmni taxlimaydu, Yaki yamanliⱪ ⱪilƣuqilarning ⱪolini tutup ularni yɵlimǝydu.
21 Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
U yǝnǝ sening aƣzingni külkǝ bilǝn, Lǝwliringni xadliⱪ awazliri bilǝn tolduridu,
22 De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Sanga nǝprǝtlǝngǝnlǝrgǝ xǝrmǝndilik qaplinidu, Əskilǝrning qediri yoⱪitilidu».
